Koncerter

Vegas Udvalgte 2021, 07.05.21, Store Vega, København

Foto: Vega
Skrevet af Søren Hansen

Koncertdanmark blev vækket til live igen med en flot sammensat opvisning fra nogle af Danmarks mest lovende unge bands til Vegas Udvalgte, der bød på en alsidig blanding af rock, pop og folk.

Jeg føler, at jeg har skrevet denne indledning før, sidste gang Danmark åbnede og livemusikken igen kunne få lov at leve ude på landets scener. Men det er nu engang en vidunderlig følelse for en musikelsker igen at sidde i en sal fyldt med god stemning og glade mennesker, der spændt venter på at høre noget god musik. Og endnu mere forløsende lod det til at være for de unge mennesker på scenen, der igen og igen gav udtryk for, hvor lykkelige de var for endelig at stå i scenelysets skær, og det virkede bestemt som om, de kunne være blevet ved længe endnu. Men formatet til Vegas Udvalgte er en slags musikalsk speeddating med blot plads til en 7-8 sange hver. Det stiller store krav om at være på fra starten af, og så endda efter ikke have spillet live i op mod et år. Kunne musikken så stå mål med forventningerne? Via et sindrigt system af coronaopdelte køer og sale opkaldt efter socialdemokratiske koryfæer, satte jeg frem på Store Vegas balkon for at finde svaret.

Ydegirl

Aftenens første navn troppede op med et imponerende setup. En lille orkestersektion med violin, trombone og klarinet, en herligt stor jazzguitar, trommer og hovedpersonen bag tangenterne i midten. Åbningsnummeret slog tonen an med vellyd og udnyttede i rigt mål violinen, der lukkede os ind i et meget smukt univers, som hendes stemme virkelig kunne få lov at oplyse. Det var barokpop, når det er allersmukkest og mest indtagende, men hvor barokpoppen mere trækker tråde tilbage til den finere klassiske musik, kom vi nu på andet nummer ind i en munter og folket fiddling med en bund af distortet guitar, der sammen med Ydegirls dybt personlige stemme trak det væk fra at være pastiche, og hen imod et sjældent afsøgt område af popmusikken. Trommerne begyndte også at røre på sig, men led lidt under at de elektroniske lyde, der var sammenblandet de akustiske trommer, var lige rudimentære nok, et problem der også gik igen i en del af Ydegirls klaverlyde, hvilket forleder mig til at tro, at det nærmere var æstetiske valg, men som jeg synes lød lidt malplacerede.

Efter at have stået lidt i stampe, fik vi et par numre senere en smagsprøve på den mere jazzede side af hende, og det klædte udtrykket. Med hypnotiske trommer og den slørede vokals messende mantraer begyndte koncerten at få luft under vingerne. Jeg blev i hvert fald hensat, og min interesse blev for alvor vakt for det ret unikke, der foregik for øjnene af mig. Snart efter var vi ved vejs ende og hun sluttede klimatisk ved at rejse sig fra klaveret og hæve den trance, hun havde lullet publikum ind i for at komme ud over scenekanten med en kropslig energi, der ellers havde været ret fraværende.

Det var her at koncerten virkelig skulle starte, og sådan havde det også været, hvis det var en almindelig koncert, men formatet er nådesløst og derfor er disponeringen af numrene så meget desto vigtigere. Derfor sad jeg tilbage med følelsen af en halv koncert, der afgjort havde været god, men føltes uforløst. Dertil er meget smuk og vellydende musik altid i fare for at slå over i noget halvkedeligt, hvilket Ydegirls performance ikke ubetinget kunne se sig fri for. Det ændrer dog ikke på, at man havde følelsen af at overvære noget ganske særligt, nemlig en af Danmarks for tiden mest spændende og lovende kunstnere.

★★★★☆☆

Angående Mig

Det næste navn på plakaten var eneste dansksprogede islæt på denne aften, og med en sejr i Karrierekanonen i 2019 er Laura Lilholt Andersen nok den mest profilerede af de fire kunstnere. Hvor Ydegirl var mere indadvendt og inderlig, kom Angående Mig ud af starthullerne med et brag. Det klassiske rocksetup passede perfekt til hendes indtrængende og nærværende scenetilstedeværelse, der med kraftfuld energi gør hende umulig at ignorere. Der er noget teatralsk over den måde hun indtager scenen på og til tider næsten duellerer med guitaristen. Teksterne kredser om usikkerhed og ungdom med afstikkere til alle ender af følelsesspektret. Hun er følsom, bidsk, vred, sårbar, overlegen. Det ene øjeblik ligner det, at hun er ved at bryde sammen i gråd, det andet er hun en åndemaner, der kaster forbandelser over publikum.

På trods af, at hun i en af sine sange proklamerede, at hun ikke engang var et menneske mere, vil jeg mene, at hun er enormt menneskelig, måske endda overdrevent menneskelig. Musikken strakte sig fra synthpræget progrock over følsom singer-songwriterpop til en form for autotunet trap med tydelig punkenergi, der klart viser slægtskabet mellem netop trappen og punkens fandenivoldske fuck-dig-energi. Derudover var showet fuld af en slags rockattitude, der ellers længe har været rynket på næsen ad. Publikum jublede når guitaristen soloede ud mod dem, eller når han var henne og spille opad trommeslageren. Den slags lir har også sin berettigelse og havde i hvert fald et fast greb om publikum. Hendes musik siger mig ikke så meget, men energien og den åbenlyse spilleglæde er en fornøjelse at overvære. Og selvfølgelig endte det med, at de uden snerten af ironi faldt på knæ i det blitzende strobelys, tydeligt opildnede og lykkelige over at kunne give slip og give sig hen til rockens klichéer. Og ridebækkenet faldt af stativet, hvordan skulle det kunne være anderledes?

★★★★½☆

Jeuru

Efter to bands der havde fyldt scenen godt op, kom nu, fra Queens, New York, Jeuru, der alene med sit backingtrack skulle imponere publikum. Klædt i en todelt dragt med et farverigt fiskemønster på kroppen, kæder om halsen og durag på hovedet, var hans stil en fusion af den flagrende 70’er-disco og den hip-hoppede 90’er-r’n’b. Noget meget anderledes end Ydegirl og Angående Mig. Jeuru startede lidt usikkert ud i sin vokal, men kom hurtigt efter det og viste, at han havde en sjælfuld stemme, der både kunne sno sig rundt i krøllede fraseringer, men også rappe hårdtslående. Sidstnævnte gav han prøver på sammen med Nikolaj Vonsild fra When Saint Go Machine, der lige kom forbi på et hurtigt visit.

Der var dog ingen tvivl om, at det først og fremmest var i den bløde og sexede afdeling, at koncerten skulle finde sted. Overdelen åbnedes mere og mere indtil den til sidst røg af, og den fløjlsbløde vokal lod til at hensætte publikum i en sensuel stemning. Parret foran mig snavede i hvert fald hinanden i gulvet hele koncerten igennem, og fra publikum lød et »Marry me«, hvortil Jeuru uden at tøve takkede ja til tilbuddet. Scenen var dog lige stor nok til ham, og man ønskede lidt, at det var et tætpakket, svedigt klubmiljø vi var i, når han rockede ud med duragen flagrende i alle retninger. Stilen havde rødder i genrens ikoner som R. Kelly og Joe, men der sneg sig også lidt Barry White ind af og til, når han med dyb røst kommenterede på sine egne sange, på en måde der kræver ikke så lidt selvtillid. Dog var selve musikken nogle gange lidt til den uoplagte side og ikke helt skarp, men salens hoveder nikkede taktfast koncerten igennem og hans interaktion med publikum fejlede intet, hvilket var en sand fryd at opleve.

★★★★☆☆

Barbro

Omsider nåede vi til aftenens sidste levende billede. Barbro havde fået den utaknemmelige tjans at slutte af med en balkon, der efterhånden var stort set tømt for anmeldere og venner af musikerne. Hun lod sig dog ikke kue, og der var da også stadig ret mange mennesker nede på gulvet. Åbningssangen blev leveret af blot hende selv med sin guitar, og jeg mærkede straks en følsomhed, som jeg absolut ikke kunne stå for. Ovenpå den smukt fingerspillede elguitar lød en vokal, der var øm og klassisk som Joni Mitchell eller Carole Kings, men med et strejf af Harriet Wheeler fra den alternative rockgruppe The Sundays oveni. Jeg var ellers godt træt og kunne næsten mærke håndspritten vælte ud af mine porer, så det var en glædelig, glædelig overraskelse at stifte bekendtskab med Barbro.

Dernæst satte hun sig over til sit klaver og lod interessante akkorder klinge i alle retninger. Sammen med buespillet kontrabas flød sangen i sit frie tempo gennem charmerende fraseringer. Hold op, hvor synger hun godt! Så gik det så vidt, at resten af bandet kom ind, og så var der firhændigt klaver. Det har jeg aldrig set udenfor musikskoleregi, men nu undrer jeg mig egentligt over, at det ikke gøres mere, da det giver en ret fin og intim effekt. Den ekstra pianist viste sig så egentligt at spille violin, hvilket drejede stemningen over i et folket præg, lidt à la Masåva, den norske folkjazzgruppe, samtidig med at der kom en countrytwang over Barbros stemme, som er af den støbning, man bare kan blive ved med at lytte til, så længe det skulle være. De andres stemmer var dog heller ikke noget at kimse af, og de firstemmige vokalharmonier ledte tankerne hen på Fleetwood Mac, med deres aparte individuelle kvaliteter.

Sangskrivningen begyndte at bære præg af en Paul Simonsk snakkende historiefortælling, og jeg var solgt. Jeg smider om mig med fine klassiske navne, men tag ikke fejl, for stilen er bestemt hendes egen. Hen mod slutningen kom vi forbi en genre, jeg kun kan forklare som power-folk med insisterende distortet guitar, walking bass og spillemandsviolin derudad og en kækt legesyg vokalpræstation. Teksterne forekom mig genkendelige uden at være banale, fx »You think I’m strange and complicated/If you were just here a little longer«, der er en dejlig omvending af det klassiske ‘du-tror-jeg-er-normal-men-jeg-er-helt-fucked’-tema. Alt i alt et klassisk udtryk, uden at være tilbageskuende og en ret forrygende afstemning af koncertens forløb, så jeg havde lyst til mere, men det føltes samtidig som et fuldendt show. Jeg havde ingen forventninger til Barbro, men hun var en naturkraft af god energi og ikke mindst gode sange, som jeg inderligt håber når et større publikum.

★★★★★★

Som helhed var det et godt sammensat show af Vegas booker Annika Jonsson, der kom godt og alsidigt rundt i krinkelkrogene af den danske musikscene, og viste at der er god grund til optimisme. Vi løber i hvert fald næppe tør for god musik herhjemme lige foreløbig.

Skriv et svar