Plader

The Golden Dregs: On Grace & Dignity

Skrevet af Emil Ahle Petersen

I tidens kolde vintermåneder er det nye The Golden Dregs-album On Grace & Dignity med sin velgjorte sangskrivning og sit intime lydunivers en fantastisk måde at holde varmen på.

I et musiklandskab, hvor det energiske, excentriske og grænsesøgende udtryk på mange måder synes at være kriteriet for at vække opmærksomhed og interesse, så kan det være svært at kaste sig over mere underspillede og fredfyldte tilgange til sangskrivning. Ikke desto mindre så er det præcis denne lyd, som britiske Benjamin Woods satser hele butikken på med det seneste album, On Grace & Dignity, fra sit projekt The Golden Dregs.

Det tematiske arbejde bunder særligt i Benjamin Woods’ tilbageflytning til hjembyen, Truro, hvilket må have sat gang i en masse tanker omkring ideen om et hjem såvel som hjemstavnens indflydelse på den person, man er blevet til. For med et skifte til pladeselskabet 4AD oven i hatten så har det hele altså udmøntet sig i et intimt, varmt og velskrevet indiealbum, hvis afdæmpede lydunivers forekommer mere righoldigt og indtrængende for hver gennemlytning.

Albummets første single, “American Airlines”, besidder en naturlig varme, der på tværs af sangen udfolder sig som den musikalske ækvivalent til solens lys, der skærer ind igennem stuevinduet og luner kroppen en idyllisk sommermorgen. Man kan både fange toner af optimisme og taknemmelighed for livet, idet Benjamin Woods beskriver en person, der vælger tage på ferie i sin søgen efter den bedste udgave af sig selv: »You see that I’m my best self on my holidays / for me and me alone the sun does shine«. Mange af de samme følelser kan også udledes af albummets anden single, “Before We Fall From Grace”, der med sit lune klaverakkompagnement og opløftende saxofonindspark trasker let og roligt afsted på en måde, som lyder af de gange, hvor man rent faktisk finder overskuddet til at stoppe op og tage livets skønhed ind. Det skal også tilføjes, at Benjamin Woods’ dybe, ru og varme stemme jo bare klæder disse sange perfekt. Den har en aldrende kvalitet, som på mange måder minder om en livserfaring, hvilket han virkelig forstår at bruge til fremme musikkens introspektive etos.

På albummet er den tungsindige “How It Starts” flettet ind mellem de to mere fortrøstningsfulde singler. Men selvom sangen præsenterer et mere magtesløst udtryk, så kan man stadig opleve den afklarede accept af livets gang, som er genklang af de to singlers sindsro: »Nothing even matters, that’s how it starts.« Atmosfæren er tung, men Woods’ stemme får alligevel én til af føle, at det hele nok skal gå. Sameksistensen af magtesløshed og accept kommer også frem i den smukke og velskrevne “Not Even The Rain”, der har et omkvæd så fængende og nemt at synge med på, at den sidste og storladne korudgave af stykket nærmest opleves som en gave fra Woods til lytteren.

Det er dog ikke kun på albummets første halvdel, at højdepunkterne hører til. “Vista” og den efterfølgende “Sundown Lake” er – udover at være utroligt flotte – to af albummets mest groovy sange, og det tætteste albummet kommer på at være dansabel. Den førstnævnte har en lækker og fængende basgang, som i høj grad er med til at give nummeret sin drivkraft. Og idet basgangen sættes sammen med korsvarene og de tilhørende blæserriff i andet vers, så kommer der alligevel lidt gang i indiehofterne. Det samme kan siges om “Sundown Lake”, hvor omkvædets små og fikse guitar- og blæserindspark nærmest synes at være en smule funkprægede, hvis altså man kan snakke om en super underspillet og melankolsk indiefunk.

Det farlige ved at begå sig med så underspillet og hjemligt lydende en udgave af indiemusik kan til gengæld være, at lyden bliver kedelig og endimensionel. Det er noget, som Benjamin Woods med sin stærke og kreative sangskrivning formår at undgå igennem det meste af albummet, men der er dog punkter, hvor kreativiteten ikke længere rækker. På trods af nogle flotte klaverpassager midt i sangen, så føles store dele af “Josephine” en smule langtrukne. Sangen havde i hvert fald ikke behøvet at være næsten seks minutter lang. Den afsluttende, “Beyond Reasonable Doubt”, må også siges at være et lidt kedeligt indslag. Og selvom man forstår ideen med et mere stillegående og fredfyldt slutnummer, så er det nu ærgerligt at se, at den kreative og iderige sangskrivning ikke når at sætte sit aftryk på albummets punktum.

Men selvom det sidste nummer sagtens kunne undlades, så er albummet stadig en fantastisk samling af sange, der står som et stærkt vidnesbyrd om, at god sangskrivning ikke nødvendigvis behøver at springe op i hovedet på en. På On Grace & Dignity viser Benjamin Woods nemlig, at sorg såvel som glæde godt kan eksistere, opleves og udtrykkes i et mere roligt leje uden, at det på nogen måde gør disse følelser mindre valide. Og kombineret med det lune, organiske og udførlige lydunivers er det netop denne kvalitet, der gør sangene på albummet til noget særligt. Udover nogle små mangler så er det eneste, man savner efter at have lyttet albummet igennem, blot at høre hans sangskrivning i et endnu mere ambitiøst format. Men lige nu – særligt i disse kolde vintermåneder – kan man heldigvis bare glæde sig over at have dette fantastiske album at varme sig på.

★★★★★☆

Leave a Reply