Det er de færreste bands, der kan åbne en koncert med et nummer på en time og et kvarter for så kun at være halvvejs i sættet. Det er de færreste bands, som kan skabe et lydbillede og lydniveau, der lyder som en bister orkan og et flerstemmigt bønnekald på én og samme gang. Det er de færreste frontpersoner forundt at have den ultimative kontrol over sit band og ikke mindst sit publikum, således at hvert evig eneste slag og hver evig eneste tone ringer, smælder og bider fra sig lige som de skal. Men Swans er ikke som de fleste bands, og Michael Gira er ikke som de fleste frontpersoner. Heldigvis, for alle os tilstede på det intime spillested Plan B i Malmø i går aftes.
Tilbage i begyndelsen af 80’erne var Swans ikke bare et af New Yorks mest larmende, vrede og grænsesøgende bands. De var et af verdens mest larmende, vrede og grænsesøgende bands. Det er efterhånden mere end 40 år siden, og de fleste af den slags bands har det med at skrue lidt ned, være lidt mere tilbageholdende eller måske stopper projekterne helt i takt med, at alderen trænger sig på. Men den slags knæfald for konformitet skal Swans altså ikke nyde noget af. Lydniveauet er stadig bragende ondskabsfuldt, og sangene er kun blevet mere drænende og prøvende. At se en Swans-koncert er som at deltage i et sekterisk ritual, og først når man accepterer smerten og underkaster sig Michael Giras messende kontrol, så forstår man. Noget slår klik midt i kakofonien, og man ser lyset. Man forstår, at der er en mening med galskaben.
På gruppens seneste album fra 2023, The Beggar, varer titelnummeret 10 minutter. I Malmø var det imidlertid strakt til 75 ondskabsfulde, knusende minutter. Det lyder måske som en overdrevet stiløvelse i nogens ører, men det var en transcendental oplevelse. Man glemte tid og sted, når Gira dirigerede bandet – med en udstrakt arm mod en musiker, og et løftet øjenbryn i retning af en anden, havde han konstant kontrollen. Hvert et støjudbrud, hvert et groovy basstykke, hvert et tyst øjeblik blev styret af den garvede kaptajn i sort. Det var intet mindre end mageløst at betragte kompositionens op- og nedture, og den lange udstrækning gav eksplosionerne så meget momentum, at det halve kunne være nok. Når Kristof Hahn med sammenbidt og manisk mimik gik til angreb på sin lap-steel guitar (vist nok en ud af tre på scenen, så vidt jeg kunne se) lød det som en tordenstorm, og trommeslager Phil Puleo slog så hårdt på sit skind og bækkener, at sættet kunne gå i stykker hvert et øjeblik. Det er den mest vanvittige komposition, jeg nogensinde har lagt ører til.
Undervejs i nummeret blev der flere gange stille, og Giras plukken af en ensom E-streng var næsten det eneste i lydbilledet. Det var lige indtil, han begyndte at give sig selv lussinger og grine hysterisk på en måde, der lød lige dele nervøst og glad. Lyden af hans store håndflade mod den skæggede kind og galskaben i hans klukkende hyl var fuldstændigt absurd at være vidne til, men det virkede sgu. Jeg fik lyst til at begynde at grine med ham, sågar give mig selv lussinger. Den hypnotiske musik begyndte at vokse sig større og hele bandet bragede igennem i kakofonisk lyksalighed. Det var helligt, og jeg tror, jeg begynder at forstå, hvordan folk overbevises om at melde sig ind i en sekt. I et øjeblik var jeg i hvert fald som parat til at følge Michael Gira i døden.
“The Hanging Man” fra 2019’s Leaving Meaning fulgte sidenhen, og dens genkendelige, gyngende basgang var et fedt, ja næsten catchy afbræk, før vi igen skulle udsættes for ondskabsfulde eksperimenter. Resten af koncerten var således uudgivede kompositioner, man kun kender, hvis man har dyrket nogle af de bootleg-optagelser, der findes af den seneste tids Swans-koncerter. Der var absolut ingen leflen tilstede, og det er en meget god ting at vide, inden man tager til koncert med Michael Gira og kompagni. Det foregår på hans præmisser, og står du med telefonen fremme (som en person gjorde), så afbryder han gerne et nummer, går ud til scenekanten og nedstirrer dig med et dødsblik, som Medusa ville misunde. Pakker man til gengæld telefonen væk og slår lyttelapperne ud, så får man tifold igen.
Koncertens to og en halv time blev en udmattende prøvelse, og selv visse bandmedlemmer så kvæstede ud hen mod slutningen. Men den nådesløse afstraffelse af instrumenter og trommehinder endte i ekstase. Under aftenens sidste komposition, der også kom på den anden side af tyve minutter, blev der helt stille. Alle bandmedlemmer holdt deres instrumenter i bero, og Gira skulede ud over menneskemængden med en autoritet, som kun han besidder. Et par stemmer hviskede bag i lokalet, hvortil Gira arrigt tyssede. Der skulle være helt stille, måtte man forstå. Da der kun var en svag forstærkersummen at høre (hvis man overhovedet kunne det), lød der et dyrisk »ba-ba-ba« fra Gira. I samme øjeblik eksploderede rummet i et støjkaos fra helvede. Bassens strenge blev tæsket i smadder, bækkenerne ringede ud i evigheden, og Kristof Hahn masserede sin hårkam ned i lap-steelens strenge, så det ikke var til at forstå, at instrumentet typisk bruges til kreere melankoli i countrymusik. I orkanens øje stod Gira og styrede det ustyrlige, og lige så pludseligt, som angrebet var begyndt, fik han lukket det ned med en gestikulation fra sin højre hånd.
Det var, som om larmen fortsatte med ringe ud i rummet, mens bandet forlod scenen, og trods ørepropper ringer det stadig i mine ører dagen derpå. Det var dræbende ondt og hårdt at være vidne til, men kunne man holde det ud, så blev man en åbenbarende oplevelse rigere.
Fotos af Joe Miller
Thank you