Nyheder

April-koncerter I: Jens viser indianerne det kroatiske tempel

Britiske Temples har besluttet at køre et stærkt påsketema på hele deres tour. Parykken til højre er i øvrigt venligst udlånt af Oh No Ono. Foto: Ed Miles/PR.

Fokus på udvalgte koncerter til første halvdel af måneden.

Snart kommer tiden, hvor det er absolut tilladt at gå amok i påskebryg, påskeliljer, påskeæg, påskefrokost – og naturligvis påskekoncerter, også af den mere rockede art. Vi har samlet en håndfuld mere eller mindre påskegule aprilkoncerter til dig.

Dette forår vender en gammel Undertoner-darling tilbage til den danske koncertscene. Det drejer sig om den svenske indiecrooner Jens Lekman, som spiller i DR’s Koncerthuset i Studie 2 torsdag den 6. april og søndag den 16. april, Påskedag, på Voxhall i Aarhus. Han har for nylig udgivet albummet Life Will See You Know, hvor han er gået i en mere genremiksende og dansabel retning end sædvanligt. Generelt har skiftende Undertoner-anmeldere været glade for Lekman, og i Martin Thimes’ anmeldelse af Lekmans Night Falls Over Kortedala fra 2007 lød det: »Jens Lekman er for meget. Alt for meget. Men samtidig er crooneren så overraskende uopdragen, at selv de værste flødebolleballader bliver til bittersøde popperler i hans mund.«

Fredag den 7. april er Indians tilbage! På Stengade i København spiller Søren (Løkke) Juul sin første koncert under sit gamle kunstneralias Indians i flere år. Den 4AD-signede dansker fik meget ros for sit 2013-album Somewhere Else, og da han udgav sit første album under sit borgerlige navn sidste år, This Moment, scorede albummets tænksomme, melodiøse folk-synth fem U’er hos Undertoners anmelder. Nu er han altså tilbage under navnet Indians, og hver det betyder for musikken, kan du få at høre 7. april på Nørrebro. Der er opvarmning med danske Kikos, som i øvrigt er lige på trapperne med et album og en koncert på Spot Festival.

Onsdag den 12. april, aftenen inden Skærtorsdag (heeey, du har fri i morgen!), er der lagt op til psykedelisk pop og rock fra England, når kvartetten Temples gæster Pumpehuset. De debuterede med albummet Sun Structures i 2014 og skulle have spillet på NorthSide Festival samme år, men kom til at lave “en Pete Doherty” og misse deres fly. Nu tager de heldigvis revanche i København, når de er på turné med deres splinternye album Volcano, som er en veloplagt forårsplade med masser af ny energi og inspiration fra både Beatles og Tame Impala. Få en forsmag med “Certainty”.

I påsken har du også mulighed for at høre et af Loke Rahbeks (fra Lust for Youth og pladeselskabet Posh Isolation) mange musikalske projekter i form af Croatian Amor. For et par år siden byttede Croatian Amor kassettebånd for nøgenbilleder, og sidste år udkom albummet Love Means Taking Action med relativt blid synthesizermusik. Hør det live på Tape i Aarhus Langfredag, altså den 14. april. Samme aften spiller Soho Rezenejad, hvis synthpop spænder fra det melodiske til det råt støjende.

Blev det lidt for København- og Aarhus-fikseret i forhold til din geografiske placering? Så er det godt, at der er mange flere Undertoner-anbefalede koncerter rundt om i hele landet i vores koncertkalender.

Leave a Reply