Koncerter

Mac DeMarco, 19.09.15, Store Vega, København

Skrevet af Sabina Hvass

Canadieren Mac DeMarcos guitardrevne kærlighedspop blev leveret i en kontrastfyldt, humoristisk optræden på Store Vegas scene lørdag aften.

Jeg ved snart ikke, hvilke slackerrelaterede superlativer, der ikke er blevet smidt efter den succesfulde canadier Mac DeMarco, hvis musik sjældnere og sjældnere er det helt centrale element, når oplevelsen af Mac og band beskrives. Men efter udgivelse af tre fuldlængdealbum og en række EP’er, synes jeg, at musikken har gjort sig fortjent til at stå mest bemærkelsesværdig i historien om Montreals pepperoni playboy. Er man bare en smule oplyst om DeMarcos attitude omkring livet som musiker og f.eks. har set Rolling Stones Magazines day-in-the-life mini-dokumentar, så vil man vide, at det er alt andet, end en højpandet atmosfære, man bevæger sig ind i i Store Vega denne lørdag aften. Et bevis er rækkerne af lykkelige fans, jeg bevæger mig mellem for at finde det ideelle sted foran scenen til at opleve DeMarcos guitardrevne popunivers i det liveformat, jeg har hørt og læst så meget om.

”The Way You’d Love Her” åbner aftenens sæt, som DeMarco har teaset både vil indeholde nyt og gammelt. Nummeret er fra det seneste udspil, Another One, der på sin vis er en 23 minutter “lang” destillation af Mac DeMarcos lyd. Der er plads til det uskønne, til bølger og bøjede akkorder, og live bliver alt dette fortolket gennem en legesyg tilgang til tempo, guitarshreds, keyboard og vokal. Bær lige over med mig her, men mellem gedigne udførelser af titelnummeret på forrige udgivelse Salad Days og det nye ”No Other Heart” blev latrinære lyde introduceret som et element, man kunne more sig over gennem koncerten. Pruttelydene var en forstyrrelse, men de fortalte os, at vi ikke skulle tage optrædenen alt for seriøs. Selv hvis man ikke helt kunne afkode drengerøvsstemningen, så var det svært ikke at trække på smilebåndet, når bandet skejede ud. De lagde jo heldigvis flere kræfter i at være dygtige end sjove.

Bandet gav fortrinlige udgaver af ”Let Her Go”, ”Cooking Up Something Good” og ”The Stars Keep Calling My Name”, hvor publikum ikke bare sang lystigt med på tekster, men også på de melodiøse riff. Den smukke ”I’ve Been Waiting for Her” står tilbage som et personligt højdepunkt, da DeMarco let nåede op i det høje register og sammen med bandet holdt en puls, der vidner om, hvor sammenspillede musikere, vi hørte. Det er sikkerheden i bandet, der for nyligt fik tilføjet Jon Lent på keys, der gav en ekstra festlig energi, og plads til, at højdespringeren ”Chamber of Reflection” kunne binde sløjfe på den musikalske gave, vi fik med DeMarco som afsender.

Repertoiret havde slagside til melankolske ballader og mere uptempo kærlighedssange, der skaber en sær kontrast til den uhøjtidelige liveoptræden. Det fjollede, al det sjove og uprætentiøse giver Mac DeMarco mulighed for at pleje kærligheden til sine fans som en påmindelse om, at livet som musiker med udsolgte koncerter over hele verden som regel er på lånt tid. Dette blev også smukt symboliseret i guitarist Andy Whites kommentarer om Vegas stewarder, der ikke tog let på de tændte Viceroy-cigaretter blandt publikum: »They don’t appreciate you like we do«. Eller da han bad om ro til at fortælle os, at alle hjerteslag jo stopper, og vi derfor bør huske altid at gøre vores bedste. Det er jeg ret sikker på, at Mac DeMarco gjorde, og derfor kan der kun trækkes et enkelt U fra topkarakter på det grundlag, at den ikke-indviede i fanklubben kan have undret sig gevaldigt over det langstrakte crowdsurf-jam og over, at ekstranumrene kom i form af Metallicas ”Enter Sandmen” og Deep Purples ”Smoke on the Water”.

★★★★★☆

Fotos: Mathias Laurvig

Deltag i debat