Koncerter

Pop Revo 10, 30.04-01.05.10, Voxhall, Århus

Aldrig har Pop Revo appelleret så bredt. Aldrig har der været så mange mennesker. Aldrig har så mange danset så meget til en Pop Revo-koncert som under Caribous fabelagtige fredagsshow. Læs anmeldelser af festivalens otte koncerter.

Aldrig er der blevet skrålet så meget med under Pop Revo som i år. The Kissaway Trails “Smother + Evil = Hurt”, The Rumour Said Fires “The Balcony”, Figurines’ catchy råbekorspassager ja, selv Caribous synthlinjer fik en festivalbehandling, man ikke er vant til fra Pop Revo-publikummet. Med de to første navne var det ikke så overraskende, og især The Rumour Said Fire havde skaffet Pop Revo besøg fra flere hundrede folk, som næppe var dukket op uden “The Balcony” på plakaten.

Pop revo 2010At netop TRSF var booket, på trods af, at de faldt ret langt ved siden af Pop Revos vanlige profil (og i øvrigt spillede weekendens mindst interessante koncert), kunne godt vække en vis undren. Men selv om det ved første øjekast godt kan virke ærgerligt, at der i år var skruet ned for den musikalske nysgerrighed (i år var der ingen opsigtsvækkende musikhistoriske ikoner som sidste års Television Personalities) og op for den kommercielle bevidsthed, er det her ikke en forfaldshistorie. Tværtimod er det indiskutabelt godt, at en masse folk bliver hevet ind af mere bredt appellerende navne og så derudover får mulighed for at opleve f.eks. Caribou spille Voxhall helt over ende.

Koncerterne virkede ikke som en samling koncerter faktisk mere som en festival. At man kommer til det samme sted to dage i træk og har betalt på forhånd for begge dage, har klart en indflydelse på folks attitude (der er noget ved, at alle folk drikker reparationsbajere det samme sted). Der var måske mere åbent sind end normalt til koncerter, og f.eks. var det godt at se, at folk blev hængende foran scenen til Shout Wellington Air Forces show, uanset hvor krøllede sange kvartetten filtrede sig ind i. I det hele taget var der en virkelig god og venlig stemning blandt publikum, og alle bands fik en god chance (måske med undtagelse af Field Music). Folk virkede, som om de stolede på, at “bands under Pop Revo” er lig gode bands.

Mens stemningen fredag løftede sig en tand eller to over lørdagen ikke mindst pga. den store tilstrømning af mennesker og Caribous afslutning var Voxhalls lyd lige upåklagelig hele weekenden. Pop Revo virker for alvor til at have fundet sig til rette på Voxhall, og det er en gave for Århus, at festivalen år efter år holder så højt niveau. I år endda med appel til en større skare og hvis der skal et par fadøls-skråle-venlige bands på programmet for at gøre det muligt at kunne lave stærke bookinger som Bear In Heaven og Caribou, er det bestemt til at kapere.


Fredag:

The Kissaway Trail, 19.30
Vi var ikke nået mange minutter ind i årets festival, før man begyndte at tvivle på, at Voxhall var stort nok. Dels fordi det væltede ind med tilhørere, men især fordi fynske The Kissaway Trails lydbillede nåede et nærmest imposant omfang. Kvintetten der live tæller seks mand har specialiseret sig i storladen indierock, og med ”New Year” og ”Friendly Fire” som åbningsnumre beviste The Kissaway Trail, hvordan de mange turnédage på begge sider af Atlanten har sammenspillet bandet og givet musikken en imponerende fylde og soliditet.

Med massive basgange og Hasse Mydtskovs stenhårde trommespil som bund tårnede guitarvæggene og orgeltonerne sig op, og Søren Fagerlund og Thomas Corneliussens fælles frontvokaler blev bakket op af manende ”ah-ah”-kor fra resten af bandet. Som det fremgår af bandets seneste album, Sleep Mountain, er kompositionerne ikke nødvendigvis specielt komplekse, men The Kissaway Trail spiller dem stramt, præcist og sikkert.

Når den første halvdel af Pop Revo-koncerten ikke desto mindre var svær at blive decideret engageret i, skyldtes det lige netop al den fylde og storladenhed. Alt var grandiost, patosfyldt og hang helt oppe under loftet. Fynboerne er gode til bulder og schwung, men fredag aften var det svært at holde af det, fordi udtrykkets ensartethed masede de enkelte bestanddele (bortset fra Mydtskovs trommer, der de første 25 minutter lå distraherende højt i mixet). Det var ikke til at høre melodrama-skoven for bare træer.

Men efter fem Sleep Mountain-numre, der underminerede hinandens højstemthed, skete der noget. Med ”Smother + Evil = Hurt” fra debutpladen skruede kvintetten præcis så meget ned for det storladne udtryk, at der blev plads til dynamik i lydbilledet. Her skilte vers og omkvæd sig så meget ud fra hinanden, at skiftene i intensitet blev tydelige og herfra og koncerten ud var det en helt anderledes oplevelse at være sammen med The Kissaway Trail.

”Don’t Wake Up” fra Sleep Mountain blev ommøbleret radikalt, således at den i stedet for at have en traditionel sangstruktur bestod af en langsom, poetisk åbningspassage, et mellemstykke med lyse korvokaler og så et drønende støjklimaks. Her ramte bandet en opbygning, hvor den himmelstræbende afslutning ikke blot blev endnu et Sturm und Drang-stykke, men tværtimod en effektfuld finale.

Og som afslutning gav ”SDP” et klart bevis på, hvor stort et indtryk, fynboernes stadion-indierock kan gøre, når de spiller kortene rigtigt. Havde den første halvdel været mindre kværnende, ville ”SDP” med sikkerhed have været en flot prik over i’et. Fredag blev den blot et fint punktum.
(MA)

★★★½☆☆

Bear In Heaven, 21.00
Et efterhånden godt proppet Voxhall bifaldte ret præcist klokken 21 Bear In Heaven et band, der efter et par numre præsenterede sig med nogle mørke, mumlende ord, hvoraf kun de sidste var hørbare: »We’re from Brooklyn, New York.« Vild jubel blandt publikum.

Bear In Heaven.

Bear In Heaven.

Bear In Heaven udgiver om en lille uge deres allerede meget roste album Beast Rest Forth Mouth i Danmark et mørkt, men overraskende catchy album, der vinder på sin patos og hurtige energi. Koncerten var dog præget af at være mindre distinkt og mere støjende. Et motto kunne lyde: ”Alting flyder”, men mere rigtigt er det nok at sige: ”Alting bølger”, for dynamikken var hele tiden til stede.

Forrest havde vi lydmurens onde akse: Frontmanden Jon Philpot (guitar, synth og overskæg), der snakkende lød som en mumlende, mørk cowboy, syngende nærmere som en cow-girl, og bassisten Adam Wills (overskæg selvfølgelig), hvis instrument gjorde større væsen af sig end hans person. Det var trommeslager Joe Stickney, der stjal det meste af opmærksomheden, i hvert fald i den første halvdel af koncerten. Boksende sendte han det ene drønende slag efter det andet mod publikum, og lydniveauet var, hvor jeg stod, perfekt: Stortrommen resonerede i kroppen uden at gøre ondt i ørerne. Disse nærmest proggede trommer skabte en dynamik, der gjorde hvert nummer interessant, selvom de kunne være svære at skelne fra hinanden i al deres synth-overflod. Også Philpots stemme gled ind i det overordnede lydbillede, han kunne have skiftet sprog flere gange, uden jeg havde opdaget det.

Koncerten forløb efter samme formel hele vejen igennem, alligevel fremstod anden halvdel skarpest. Her fyrede Bear In Heaven op for “Lovesick Teenagers” og “Wholehearted Mess”, og det blev nemmere at identificere de ret pragtfulde melodier, der lå gemt under lydmuren. I stroboskop-udbruds-momenter blev de ellers ret korslagte arme blandt publikum faktisk hævet mod himlen. Desuden fremstod Philpot som en spøjs og sjov fyr, der fik mumlet noget om Oh No Ono, noget om, at han lød som en cowboy, og på ærkeamerikansk vis fik han mod slutningen også erklæret sin kærlighed til hele salen: »We love you!«

Koncerten var den første rigtig gode koncert på årets Pop Revo, og Bear In Heaven passede perfekt ind i programmet, som de endda hævede en smule med deres stilsikre klasse. Det her kunne meget vel blive startskuddet til, at Danmark rigtig får øjnene op for Bear In Heaven.
(CBE)

★★★★½☆

The Rumour Said Fire, 22.30
Jeg ved godt, at The Rumour Said Fire på deres Myspace-side kommer med en meget ambitiøs udlægning af deres navn (noget med et øjebliks enten-eller-uvished,) men jeg kan lige så godt afsløre det: Der er ingen brand! I hvert fald var der ingen ild ved halv elleve-tiden fredag, da The Rumour Said Fire forsøgte at antænde to guitarer, en bas og et trommesæt.

Koncerten var den først varslede til årets program, og folk var da også allerede stimlet forventningsfuldt sammen omkring scenen, da forsanger Jesper Lidang alene entrerede og fremførte to stille numre, hvorunder Søren Lilholt listede ind og sang andenvokal: Simon & Garfunkel genforenet! Det var nydeligt, pænt og ærligt talt: kedeligt. Heller ikke da det resterende band gik på scenen til det tredje nummer blev der rusket op i noget. The Rumour Said Fire fremstod som Jesper Lidang med backingband, til trods for, at de var utroligt sammenspillede, og at det hele lød godt. Det skyldes nok, at bandet ikke rigtig rykker i nogen retning; de følger bare trop og spiller med. Under fjerde nummer blev tamburinen lagt på trommen, udtrykket blev mere storladent, og Lidang lavede et af sine skizofrene skift: fra nydelig Paul Simon til nasal Alec Ounsworth fra amerikanske Clap Your Hands Say Yeah.

Han gør det også på deres roste The Life and Death of a Male Body EP, hvor han fra hittet ”The Balcony” til næsten-hittet ”Evil Son” skifter stil fuldstændig. Det er mærkeligt og virker ikke særlig ægte. Det er en hård anklage, det ved jeg; bandet er ungt, og de har ikke haft meget tid til at finde deres egen lyd. Fredag aften lød gruppen bare mere som nogle andre, end den lød som sig selv. Heller ikke i sceneudtrykket fremstår de med særlig meget pondus. Publikum var også meget afventende og overraskende nok meget snakkende. Men hvad The Rumour Said Fire ikke har i stærk band-identitet, det har de til gengæld i et fremragende popnummer, nemlig ”The Balcony”.

”The Balcony” er et åbenlyst hit, og det har vist sig at være stort nok til at skaffe The Rumour Said Fire en lynkarriere i crossover-zonen mellem Pop Revo og P3. Nummeret blev leveret lige efter bogen, og publikum var med fra første anslag, og da trommen satte ind halvvejs, blev der klappet og sunget med, ja, det blev faktisk rigtig hyggeligt på Voxhall. En enkelt forsøgte sig endda med en tændt lighter, men det lykkedes ikke rigtig. The Rumour Said Fire nåede heller ikke op på dette niveau, efter hittet var blevet leveret, og folk begyndte at snakke igen. Efter et par numre mere var det slut, og en folkevandring begyndte mod garderoben. Man var åbenbart kommet for at høre The Rumour Said Fire, og især ”The Balcony”, frem for Caribou, som spillede årets hidtil bedste koncert en halv time efter. Pop Revo er en nysgerrig festival, men det var mange af gæsterne åbenbart ikke klokken halv tolv. Det må være deres tab.
(CBE)

★★★☆☆☆

Caribou, 00.00

Caribou i Kansas City. Foto: Michael Forester.

Caribou i Kansas City. Foto: Michael Forester.

Da Dan Snaith og resten af Caribou-livebesætningen storsmilende forlod scenen, konstaterede en fyr foran mig, at nu kunne man lige så godt blive hjemme fra lørdagens koncerter, for Pop Revo havde allerede toppet. Og ja, måske var det i det hele taget koncertåret 2010, der toppede i den første time af maj.

Alt andet end at følge Anders Foghs udødelige ”fyr den løs!”-opfordring ville have været utilgiveligt. Caribous timelange set var nemlig et historisk tight, sveddryppende intenst og uimodståeligt medrivende show. Trommeslager Brad Weber fandt jævnligt en sort drikkedunk frem fra gulvet, og der må have været trylledrik, ildvand eller præstationsfremmende midler i den. Fra sin position forrest på scenen, side om side med Snaith, der skiftevis spillede guitar, trommer og manipulerede syrede samples, indpiskede Weber hyperenergisk, detaljeret og varieret. Med ham som centrum forvandlede Caribou skridt for skridt Voxhall til et løssluppent clubbing-kosmos, hvor lag på lag af luftig vokal flød ud i psykedeliske tåger, og John Schmersals bas og Ryan Smiths guitar skiftevis spillede små catchy melodifraser og rykkende grooves, mens Webers rytmer nummer for nummer blev mere og mere pumpende.

Det hele blev leveret med overvældende skarphed og føltes stofligt og organisk på en måde, så det i helt utrolig grad lykkedes at lave det, Snaith har nævnt som målet med sit nyeste album, Swim, nemlig ”liquid dance music”. Alt var i evig, flydende bevægelse, hvad enten Caribou spillede udknaldet syrerock som i åbneren ”Sundialing”, sprudlende Silver Apples-psychpop i ”Melody Day”, 4/4-bankende electrohouse med mellemgulvsrystende bas i ”Bowls” eller heftig postdisco i ”Odessa”. Og samtidig var der en klar progression mellem numrene, så intensiteten voksede, og dansegulvsfesten foran scenen blev vildere.

Snaith & co. har længe haft ry for at være fremragende live, så der var grund til at være forberedt på en oplevelse. Men at skulle opleve 20-30 hoppende mennesker rundt om i den bølgende publikumsflok skråle »åh-åh-åh-åh-åh« i takt med den her synthmelodi i ”Bowls”, som om det var omkvædet til en fodboldslagsang, var slet og ret surrealistisk. Og da Caribou lukkede afslutningsnummeret ”Sun” med et kort, flænsende støjrockklimaks, endte den psykedeliske danseekstase på så højt et toppunkt, at det var helt fair at konkludere, at Pop Revo 2010 havde kulmineret.
(MA)

★★★★★★


Lørdag:


Figurines, 19.30

Et kendetegn ved alle de hidtidige Pop Revo-festivaler har været arrangørernes tydelige bevidsthed om den musikhistoriske baggrund, som festivalen og dens bands har rødder i. Det har resulteret i koncerter med mere eller mindre glemte indiepopkoryfæer og særlinge som Louis Philippe, Momus og Television Personalities. Også i 2010 var der plads til et tilbageblik, men ganske betegnende for festivalens ændrede profil af en anden og noget mindre musikarkæologisk karakter. Figurines’ andet album, Skeleton, er med rette ved at vinde status som en nyklassiker i dansk rockhistorie, og som indledning på lørdagens program spillede Vestbjergs stolte sønner albummet fra ende til anden.

Numrene blev spillet i albumrækkefølgen, og den klaverdrevne hymne ”Race You” lå dermed først for. Folk på det næsten fulde Voxhall-gulv var klar, klaverakkorderne rungede og så vaklede forsanger Christian Hjelms stemme ind. Næ, den tiltede snarere. Om stemmebåndene var slidte eller bare ikke varme nok, er ikke til at sige, men det kneb i al fald alvorligt med at ramme de høje toner. Og så var der ellers basis for i en fart at få sig nogle bange anelser.

Da hele bandet kom ind og buldrede ”The Wonder” i gang, fik Hjelm samlet sin vokal op fra gulvet, men selv med ham på plads var det svært at undslippe fornemmelsen af, at bandet var i gang med at forvandle nostalgien til en lige vel tilbagelænet hyggestund. Heldigvis var trioen og den medbragte rytmegruppe åbenbart bare lang tid om at komme op i omdrejninger. For da Hjelms vokal hen mod slutningen af fjerde nummer, ”Silver Ponds”, fik bid og inkarnerede følelsen af udlængsel i linjen »we’re not going back for long«, kom koncerten for alvor på sporet.

”Rivalry” foldede sig ud som det melodiske højdepunkt, sangen er, og både Claus Salling Johansen og Christian Hjelms forskudte, lyse call-and-response-vokaler og afslutningens sing-along-venlige kor stod endnu skarpere end på albummet. ”I Remember” og ”Other Plans” havde den energi og skarphed, der skulle til for at udradere den potentielt uheldige klang ved et ord som “tilbageskuende”, og fornemmelsen af, at bandet havde det sjovt med at genbesøge de rå guitarhooks i f.eks. ”Continuous Songs”, var smittende.

Den twangede far-rock i ”Back in the Day” kom aldrig videre end til røvballe-gemytlighed, men så hankede Figurines op i sig selv og gav pladens afslutningsnummer, ”Release Me on the Floor”, en stærk finale, hvor Johansen var i sit es med heftigt huggende guitarriffs. At det så virkede unødvendigt, at bandet brød med koncertkonceptet og spillede det nye nummer ”Lucky to Love” som ekstranummer, er en mindre ting. At genhøre Skeleton var lige, som det skulle være. Hverken mere eller mindre.
(MA)

★★★★☆☆

Shout Wellington Air Force, 21.00
The Rumour Said Fire eller Shout Wellington Air Force? Pop Revo præsenterede i år to bands, som begge kandiderer til at få ”ungt håb”-mærkatet påklistret. Selv mødte jeg op med en lille forudfattet holdning om, at der nok er mere at komme efter i Shout Wellingtons intelligente, narrative kompositioner. Samtidig var jeg lidt nervøs for, om de havde nok energi til at spille Voxhall op, og om hvor langt forsanger Bastian Kallesøes Jamie Stewart’ske vokal kunne komme ud i rummet.

Shout Wellington Air Force. Foto: Simon Birk.

Shout Wellington Air Force. Foto: Simon Birk.

Shout Wellington Air Force åbnede ved at omdanne Voxhall til et afrikansk trommetempel. Jeg synes at huske, at alle fire bandmedlemmer spillede trommer, men det passer nok ikke helt. I hvert fald var andenguitarist Emil Meilvang udstyret med en tromme og et bækken, som han ofte vendte fokus mod og tæskede løs på i takt med trommeslager Sebastian Hedevang. Kanterne på trommerne blev slået hurtigt an igen og igen (tænk trommerne på Animal Collectives Feels), og denne vitalistiske energi blev det vigtigste element for orkestret. Deres sceneoptræden var en smule skæmmet af, at bassisten Henrik Noe tilsyneladende ikke helt følte sig hjemme hvorfor ikke flytte den ekstra tromme ind i midten og skabe en mere koncentreret energi?

Sættet var fuldstændig præget af debutalbummet Clean Sunset, som materialet næsten udelukkende var hentet fra. Tredje nummer, ”Astrid”, brændte godt igennem med sit genkendelige synth-riff og galopperende trommer. Men også dette nummer var præget af, at Shout Wellington ikke helt har fundet ud af, hvilken retning de vil gå i. Vil de spille med en ukontrolleret vildskab eller skabe små, komponerede popnumre? Når de slog sig løs i trommepassagerne, var det lidt for aftalt; omvendt fik de potentielt meget fængende numre ikke den ro, de havde brug for. Alle numre ville det hele Kallesøe beskrev både numre, der handlede om havet og om kærlighed. Jeg kom til at tænke på digteren Kenneth Kochs anvisning: »One may be tempted to grow too universal, philosophical and vague / Or to bring in History, or the Sea, but one should not do that / (…) since it makes / Each thing one writes sound like everything else, and poetry and life are not like that.«

På deres album fungerer de snurrige, danderende numre, som de er tænkt, nemlig som lineære-men-ikke-alt-for-lineære numre. Hjemme på værelset kan man give pladen de lyt, den har brug for, før man kan følge dens mange retninger. Lørdag aften på Voxhall vidste folk ikke helt, hvor de skulle hægte sig fast.

I hvert fald ikke før til det allersidste nummer. Bastian præsenterede det nye nummer som “Say Yes!”, og gudhjælpemig om ikke alt lykkedes for dem i det nummer! En lang, ret kompleks intro fik lov til at folde sig ud, før sangen tog over. “Say Yes!” er nemlig en sang nærmere end et nummer. Jeg kan stadig, her dagen derpå, genkalde mig melodien i det gentagne »just say yes!«-omkvæd, og det tyder på, at de har ramt noget helt rigtigt. Breaket midt i nummeret fungerede ikke helt, men det er lige meget, for hvis de kan skrive nogle flere numre som dette, er der ingen tvivl om, at det er her, vi skal lede efter vores ”unge håb”.
(CBE)

★★★★☆☆

Manual, 22.30
Efter Shout Wellington Air Forces skæve, tribaltromme-centrerede indierockshow var det svært at greje, hvordan Jonas Munk skulle få sit Manual-projekt til at fange Voxhall på sådan en lørdag aften. Munks vanlige afsæt i bl.a. fyldig ambient og solskinsmættet drømmepop kunne let have kvalt aftenens momentum, men så galt gik det ikke. Overhovedet ikke.

Tværtimod havde Munk, Jakob Skøtt og Rasmus Rasmussen ladet det meste af Manuals normale udtryk ligge backstage og lagde i stedet ud med en benhård udgave af ”Pulsations” fra Munks nye plade, Drowned in Light. Kraut-elementerne i albumversionen fik meget mere plads, og med en pulserende basbund som rygstøtte voksede nummeret i løbet af næsten 10 minutter støt og sikkert frem mod en spacerock-kosmisk afslutning.

Munk, Skøtt og Rasmussen udgav for et par år siden det fremragende album September, og koncertens andet nummer bød på et genhør med den plades ringende analoge synth-rundgange med rødder i krautlegender som Harmonia og Cluster. Et hurtigt, maskinelt beat gav dog samtidig den rytmik, der skulle til for at holde tilhørerne i svajende bevægelse. Mens krusede vandoverflader i alskens farver blev gennembrudt af en eksploderende sol på de mildt sagt psykedeliske visuals, låste nummeret sig for alvor fast i et malende tempo, og da Munk hen mod slutningen fandt guitaren frem og gav nummeret et skud snerrende syre, rykkede han Manual-udtrykket tættere på sit psychrockband, Causa Sui, end det nogensinde har været.

Med den på én gang cirklende og langsomt, men sikkert fremadskridende krautrock ramte trekløveret en symbiose mellem det hypnotiske og kropslige. Bag det elektronik-proppede bord ved scenekanten var der ingen publikumskontakt fra de tre, og derfor var det ret befriende at se Munk og Skøtt hæve en triumferende arm undervejs i det sidste nummer, lige da en brummende basgang blev sat i gang. Her fandt Munk på ny guitaren frem, men holdt sig præcis så meget tilbage, at den støjende afslutning ikke peakede, men i stedet strakte sig vedholdende ud på nærmest svimlende langstrakt vis. Og så kunne man ellers stå der og mærke sin bevidsthed flyde rundt som de kaleidoskopiske drømmesyn på lærredet.
(MA)

★★★★★☆

Field Music, 00.00
Field Music havde fået til opgave at lukke Pop Revo 2010 ved midnatstid. Sidste år blev denne opgave givet til Gang Gang Dance, der blæste Voxhall omkuld med deres syrede, potente magi. Field Music var hverken magiske eller syrede, de var derimod utroligt kompetente, men der var desværre ikke så mange, der opdagede det. De var endda også søde, sjove og sindssygt tight. At sætte Field Music på som festivalens afslutning har nok ikke været arrangørernes ønsketænkning, i hvert fald kunne det mærkes, at folk på dette tidspunkt hellere ville drikke øl og snakke sammen end at høre stramt spillet poprock. Det krævede vist en koncentration, som ikke var til stede blandt størstedelen af publikum.

Og det var lidt ærgerligt, men heldigvis lod Field Music, der består af brødrene Peter og David Brewis samt en guitarist og bassist, sig ikke mærke af det. De så ud til at have en fest på scenen, på ærkebritisk præsenterede de sangene og virkede glade for at spille deres første koncert i Danmark til Pop Revo. Brødrene skiftedes overlegent til henholdsvis at spille trommer og synge for. Dette var deres udstråling: overskud. Egentlig så bandet ret anonymt ud i deres sikkert uplanlagte uniform: gråt i sort, men musikken stak ud i alle mulige retninger. Deres andet nummer, ”A House Is Not a Home” fra Tones of Town legede med sit trippende, lidt drillende klaver med den tunge rytme, der mindede lidt om Beatles’ ”Octopus’s Garden”. ”Clear Water” sang de to brødre som kor på det lidt funky nummer af samme navn, mens det næste, som jeg ikke kunne genkende, var så stramt spillet, som var det Justin Timberlake.

Mest charmerende var lille Peter Brewis i sin grå skjorte, men heller ikke popperlen ”Them That Do Nothing” fra det netop udgivne Field Music (Measure), der faldt som det 10. nummer, kunne få publikum til at vise nogen stor entusiasme. Faktisk var det tyndet gevaldig ud blandt publikum på dette tidspunkt. Et andet højdepunkt var nummeret ”If Only The Moon Were Up”, som dog heller ikke genstartede festen – folk var ligesom bare ikke så meget nede med linjer som: »If only the moon were up, I would be trying to find my shoes.« Det var ellers dejligt at høre en så godt skåret (tidløs?) poprock-sang uden alt muligt udenoms-gejl.

Man kan virkelig tale om, at Field Music gjorde deres ting, men den ting faldt desværre ikke så meget i publikums smag. Jeg synes ikke, man kan tale om, at det var nogens skyld det var bare sådan, det var. De, der blev til koncerten, fik en god oplevelse dér, og de, der drak øl, hyggede sig sikkert meget godt med det. Vi fik desværre ikke det brag af en afslutning, man kunne have håbet på, i stedet blev det en yderst kompetent og til det sidste rar forestilling.
(CBE)

★★★★☆☆

3 kommentarer

Deltag i debat