Fotos: Daniel Niebuhr (Cuirass og Ata Kak), Daniel Nielsen / Frozenpanda.com (Madra Salach og Igorrr) & Mathias Kristensen (Albertslund Terror Korps)
Som en selverklæret vestegnsdreng, der fra tid til anden har det med at skamme sig lidt over sit geografiske ophav samt alt, hvad der hører til, men som til stadighed gladeligt fascineres af alle de mere fordomsinducerende vestegnsaspekter med en (vis) ironisk distance, var der én særlig optræden på dette års Roskilde Festival, som på forhånd lagde op til at sætte flueben ved alle de rigtige bokse. Derfor ville jeg i overført betydning egentlig gerne bare hoppe på Roskildevejseskpressen (Hovedstadsbussernes linje 123 mellem Glostrup Station og Roskilde Station eller natbus 93N mellem Rådhuspladsen og Roskilde Station for de uindviede) og køre denne reportage i ekspresfart direkte dertil, men på samme tid var afstikkerne ned ad diverse sideveje simpelthen også for indbydende til at holde sig fra at undersøge nærmere.
I Glorias tidlige eftermiddagsmørke, mens vi ventede på, at solen endelig fik sat sit præg på omgivelserne igen, fortsatte Roskilde Festival deres endog meget sejrrige sidstedagstradition med at præsentere en helt igennem forrygende folk- og/eller countrykoncert. Sara Parkman i 2022, Dean Johnson i 2024 og Creekbed Carter Hogan i fjor skabte alle fantastiske, små åndehuller fyldt med spilleglæde, vidunderlige melodier og masser af humor, og forventningerne var derfor også sat tilstrækkeligt op efter, at irske Madra Salach kunne gøre dem kunsten efter.
Opmærksomheden om det seks mand store kollektiv har hurtigt grebet om sig med blandt andet betegnelser som »de nye Lankum« til følge. Vi er dog stadigvæk et stykke fra landsmændene i Lankums noget mere melankolske og post-støjende bud på tidssvarende irsk folkemusik, og i stedet griber de yngre gutter i Madra Salach oftere ud efter en punket og dansabel nerve. Til at begynde med befandt vi os dog i gyden med sørgmodige anekdoter på den valsende “Blue & Gold”, hvor forsanger, Paul Banks, (nej, ikke ham fra Interpol), snerrende og vrissende længtes efter rigdomme med kun et enkelt skrabelod i lommen. Parallellerne til nu afdøde Shane MacGowan føles ikke overraskende nærliggende – »it’s probably because I, too, am missing some of my teeth«, jokede Banks hurtigt – men hans vokal føles ikke formet af utallige pintglas fyldt med Guinness på røgfyldte pubs, og i stedet besidder han en større versatilitet, der gør ham i stand til at fortolke flere grene af alt-folk’en, hvilket flere gange undervejs blev påkrævet af ham.
På “Tunnel Tigers” flød Ewan MacColls historie om tunnelgraverne i Londons undergrundsbane i en meget hurtigere udgave, end den tidligere er blevet indspillet, hvilket harmoneret glimrende med bandets mere ungdommelige udstråling, og på selv samme Shane MacGowans egen Pogues-vise “Turkish Song of the Damned” emulerede sekstetten de underliggende, osmanniske rytmer (tilsat et dejligt punket, punch) til perfektion. En smule overraskende gav Banks den også efter bedste evne som en irsk Jeff Mangum på Neutral Milk Hotels “In the Aeroplane Over the Sea” fra kultalbummet af samme navn, men det var dog stadig på deres egne kompositioner, at Madra Salach skinnede klarest.
På intet tidspunkt var det mere tydeligt end på den afsluttende en-to-kombination af “I Was Just a Boy”, der fik lov til at lade sin i forvejen strålende repetitive outro flyde endnu længere ud til mandolin- og harmoniumtonerne, og bandets langsomt opbyggende versioner af standarden “The Man Who Seeks Pleasure”, hvor Banks’ nøgne introvokal virkelig fik plads til at runge ud i Gloria-stalden. »We’ll be back again, Denmark«, pointerede Banks slutteligt – det kan der vist ikke være nogen som helst tvivl om, for Madra Salach har potentialet til at ramme endnu bredere end så mange af de andre irske grupper, der nyder stor succes grundet den øgede opmærksomhed på deres fælles kulturarv i disse år (måske lige minus de hyggelige fulderikker i The Mary Wallopers, der kan sætte liv i mere eller mindre hvem som helst). Derudover er sekstetten stadig relativt unge, og de kan derfor sagtens nå at forfine deres flerfacetterede udtryk endnu mere i løbet af de kommende år, hvilket uden tvivl bliver ganske spændende at følge med i.
Efter mit ønske om at fange hele Cuirass‘ eksalterede middelaldermarked blev spoleret af en aldeles fantastisk Toyota, der uhjælpeligt havde sat sig fast på tværs af vejen mellem Orange Scene og Gloria, blev jeg ikke mindre henrykt over, at det allerede havde lykkedes orkesteret at sætte gang i den koordinerede kædedans. Det første, jeg spottede, da mine øjne atter fik vænnet sig til mørket, var personen klædt i rustning, (ja, rent faktisk den eponyme cuirass), længst til venstre på scenen, der ubesværet ordnede en ølbong. Det gjorde han desuden mindst fire gange undervejs, selvom jeg da mistænkte, at jeg nok også havde misset nogle flere lignende bedrifter tidligere i sættet.
Cuirass, hvis medlemmer førhen også har gjort sig i bands som blandt andre Slægt, er vel sagtens definitionen på “Roskilde weird”, hvor tilgængeligheden – eller manglen på samme – på det allerhøjeste opvejes af underholdningsværdien. Man behøver nemlig hverken være fan af dungeon synth, heroiske ridderfortællinger eller være aspirerende korstogsfarer for at lade sig drage af ensemblets musikalske renæssancemalerier, bare så længe man besidder evnen til at gå til en koncert som denne med nogenlunde åbent sind. Det var der øjensynligt mange, der tillod sig at gøre, og svajede derfor løs i takt til de både ildevarslende og florlette kompositioner, mens manden i cuirassen – når han da ikke var i færd med at hakke endnu en ølbong – herimellem begav sig ud i at læse formfuldendte dundertaler højt fra forskellige skriftruller.
For at blive ved et stilistisk udtryk, som til dels også har det med at skue et par hundrede år bagud, så kunne man let supplere sin lørdag med en eklektisk omgang metal fra franske Igorrr, der nemlig har for vane at supplere deres brutale grundpiller med kontrastfyldt, klassisk operasang. Operaen er der til gengæld blevet lidt mindre af på sidste års Amen, som udgjorde størstedelen af dagens sætliste, men det afholdte imidlertid ikke projektleder Gautier Serre og dertilhørende mezzosopran Marthe Alexandre fra at kombinere hele pakken i dette fornøjelige totalteater. Her var masser af spraglede dragter på scenen, ligesom Serre optrådte i sort krigsmaling, der dækkede hele hans ansigt, hvilket blandt andet blev overværet af en kampklædt 10-årig i fuld ridderrustning ude blandt publikum.
Plade- såvel som koncertåbneren, “Daemoni”, lagde meget godt for med sine tonstunge trommer, electro-forvrængede guitarer og gregorianske korarrangementer, hvorefter der åbnede sig en moshpit fra lydpulten til forreste række, som ikke lukkedes igen før koncertens afrunding. Her fik de allermest smadrelystne lov til at te sig åndssvagt til både den hamrende “Headbutt”, de mellemøstlige undertoner på Trey Spruance-samarbejdet “Blastbeat Falafel” og det polyrytmiske intermezzo “ADHD”.
Men nok om al opvarmningen, for endelig var vi ankommet til den vestegnsfest, vi havde udset os. Husorkesteret var gode gamle Albertslund Terror Korps; et gennemført produkt af midt-00’ernes internetguldalder, hvor duoen – bestående af Halfdan Pisket og DJ Hvad – via både Myspace og Youtubes ekstremt tiltagende popularitet havde held med at gøre deres breakcore/gabber-fusion til en tidlig, onlinesensation med åndede titler som “I Danmark spiser de svin”, “Hva’ så hvad?” og “Ta’ din telefon, mayn”.
DJ Hvads borgerlige persona – Hari Kishore – har gennem årene optrådt under myriader af aliasser og er samtidig blevet særdeles dub-glad i tiden, der er gået, siden den sagnomspundne koncert, Albertslund Terror Korps leverede i Roskilde Festivals nu hedengangne Pavilion-telt tilbage i 2008. Derfor føltes det også lidt som en skille-fårene-fra-bukkene-happening, eftersom første halvdel af koncerten stod på buldrende døsige dub-segmenter, hvor det ikke rigtig var til at lure, om duoen fremmanede egne kreationer eller samplede sig vej igennem deres personlige pladesamlinger. Der var i hvert fald en del, der hurtigt daffede videre, da først det gik op for dem, at det ikke så’n lige med det første blev nævneværdigt vildere. Men rent faktisk klædte det koncerten – der gik i gang allerede klokken 21:00 – at indtage et mere musikalsk moderat udgangspunkt fremfor at køre lige på og hårdt med de allermest udknaldede skæringer. På et tidspunkt dukkede der i øvrigt noget op, der mindede om lukkenummeret på Raja Kiriks Phantasmagoria of Jathilan, men det kunne selvfølgelig sagtens have været alt muligt andet.
Jo længere ud vi kom på aftenen, jo hyppigere begyndte de mere klassiske ATK-dyder dog at dukke op, og jo mere aggressive blev rytmerne derfor også. Så da først “Ta’ din telefon, mayn” langsomt fadede ind i lydbilledet, var det med et kampklart publikum i teltet, der på alle tænkelige måder gav los, så snart de hidsige breakcore-trommer først fik alt, hvad den kunne trække. Dernæst fremviste “ATK Anthem” en endnu mere effektiv brug af kirkekor end Igorrrs ditto, inden “Hen til den næste gade, hvad” fremsatte det obligatoriske spørgsmål: »Hen til den næste fest, men hvor?«
Den næste – og samtidig sidste – fest for mit vedkommende stod ghanesiske Yaw Atta-Owusu for, bedre kendt underkunstnernavnet Ata Kak. Myten om den efterhånden 65-årige rapper – og hvordan hans nu ikoniske 1994-kasettebånd Obaa Sima blev opstøvet og udgivet som den allerførste plade på det mindst lige så ikoniske label Awesome Tapes From Africa – er på en måde endnu større, end ghaneserens egentlige virke.
Jeg havde fornøjelsen af at opleve Ata Kak sidste efterår i Holland, hvor han blev flankeret af et diverst persongalleri af et backingband. Til lørdagens show på Gloria var det i stedet udelukkende folk af afrikansk afstamning (herunder fra blandt andet Tanzania og Zimbabwe), som udgjorde resten af det velspillende band; selvfølgelig med Ata Kak selv som det absolutte midtpunkt. Herfra lirede hans sig ubesværet vej gennem en medrivende forestilling, hvor den fuldkommen utrættelige showman kørte på non-stop med sine autentiske dansetrin og vrøvlende tekster, der begyndte med »scooby-dooby-dooby«-linjerne på åbneren, “Moma Yendodo”, og ikke ophørte i løbet den næste time.
Foruden Obaa Sima-numrene blev der også tid til at fremvise indslag fra sidste års comeback Batakari, som er en mindst lige så fængende og fjollet størrelse. Hertil lykkedes det vist hovedpersonen med ild i sine kondisko og sin underholdende og bundreelle stil at charmere sig ind i hjerterne på samtlige tilstedeværende, der var mødt op i sådan en grad, at der ikke kunne stuves flere ind i dyrskuestalden. Lidt mærkværdigt spillede han ikke titelnummeret Obaa Sima, der nok er hans største “hit”, denne aften, men jeg er simpelthen også i tvivl om, hvorvidt mine festivaltrætte danseben kunne have holdt til meget mere på det tidspunkt.
Herfra var det bare direkte ud fra pladsen, op til stationen og ind i den gode gamle 93N tilbage mod København – sikke et trip, Roskilde Festival var (igen) i år.
