Det fyger med forskellige betegnelser som “indie-jazz”, “progressiv”, “nordisk” og “verdensmusik”, når det kommer til at skulle indkapsle Girls in Airports’ musik. Nok grundet netop deres eklektiske og genrebrydende lyd har bandet opnået en solid fanbase herhjemme såvel som i udlandet, men utroligt nok – i hvert fald for denne skribent – har Girls in Airports aldrig tidligere spillet på Roskilde Festival på trods af deres store popularitet samt at have eksisteret siden 2009. Da vi i anledningen af deres Roskilde Festival-debut møder to af bandmedlemmerne i Huset-KBH, er de netop hjemvendt fra en festivaloptræden i Frankrig som et led i deres igangværende turné oven på udgivelsen af deres ottende album, How It Is Now.
Det føles ifølge stifter og saxofonist Martin Stender utroligt rart at turnere igen – særligt i udlandet – oven på de tamme live-forhold, der herskede under corona-pademiens nedlukninger.
»Jo længere man kommer sydpå, jo længere klapper de mellem numrene,« beretter han. »Jeg tror også, der er mange af dem dernede sydpå på min alder og ældre, som er nysgerrige. Herhjemme sidder vi bare og ser I hus til halsen. Jeg tror, at der dernede er mange, der tjekker et festivalprogram ud – er det ikke rigtigt?« forsøger han og vender sig mod sin kompagnon i form af percussionist Victor Dybbroe, der nikker og trækker på smilebåndet.
Ved spørgsmålet om hvorvidt sidstnævnte ikke også gør sig gældende på Roskilde Festival, der herhjemme er kendt for sit bredt appellerende musikprogram, fortsætter Dybbroe bekræftende:
»Vi kan jo godt lide al muligt musik. Det har selvfølgelig været fedt både at optræde der med andre projekter og se de store scener, men for mig har Roskilde Festival i højere grad været det dér med at gå ned på det gamle Cosmopol eller Gloria i dag og se Master Musicians of Jajouka fra Marokko spille trance klokken 03 om natten. Det er magisk for mig, at man kan det i Danmark. Det kan man nærmest kun på Roskilde Festival.«
Udover at have en af de bedste scener herhjemme for den såkaldte “verdensmusik”, så beskriver både Victor Dybbroe og Martin Stender med egne ord også festivalens karakteristiske “orange feeling” som et af de helt store trækplastre.
»Der er en myte omkring Roskilde Festival. Publikum går ind til koncerter med følelsen af, at det her bliver fedt. Så man bliver jo båret igennem det som optrædende,« forklarer Victor Dybbroe og fortsætter, »det har jeg også selv oplevet som publikum. Der er de her fællesskaber forbundet med det at være på Roskilde Festival. Både i forhold til musikken, men det kan lige så godt være blandt vennegrupper, der kender hinanden, fordi de er på festivalen sammen, hvor man har musikken som et holdepunkt – og det er dér, musik kan være virkelig, virkelig fedt. Når det er en samlende ting. Så sker der alle de der ting udenom, som skaber et langt perspektiv af sammenhæng mellem mennesker. Det er fedt at være en del af.«
Jeg spørger dem, om de så har nogle særlige esser i ærmet til deres første optræden på Roskilde Festival, hvortil Martin Stender løfter sløret for, at der sjældent er to sætlister, der er ens.
»Når vi kommer ud til et sted, kigger vi på, hvad er det for et lokale, hvad er det for en vibe der er. Vi har jo otte album at vælge mellem, og derfor laver vi noget, der passer til den setting. Det er også det, vi har tænkt os at gøre på Roskilde Festival i stedet for eksempelvis at bruge de få penge, vi har sparet op, på at lave visuals og få en rapper ind,« griner han. »Vi gør det, vi gør allerbedst – og måske lægger vi en lille ekstra indsats i det. Stoler på kernen i det, vi gør. Stiller os ind midt på pladsen og gør det.«
Minder om et kærlighedsforhold
På trods af at det, som Girls in Airports “gør allerbedst”, er at spille levende, moderne kompositioner med inspiration fra alle verdenshjørnerne, har bandet altså endnu ikke optrådt på Skandinaviens største festival. Hvorfor det så endelig sker i år, forklarer Victor Dybbroe indledende:
»Det er takket været vores rigtig gode hold – manager og booker – som har landet de aftaler. Det interessante ved det er, at det er noget, der er sket for os i udlandet gennem flere år, hvor vi har spillet på mange festivaler. I Danmark har det været sådan: »Det er jazz, det dér.« Men nu skal vi blandt andet spille på Alive Fest i Thy, og det er med til at fortælle det danske publikum: Det her er ikke jazz; bare god musik som man kan høre alle steder.«
»Vi har lavet nogle kunstneriske samarbejder de seneste år – blandt andet med Teitur, Mariam the Believer og Lucky Lo – hvor vi prøver at “komme udenfor” uden at gå på kompromis med det, vi gør. Selvom vi ikke har noget imod at komme under jazz-fanen, så må det endelig ikke lukke sig om sig selv. Vores egen måde at lytte og skabe musik er at være fuldstændig åben, og der er ingen genrer eller inspirationer, vi ikke kunne finde på at tage ind. Så Roskilde Festival er i den forstand et perfekt sted for os at være,« pointerer Martin Stender.
Når de taler om at optræde, så beskriver begge det gerne i fællesskabets termer, hvor det handler om »at gå ind i et magisk rum sammen, hvor vi forbinder vores kroppe og har en oplevelse af at dykke ind i den her musik, som vi kender så godt, sammen,« som Dybbroe på et tidspunkt udtrykker det. Og Girls in Airports er da også først og fremmest et kollektivt projekt.
»Da Martin startede bandet, var det et svar på noget af det andet musik, der fandtes på det tidspunkt. Vi oplevede, at de artister spillede, fordi de hver især syntes, hinanden var fede. Meget af det var individbåren. For os handler det helt klart om at lave noget sammen og nyde at bygge noget op, som ikke handler om individet, men i stedet om at vide, at når vi laver noget sammen, os fire, så bliver det større end os. Og det skal handle om de her melodier, sange og kompositioner, som skal komme frem – og ja, så gør vi noget ved dem, men det handler hele tiden om kernen. Det gør for mig, at det bliver magisk. Jeg skal ikke op og vise mig, men i stedet indgå i noget sammen med de andre og løfte hinanden op til noget. Derfor bliver det ved med at være spændende,« siger Victor Dybbroe, mens Martin Stender supplerer:
»Det minder meget om et kærlighedsforhold. Det handler nok meget om at holde af hinanden som venner, men også om at sige: »Jeg synes, du spiller fedt!« Der er noget, man grundlæggende tænder på ved hinanden og føler sig beslægtet med. Og når man er sammen i et stykke tid, viser det sig, at det også har noget at gøre med fælles værdier, som man kan bygge noget musikalsk op omkring. Vi har haft meget held med at udvikle det, vi havde til fælles fra starten: At vi tænder på den måde, hinanden lyder.«
Der er varmt i det lyse lokale, som vender ud mod et sommertravlt Rådhusstræde. Efter en fælles skål i vand fortsætter Martin Stender:
»Vi er fire forskellige mennesker. Man kan let blive en faldgrube, hvis man prøver at være 100 procent enige politisk eller om 100 forskellige detaljer. Vi har holdt fokus på det, vi gør sammen. Så er der stor frihed til at skeje lidt ud i forskellige retninger hver især eller til at være lidt småborgerlige med nogle barnevogne i nogle år. Måske prøver nogen at spare op til en pension.«
Men selvom bandkonstellationen giver rum til at have andre projekter ved siden af – eller måske netop grundet den frihed, dette giver medlemmerne – kan man dog igennem hele Girls in Airports’ diskografi mærke en tydelig kerne. Jeg spørger dem, hvordan de finder ind til denne.
»Det, vi gør nu, har mere noget at gøre med de kvaliteter, man kan høre ved forskelligt musik. Eksempelvis har vi lyttet til nogle gamle, brasilianske ting såsom Caetano Veloso, hvor det hele er papirstyndt, og hvor de med lethed bare kan flyde rundt på det hele – og hvad nu hvis ens eget nummer kunne få den samme lethed? For nyligt fik jeg en lille idé, mens jeg lyttede til Lana del Reys “Text Book”, hvor hvert stykke har et nyt tempo – og at gøre det på så stort et popalbum er godt nok modigt. »Jesus, tænk at man kan det! Måske er det det, der skal ske med den her sang,«tænkte jeg i forhold til det nummer, jeg sad med. Så den har bare fået tre forskellige tempi, hvor nogle af melodierne skulle opfattes i et andet tempo, for at man kunne forstå dem,« siger Victor Dybbroe.
»Det minder én om paletten af effekter, der findes. Det arbejder vi meget med live: variation. Som band har vi så megen rød tråd, og udfordringen er hele tiden at skabe variation. Det prøver vi at bestræbe os på. Hvis jeg var publikum til vores koncert, ville jeg bare gerne rives rundt – det skulle føles fuldstændig uforudsigeligt. Vi prøver at undgå at starte og slutte på samme måde, og det har fyldt meget på denne tour,« forklarer Martin Stender.
Peter AG og trommemesteren fra Togo
Når de selv skal beskrive deres lyd, foretrækker de imidlertid at beskrive den helt tørt ud fra instrumenteringen. »Keyboard tilsat nogle effekter, saxofon, trommer, percussion, en masse fede beats,« lyder det. Særegent for Girls in Airports er dog i tillæg til denne opsætning på jazz/indie-spektret også indflydelsen fra ikke-vestlige musikstrømninger. En indflydelse, som måske er underspillet i de enkelte numre, men som lurer i valget af percussioninstrumenter og varme, ofte tranceagtige melodimønstre. Men hvor kommer bandets interesse for “verdensmusikken” egentlig fra?
»Jeg spiller jo alle mulige obskure instrumenter, som ikke stammer fra min egen kultur. Men for mig er det de instrumenter, jeg er startet med som barn og dermed finder mest naturlige,« forklarer Victor Dybbroe. »Jeg startede som seksårig i mesterlære hos en trommemester fra Togo. Så sagde min mor på et tidspunkt, at nu skulle jeg måske til at starte i musikskole, så jeg kunne lære at spille sammen med de andre. For mig har det været eksotisk at sætte sig bag et trommesæt. Det er sådan, vi hele tiden har gjort taget nogle instrumenter, som er naturlige for os. Og så var intentionen aldrig, at det eksempelvis skulle lyde af afrobeat, men at det hele tiden skulle lyde som vores eget. Man kan høre, at vi kommer fra Danmark og fra Nørrebro.«
»Jeg har også altid været meget ubekymret om, hvad man må og ikke må spille. Hvis man bare gør det fra et godt hjerte, så er jeg sikker på, det skinner igennem. Jeg voksede op på den samme villavej i Aarhus, hvor Peter AG også boede. Han virkede meget ubekymret og tog da bare noget med fra Jamaica og spillede herhjemme. Jeg er ikke i tvivl om, at han ikke har gjort det for at lave en parodi på dem. Det er bare ren kærlighed – man tager og låner og blander det sammen til sit eget,« slutter Martin Stender.
Victor kvitterer med et »amen«.
Girls in Airports spiller på Gaia lørdag den 1. juli klokken 12.00.
Derudover kan de opleves i Aalborg 5. juli (Kunsten Summer Sessions), Thisted 29. juli (Alive Festival) og København 12. august (Copenhagen Harbour Parade).
Girls in Airports er: Anders Vestergaard, Martin Stender, Mathias Holm og Victor Dybbroe.
Alle fotos: Mathias Kristensen
