Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk
Jeg ved ikke særlig meget om Finland, og jeg har aldrig været i Helsinki, så jeg skal ikke kunne sige om dette australske band hiver mig i benet eller om arkitekturen i Helsinki virkelig er så krøllet og sprudlende som deres musik giver udtryk for. Men uanset hvad, var det tydeligt at mærke, at fokus i aften var på København, og på at give os en suveræn tirsdagsfest.
Til at starte ballet havde de medbragt The Russian Futurists, og det lyder jo harmonisk, nærmest ægteskabeligt de to bands imellem, som at lade The Kills varme op for The Killers eller Nephew før U.N.K.L.E. Og selvom Architecture in Helsinki tydeligvis henter meget inspiration i 80‘ernes synthpop og 90‘ernes europop, var det højst overraskende at høre The Russian Futurists, der mest af alt lød som en blanding af Wheatus (I ved, dem med “Teenage Dirtbag”) og Sin with Sebastian. Der var ærlig talt associationer i retning af gymnasieband, og husmor-forlader-hjemmet-for-at-forfølge-forliste-popdrømme – her tænker jeg hovedsageligt på bandets kvindelige sanger, der havde passet bedre nede i hjørnet med en forsigtig øl i hånden.
Tja, Rusland går vist en mørk fremtid i møde, mens Helsinki derimod viser potentiale til at kunne blive et kulturelt centrum. Da først aftenens hovednavn stod på scenen var der nemlig lukket op for en helt anderledes Babushka-dukke.
Den drømmende og palmeombruste stillehavsmelodi “Desert Island” fik lov at redefinere aftenen, og straks stod det klart, at australiernes vigtigste virkemidler var indlevelse og spilleglæde.
Publikum forstod også at leve sig ind i det livsbekræftende, men samtidig ekstremt kitschede pastelunivers, frisurerne var sat og mange gav sig selv lov til at være 25 år yngre igen; selv dansen foran scenekanten var 80‘er-inspireret og intens på samme måde som når japanske forretningmænd lader håret falde. Bandet selv kunne heller ikke holder fødderne i ro, hvilket eskalerede i “That Beep”, hvor alle pånær trommeslager og bassist deltog i en indstuderet rytmegimmick helt fremme på scenen.
Herefter tog alting fart, scenekanten var et studie i osmose og ingen havde lyst til at give slip, og da slet ikke da den nye single “Contact High” fik spilletid eller det fremragende og minimalistiske hit “Heart It Races”, men helt uventet og fuldstændig i aftenens ånd blev der nær enden også plads til en coverversion af Londonbeats 1992-klassiker “I’ve Been Thinking About You”, der kun gjorde alting bedre og bekræftede tidsrejsen.
Jeg tør vædde med, at jeg ikke var den eneste, der på vej ud af salen lagde mærke til i hvor høj grad Lille Vega ligner noget, der sidste gang fik en makeover i starten af 90‘erne. De tunge vægpaneler, de plastikbetrukne trappegelændre og de sort/gule gulvfliser holdt liv i koncerten selv da Architecture in Helsinki havde takket af.
