Plader

Brandtson: Send Us a Signal

Skrevet af Mathias Askholm

Brandtsons emorock har udviklet sig hen mod et stadig mere poppet og letfordøjeligt udtryk. På Send Us a Signal mangler de dog tilpas stærke melodier til for alvor at rykke.

Med Dial in Sounds fra 2002 havde Brandtson startet en popularisering af deres musikalske udtryk. Send Us a Signal er endnu et album fra Cleveland-kvarteten, der må betegnes som en krydsning mellem regulær mainstream-pop og blød emo. Med sine affilede kanter og velplacerede harmonier er Brandtson lige så harmløs som en puddelhund.

Åbneren, der introducerer hele albummet, formår at give en ret god karakteristik af det samlede billede af albummet. Med melodiske fraseringer, klichépræget guitarspil og en ligegyldig tekst drives tankerne i retning af Foo Fighters, Jimmy Eat World og The Get Up Kids. Fingrene – de drives i retning af slukknappen.

Brandtson er et typisk emoband, der på både godt og ondt placerer sig direkte i denne håbløst udvandede genre uden hverken lyst eller mod til at forsøge at rykke nogle grænser. Den standhaftighed og grøftegravning, der besynges i “Drawing a Line in the Sand” er ikke noget, der bliver udført i praksis, og man får en fornemmelse af, at Brandtson ser det som et formål i sig selv ikke at skræmme nogen potentielle lyttere væk ved at radikalisere eller i det mindste at udforske sit egen udtryk.

Begyndelsen af “Throwing Rocks Tonight” lover ellers med sit indledende drive og spændstighed i guitarriffet, at Brandtson stadigvæk kan rocke igennem, når de vil. Problemet er bare, at viljen mangler. Brandtson er bedst i de to mere punkede og aggressive sange “Margot” og “C’mon Fascista” samt den afsluttende, deciderede popsang “The Bottle and the Sea”. Mange sange får startet rigtig godt med masser af energisk guitar og et godt drive, men for det meste smuldrer indledningernes kraft mellem fingrene på rytmegruppen allerede inden første omkvæd. I “C’mon Fascista” og “Margot” får sangene ikke lov til at knække over efter indledningen, og disse sange fremstår derfor som gennemarbejdede og sammenhængende. På samme måde giver Brandtson med “The Bottle and the Sea” sig selv lov til både at hale en akustisk guitar frem og at føre sangens grundtone igennem uden at skulle drive aggressivitet ind midt i det hele.

Send Us a Signal er ikke et decideret dårligt album, men man savner bare sammengæng og integritet i musikken, før det kan blive rigtigt interessant. Det første skridt i retningen af at opnå dette må nødvendigvis være, at Brandtson får afklaret, hvad det er for en slags musik, der skal satses på. Når bandet forsøger at rocke igennem, savner man en vilje til at satse 100 procent på et fængende riff, og når der lægges an til en ballade eller rendyrket popsang, savner man ganske enkelt melodierne.

Send Us a Signal er Brandtson på trods af deres gennemgående poplyd stadigvæk ikke helt sikre på, at det er den slags musik, de vil lave. Man får lidt en fornemmelse af, at de både vil lave en rocket og vred emo, samtidig med at de også gerne vil lave næsten rendyrkede popsange. Hvis de nu bare kunne bestemme sig for én af delene og gennemarbejde et helt album med det mål for øje, kan Brandtson sikkert begå et godt album. Indtil da har de bare med dette album begået endnu et jævnt udspil.

★★★☆☆☆

Leave a Reply