Koncerter

Nikolaj Nørlund, 01.10.16, Koncerthuset, København

I Koncerthusets Studie 2 blev Nikolaj Nørlund suppleret af nogle af danske musiks ypperste musikere, der fortolkede lidt af hvert fra den danske sangskat, Nørlunds bagkatalog og særligt albummet Villa. Ofte var sangmaterialet dog for kedeligt, og de dygtige musikere kunne derfor ikke udfolde deres eminente fortolkningsevner.

Så står vi her igen. Endnu engang har Nikolaj Nørlund samlet os til en koncert, der i sin beskrivelse ser ud til at være så god, at vi bare ikke må misse den. Endnu engang i løbet af hans karriere over sådan cirka et kvart århundrede. Lejlighederne har været talrige, og jeg skal da også love for, at jeg personligt har benyttet mig af dem, siden jeg for alvor begyndte at interessere mig for Nørlund, da han udgav Alt sammen, lige nu i 2012. Jeg har efterhånden været til at så mange koncerter med Nørlund, at jeg under normale omstændigheder ville være godt og grundigt træt af singer/songwriteren.

Forskellen fra så mange andre singer/songwritere er bare, at Nørlund har en evne til konstant at bevæge sig inden for er ret smalt manøvrerum. For Nørlund lyder altid som Nørlund. Hvad enten han fortolker sange fra den danske sangskat som på den nyligt aktuelle Turisten, samarbejder med symfoniorkesteret Copenhagen Phil på albummet Villa fra tidligere på året eller fortolker H.C. Andersens drømme på Andersens drømme (2005), er han altid grundfæstet i sin egen karakteristiske klang og tone. Foruden at være en dygtig producer og sangskriver, er det helt centrale omdrejningspunkt i Nørlunds musik hans rolige, dybe, behagelige klang, der gør ham til en af det danske sprogs ypperligste fortolkere. Jeg ville gerne være Nørlunds tandlæge, bare for at jeg kunne få ham til at sige »Ahhhhh«.

Nørlund kan virkelig meget, og det er som om, han altid bevæger sig i de rigtige retninger, der resulterer i en uimodståelig lyst til at stikke snuden forbi, hver eneste gang han finder på noget nyt at præsentere for os. Derfor indfandt jeg mig naturligvis også i Koncerthusets Studie 2, da han lørdag aften havde samlet et band af nogle af de absolut bedste danske musikere, der alle mestrer at være håndværkere og kunstnere på samme tid. Hvor er det dog en fryd at have udsigten til at høre nogle musikere, der spiller lige i skabet, samtidig med man heller ikke begynder at kede sig.

I Nørlands band finder man Adi Zukanovic, der på kort tid har manifesteret sig som en af landets mest spændende klaver/keyboardspillere. Han spiller med alle de pt. mest toneangivende som Bisse og Nicolai Elsberg. Violinisten Nils Gröndahl spiller også uafbrudt, og han må spille sådan cirka 200 koncerter om året i spændingsfeltet mellem ambient noise alene på violin og Mø på Orange Scene. Anders ”AC” Christensen har til perfektion betjent bassen for Nørlund i umindelige tider, cellisten Josefine Opsahl fra kvartetten We Like We er midt i et vigtigt opgør med skellet mellem klassisk og rytmisk musik, og trommeslageren Oliver Laumann blev sidste år færdiguddannet fra Rytmekonservatoriet, men derudover er han et ubeskrevet blad for mig.

Så lige for at summe op på den her pænt lange intro: Mine forventninger var kolossale til koncerten med et noget nær optimalt orkester, der var samlet til lejligheden og skulle fortolke nogle af dansk musiks fineste sange.

Lad mig med det samme sætte en tyk streg under ordet fortolkning. Der var nemlig ikke som sådan tale om en værkopførelse, men en værkfortolkning. Både af Nørlunds egne kompositioner, dem han har skrevet for andre, dem han har plukket fra den nationale sangskat. Dog først og fremmest sangene fra hans nyeste album Villa, hvoraf næsten hele pladen blev opført.

Det anede mig også, at der ville være et naturligt fokus på netop Villa, der naturligvis måtte gennemgå lidt af en fortolkning, nu hvor Nørlund ikke havde et helt symfoniorkester med. Det gav plads til, at særligt Adi Zukanovic kunne folde sig ud med mange storslåede klaver- og keyboardmelodier, nu hvor de mange orkesterarrangementer var reduceret til en enkelt veldoseret omgang violin og cello, der fint komplimenterede de melodiske huller, når Nørlund ikke sang. Men uanset hvor fremragende Adi Zukanovic udfyldte sin rolle bag tangenterne, egnede det meste af Villa-materialet sig bare ikke til at blive reduceret. Nørlund har skrevet langt bedre sange end disse, og uden den store orkestrale indpakning stod det desværre for tydeligt frem, at sangene ikke er særligt spændende.

Koncerten varede omtrent en time og tre kvarter, og når rundt regnet halvdelen af materialet var fra den nærmest provokerende iørefaldende Villa, der gav de dygtige musikere yderst begrænsede muligheder for at udfolde deres normbrydende talent, blev rundt regnet halvdelen af koncerten en forglemmelig affære. Når gruppen dykkede ned i Nørlunds bagkatalog og den danske sangskat, gik koncerten således også op i et helt andet gear. Under ”12.000 km” fik strygeduoen Nils Gröndahl og Josefine Opsahl sig en pause, og så begyndte min fod også at vippe i takt til det stramme beat, der blev leveret af AC og Oliver Laumann, og som blev glimrende komplimenteret af Nørlund på akustisk guitar og Adi Zukanovics keyboardtryllerier.

Det mest tydelige eksempel på forskellen mellem Villa og resten af bagkataloget var, da ”Ridset i panden” dukkede op midt i mellem de nye sange ”100% dit temperament” og ”Bagenkop” – to søvndyssende og intetsigende Villa-sange, der fik mig til at sidde uroligt og utålmodigt på den hårde plastikstol. Det paradoksale er, at klassikeren fra Nye optagelser (1997) også lå utroligt fjernt fra sin oprindelige, musikalske indpakning, men den sang er bare så god, at man kan spille den på hvilken som helst måde.

Eller måske ikke hvilken som helst måde, for hele seksmandsorkesteret viste, at de ganske eminent kunne fortolke de glimrende sange – fra Lulu Zieglers ”Den sidste turist i Europa” til ”Mønsterbryder” fra Det naturlige (2014) og Nørlunds faste afslutter ”Under fremmed flag” fra Tid og sted (2009), der er en af hans absolut smukkeste. Men det er svært at performe godt, når forlægget er svagt. Af Villa-materialet var det faktisk kun den mageløse opførelse af ”Alt det vi ska nå”, med kun Nørlund på vokal og Adi Zukanovic på flygel, der rigtig gjorde indtryk. Her fik Nørlund nærmest en birolle i forhold til Zukanovics mageløse arbejde på klaveret. Han skabte overtoner, der ellers ikke bliver spillet på flygelet; små finurlige klange, som jeg simpelthen ikke aner, hvor kom fra.

Til gengæld ramte Nørlund og co. klodset ved siden af med en rodet fortolkning af ”Syner”, der er skrevet af Nørlund og Peter Laugesen og oprindeligt sunget af Teitur på Andersens drømme. Her blev versene spillet forhastet, og det lod ikke til, musikerne var enige om, hvornår akkorderne skulle betones. Der kunne de godt have brugt en halv dag mere i øveren.

Vi svævede altså mellem exceptionel god og jævnt kedelig oplevelse. Nørlund kan åbenbart godt træde ved siden af, og måske behøver man alligevel ikke at troppe op, hver eneste gang der bliver indkaldt til koncert. Man kan måske trods alt godt blive træt af Nørlund, når sangmaterialet ikke er stærkt nok, selvom det bliver fortolket af eminente musikere.

★★★☆☆☆

Fotos: Daniel Nielsen, Frozenpanda.dk

Deltag i debat