Koncerter

Spot Festival 2008, 06.-07.06.08, Århus

Århus, upcoming, vækstlag. Det første har været indiskutabelt. De to sidste ord var til diskussion igennem de sidste par uger inden festivalen. Undertoner tog til Spot Festival for at finde netop dé gemte perler, som hverken bliver de næste Düne, Figurines eller noget andet, der kan minde om store hits. Se hvad vi fandt her.r
(06.06.08)

Fredag 06.06.08

Under the Sherry Moon
Et tyst stueorgel var hovedelementet i indledningen af en koncert, hvor forsangerindens briller hang lige så tungt over næsen som grundstemningen over musikken. Musikken tog udgangspunkt i det jerngreb, som Mazzy Stars tågede undertoner ville tage omkring Young Marble Giants’ rytmer. Det skabte et lydbillede, hvor simple melodier blev løftet til et højtstemt mix af folkmelodier og elektroniske psych-effekter. Nogenlunde sådan ville Beirut lyde, hvis han ikke havde haft held til at hyre en flok Balkan-musikanter.

Problemet med Under the Sherry Moons udtryk er dog, at melodierne i længden virkede en kende for sløvt skårne. Det var især tydeligt, når de forsøgte sig med at være indiepoppere. Deres dystre numre, som eksemplevis “Hooks of Love” var heftigt overvældende i dens simplicitet, ligesom “Stick to Me” lykkedes midt i alle referencerne til start-80ernes hektisk udskredne postpunk. Og heldigvis har Under the Sherry Moon deres referencer friske i baghovedet, for det er især deres tråde til fortiden, der gør dem interessante.

Karakter:  

Salem Al Fakir
“Det er simpelthen for cheesy det her. Vi smutter over og hører Figurines.” Det var beskeden fra Undertoners udsendtes koncertmakkere cirka halvandet nummer inde i koncerten med svenske Salem Al Fakir.

Og ja, de havde faktisk ganske ret. Salem Al Fakir er cheesy, AOR-agtigt softrock af allerværste radiovenlige skuffe. Hvis man er klar til at acceptere netop dén præmis, er der heldigvis massevis af god popmusik at hente i enmandsprojektets musik.

Salem Al Fakir forstår nemlig at koge alle de bløde ingredienser ind til en koncentreret popfond, der både indeholder fjerne noter af Fleetwood Mac anno Rumours, franske Phoenix’ evne til at få et simpelt rock-setup til at lyde som cremet 70’er popfunk, og de sære indskud, som Scott Walker fik, når han var i sit venlige og knapt så konfronterende hjørne.

En hel koncert med Salem Al Fakir er lidt ligesom at skære sig et stort stykke lagkage med massevis af flødeskum, sommerlige jordbær, sød glasur og skarpe, knasende stykker makron gemt i midten. De færreste når at få oplevelsen af den sprøde makron, men hvis man er hurtig med gaflen, må selv de mest musiksnobbede erkende, at der er massevis af bid i Salem Al Fakir.

Især et nummer som “This Is Who I Am”, titelsignaturen fra den netop udkomne debutplade, gjorde det svært ikke at acceptere Salem Al Fakirs musikalske præmis. For selv ikke de mest idiosynkratisk puritanske indie-hipsters kan undslippe det faktum, at den primære grund til at lytte til musik er netop melodierne. Ikke en bestemt måde at indstille en forstærker eller en måde at forvrænge og smadre vokalen.

Karakter:  

Snöleoparden
Et hurtigt blik på et skramlet sammenrend af slåbare ting. Et nølende “ehhhh”. Snöleoparden, der til lejligheden var udvidet til en duo, forsøgte at præsentere sin til lejligheden medbragte percussionist Henning (efternavnet glippede desværre i varmen) med ordene “mig og Henning skal til at hygge os. Det er Henning på trommer”¦”. Det lille tvivlende “ehhhh” kom herefter. For Henning sad bag et morads af håndvaske, grillriste og hjemmebyggede strengeinstrumenter, der fungerede som rytme- og melodigrundlag for Snöleopardens ekskursioner. Sammen gav de et sirligt sammensat sæt, der inkluderede alt fra hypnotiske indiske ragaer, fjollede Joe Meek-beslægtede synth-melodier og befriende sløsede tribale rytmer.

Første nummer var det måske mest uventede Barometerhit i nyere tid, den pakistanske “Dreng”, der fik lov til at udfolde sig uden lydtæppet af strenge og rumlen. Selvom Snöleoparden egentligt bare er budbringen af den pakistanske drengs sang, så lykkedes det ham med det nummer at koge hele hans musikalske budskab ind via netop drengen. Det er den barnlige begejstring, der styrer Snöleoparden i live-situationen. Og det i langt højere grad end på plade. Han lykkedes med at lave en lille symfoni ud af den ellers lidt tørre komposition “Xylofon”, ligesom han mestrer den frit flydende guitarekskursion, der godt nok er repetitativ, men aldrig forfalder til tung motorik. I stedet rammer han så tilpas meget ved siden af, at musikken får et liv, der lever på netop de barnlige præmisser, i stedet for at blive stiløvelser.

Det afsluttende nummer, der ikke optræder på den nyligt udsendte debutplade, var en indisk fløjte ikke var helt ulig den, en slangetæmmer bruger, når han skal lokke en kobra op af en kurv, omdrejningspunktet. Men langsomt trådte Henning i karakter og balancerede en næsten kuldsejlet tribal rytme ud blandt publikum. Det lange nummer var hele tiden ved at falde fra hinanden, men så snart Henning var ved at løbe tør for idéer, kiggede Snöleoparden op fra maskinparken og udpegede det næste koordinat de sammen skulle forsøge at ramme. Det lykkedes aldrig, men de steder de rent faktisk kom hen, var også mere end tilfredsstillende.

Karakter:  

Our Broken Garden
Undertoners erklærede mål med dette års Spot Festival var at træde lidt ved siden af de nedtrådte stier i skandinavisk musik. Derfor endte vi også til Our Broken Gardens debutkoncert på det lille teater Svalegangen, der til lejligheden var blevet stoleløs.

For grundidéen bag bandet ikke er helt dårlig – dæmpede men bastante trommer, melodiøst støjende guitarangreb og Hammond-orgel anno 1967 – så lykkedes det ikke Our Broken Garden at bevæge sig ud over de alt for faste rammer, de med deres udtryk klemmer om hofterne på sig selv.

Når en støjende guitarsolo bare er støjende for at male en enkelt farve ovenpå musikken, bliver det forudsigeligt. Især når samme struktur igen og igen render sammen og skal forsøge at forløse i forvejen ganske ordinære melodier. Så er det ikke aggressivt, livligt eller voldsomt overrumplende. I stedet bliver det en stiløvelse, og det er muligvis endnu mere kedsommeligt end ordinære melodier.

Tusmørkerock, ville kendere måske kalde det. Tindersticks og Nick Cave stod nævnt i programmet. Men måske skulle Our Broken Garden forsøge at redde den stump af haven, der trods alt ligger som en lovende frodig oase i deres musik, og trække den ud i solen. Fælde et par af deres grundrammer og give sig selv lov til at vokse lidt vildere.

Karakter:  
Lørdag 07.06.08

The Orchestra feat. Jomi Massage
I programmet stod de præsenteret som The Orchestra feat. Jomi Massage, men som det så ofte sker når Jomi Massage er i nærheden af musik i hvilken som helst form, stjæler hun lyskeglen. Sådan er hendes karakter. Koncerten tog udgangspunkt i “Skandinaviske Klagesange”, der udkom forsinket under stort Burka-ståhej sidste år.

Og selvom Lars Møllers arrangementer har mange kvaliteter, og et 20 mand stort big band naturligvis har mange facetter at lande på, så var det især i starten af koncerten præget af lidt for lummer frokostjazz, der hverken var meget skandinavisk eller klagende over. Men så snart bandet blev ledt ud i brækkede rytmer med halsende trommespil som omdrejningspunktet, som det skete i “Det land jeg bor i” eller tog udgangspunkt i en slæbende hippieblues som i “Vildsporsfanfare”, fremstod idéen med projektet lysende klar.

I de øjeblikke var grunden under Jomi Massages stemme så tilpas usikker, at hun lod sig vælte ud på overdrevet af hendes stemmes formåen. Og netop dér virkede det interessante møde mellem de to kunstarter som en god idé.

Karakter:  

Anna Järvinen
Ridehuset i Århus kan være en modbydelig vindstille hule at skulle spille i en solrig lørdag eftermiddag. Og det var da også kun skyggetrængende og lidt overtrætte festivalgæster der rent faktisk fandt vej til koncerten. Men hvad kan lidt svensk charme, et solidt men ikke alt for pænt spillende backingband og en stak underligt dragende folkrocksange ikke helbrede? Det var i hvert fald hvad svensk/finske Anna Järvinen have taget med sig til Danmark.

Og koncerten, der startede underligt sløvt ud med et par intetsigende ballader, løftede sig langsomt til at være lyden af den perfekte kur mod en lidt for modig omgang med euforiserende stoffer a la Ken Kesey i midten af 60erne.

Selvom det kun var de ligeledes svenske psykedeliahelte Dungens bassist, der var taget med til Danmark, så er det tydeligt, at netop det bands flyvske fløjte og guitarrock har haft indflydelse på Anna Järvinens musik. Det er folkrock med overordentligt ordinære melodier, men bandets hårdt kæmpende musikere er netop ikke så dygtige, at de bliver overskudslagre af dårlige gentagelser. Igennem koncerten var deres dugfriske folkrock den perfekte, skrammede ramme om Anna Järvinens sirlige stemme. Så selvom der indimellem var enkelte søvndyssende anonyme indslag, var Anna Järvinen en særdeles tilpas kur mod ondt overtryk i hovedet.

Karakter:  

The Bronson Brothers
Med cubanske hæle og jakkesæt som var de hentet fra en Liverpool-garderobe i 1965 forsøgte The Bronson Brothers på bedste vis at overbevise med deres poppede 60’er-rock.

The Bronson Brothers

Det lykkedes desværre kun momentvist fem de fem herrer at klare sig fri af de værste klichéer. For “Miss Miss” var, den kun seks-strengede Rickenbacker til trods, næsten The Byrds værdig, uden dog at ende i plagiatsuppen, ligesom “Love Inn” havde elementer af både Love og The Kinks uden at nærme sig det kedelige opkog, som størstedelen af numrene bød på. De lød desværre som hvis man skrællede det energiske og nysgerrige af Figurines og bad dem om at spille oldies-covernumre.

Der var altså ikke meget at råbe hurra for. Eller whoa!. Eller ret meget andet. Inspiration fra The Kinks, Love, Beau Brummels, The Zombies og stort set alle andre stilskabende poporkestre fra 1965 og frem, var tydelig, men The Bronson Brothers sejlede hele tiden rundt i skyggen af de samme bands, og pastichen blev penslet ud over Voxhall med store strøg.

Ulempen er, at et helt kuld af undergrundsorkestre har ladet sig inspirere voldsomt af 1960’ernes energiske beatmusik. Det skete i starten og midten af 80’erne, hvor orkestre som The Rain Parade, The Kravin’ A’s og Bangs/The Bangles brillerede. Forskellen på dem og The Bronson Brothers, er, at de havde langt stærkere melodier at ryste rundt med. Når dét er på plads for The Bronson Brothers, bliver det helt sikkert en mere fornøjelig omgang at se dem. Potentialet er der.

Karakter:  

The Radio Dept.

The Radio Dept.

Kedeligt. Uinspireret. Ugideligt. De ord snurrede rundt i luften efter The Radio Dept. havde ladet de sidste toner ringe ud i Musikhusets Store Sal lørdag aften. Og ja, det var kedeligt. På den kedelige måde, hvor alting falder fuldstændigt i hak, og deres små kuldsejlede popsange bliver svøbt i et støjende tæppe af svært dechifrerbare guitartoner, så de nærmest udligner sig selv. Men nuancerne er mange hos The Radio Dept..

At de tre svenskere stod som forstenede under koncerten og egentligt bare spillede deres musik uden at skænke publikum en tanke, var befriende efter en Spot Festival, hvor så mange bands skulle bevise sig selv. For branchen, for udlandet. For det forjættede gennembrud. Der har The Radio Dept. ligesom været, med al den hæder det fører med sig.

Tilbage står deres særegne miks af The Field Mice ( og en halv håndfuld andre bands fra hedengangne Sarah Records), Galaxie500’s støjende indiepop og bittersød pop. Det var lyden af det tågede England, lyden af gode intentioner der var bristet, lyden af et afmålt had til alle de dårlige rockstjerner, der forsøger at gøre sig til mere end de egentligt er. Og det var elegant som sjældent set.

Karakter:  

Leave a Reply