»Det var meget overvældende, kan jeg huske.«
Sådan beskriver Anja T. Lahrmann blandt andet den koncert, hun i sin tid spillede på Roskilde Festival. For 10 år siden trådte hun nemlig ind på Roskilde Festivals Pavilion Junior-scene med dream-popgruppen Ice Cream Cathedral. Der var bifald, da de entrerede scenen, husker hun. På optagelser ser man hende stå med en synthesizer foran sig og en guitar om skulderen. Hun er flankeret af bandkollegerne Anders Bach og Kristian Paulsen på henholdsvis trommer og guitar. De var lige blevet færdige med en bachelor på Rytmisk Musikkonservatorium, og nu var de altså en del af opvarmningsprogrammet på Roskilde Festival.
Siden da har Lahrmann læst videre som komponist, og så har hun haft fingrene i en række musikalske projekter: Alt fra korstykker til filmlyd – og ikke mindst soloprojektet, Excelsior, der har nydt ros for sit udforskende og personlige udtryk. Om under to uger er hun booket til at spille samme sted, som hun spillede for et årti siden. Denne gang hedder scenen Gaia, og projektet, hun spiller under, er netop hendes Excelsior. Det må alt andet lige også give anledning til en masse følelser og refleksioner. For der er gået en vis tid, siden Lahrmann var nyudklækket komponist, og projektet, hun denne gang spiller med, er samtidig også hendes helt eget.
Sønderjylland og soloprojekter
Anja T. Lahrmann og jeg har sat os ved et cafébord på fortovet et sted i Valby. Snakken går selvfølgelig på hendes kommende Roskilde Festival-koncert, men det første, vi rent faktisk kommer ind på, er koncerten for 10 år siden og tiden med daværende Ice Cream Cathedral.
»Det var et projekt, hvor vi var meget kollektivt funderet,« forklarer hun mig. »Jeg lærte sindssygt meget af at skrive musik på den måde dengang.«
Samtidig beskriver Lahrmann også for mig, hvordan der med tiden meldte sig en længsel efter en mere varieret rolle i det bandrum, de var i:
»Der opbyggede sig et behov for at prøve af: Hvad hvis nu jeg skulle være afsender på et projekt, hvor jeg var selvstændig i alle led af produktionen? Hvordan ville det så lyde?«
Det blev startskuddet for Excelsior. Eller, teknisk set skete det, da hun i forbindelse med at studere en bachelor i lyddesign, befandt sig på Sonic College i Sønderjylland, hvilket skulle vise sig at være et sted med passende omgivelser til hendes soloprojekt.
»Når jeg skaber og skriver musik bedst, så skal jeg være et sted, hvor jeg ikke får for mange input udefra, da musikken starter fra et meget indre og meget stille sted,« forklarer hun og smiler. »Det var der virkelig plads til.«
Det var tilbage i 2015. Nu har Lahrmanns Excelsior én EP og to studiealbums bag sig. Projektet i sig selv virker lige så genremæssigt frit, som da det startede. Fra sit første album, O Horizon, nævner hun for eksempel indflydelser fra både 90’er-pop, elektronisk musik og klassisk sangskrivning. Men selvom indflydelserne måtte være mange og til tider stikke i diverse retninger, er fællesnævnerne der også. Inderligheden, naturen og sansningen er blandt andet tydelige at mærke som overhængende temaer på hendes nyeste album, Fit For Fiction, og det hele føles i sin kerne som et produkt af Lahrmann og de kreative essenser, der nu måtte være i hende – et ægte eget projekt.
»Jeg er blevet ret glad for betegnelsen post-genre,« forklarer hun om sit seneste materiale. »Jeg tror, det er en kærlighed til al slags musik og også bare det at være menneske.«
Halvt musikprojekt, halvt udviklingsproces
Den førnævnte egenhed virker vigtig for at kunne forstå Excelsior og i hvert fald i projektets start. Men der er samtidig også sket nogle ting, siden Lahrmann begyndte at lave musik under Excelsior-aliasset. Udviklinger, kan man næsten kaldte det. Det jeg mærker, Lahrmann mest af alt understreger, når vi snakker sammen – med hver vores tekop i hånden mens vi lejlighedsvist bliver afbrudt af skoleklasser på gåtur ned ad Valby Langgade – er, at hun med tiden har fået nogle nye perspektiver på det at være kunstner. Udviklingen lader til at gå på to ben. Først og fremmest er der sket noget i forhold til kun at have sig selv i musikprocessen.
»Excelsior startede nærmest som en nødvendighed, en kæmpe nysgerrighed og en længsel, jeg skulle have stillet, men det er efterhånden også blevet en vane at være alene i processen,« siger hun og fortsætter med at forklare, hvordan det at have et behov for kontrol nogle gange også kan spænde ben for én, »jeg savner det fællesskab, der kan være i at skrive noget musik med nogen, der har andre idéer, end man selv har.«
Og så er der en anden udvikling, Lahrmann fremhæver. Det handler om at kunne være nænsom over for sine følelser, når man udgiver og spiller musik, der er så personligt.
»Da jeg udgav min første EP, Superimposed, var det så kæmpestor en ting for mig, Jeg satte mig ned og græd, som om der næsten var nogen, der var død. Jeg læssede hele mit følelsesliv ind i det,« fortæller hun og pauser kort. »Det blev næsten for stort, på en eller anden måde. De udgivelser er kæmpe milepæle. Det er næsten som at sætte liv ud i verden, og med tiden har jeg lært ikke at hænge alt op på det. Jeg er jo knyttet til det, og jeg er virkelig stolt af det, men der er også andre ting, der er nødt til at fortsætte på den anden side af en udgivelse.«
De hele lader derfor til at samles, når Excelsiors musik løftes fra studielyde til et liveformat. Det er, som om begge ting mødes her: det musikalske samarbejde og følelserne. Det bliver derfor en slags øvelse i at afgive kontrol, når andre spiller noget, man selv har komponeret. Det forklarer Lahrmann, at hun har kæmpet med, men at det er en nødvendighed, når man spiller live:
»Det er noget af det sværeste, det med at skulle træde ind i et rum og være afsender på noget, men samtidig have en attitude, der tillader, at bandmusikerne har plads til at gøre deres ting. Siden konservatoriet har jeg arbejdet meget med spørgsmålet om, hvornår man er performer, der selv står på scenen med kroppen og er et fejlbarligt musikervæsen, og hvornår man er komponisten, der går ind og indstuderer værket til punkt og prikke med musikerne. Det er også et kommunikativt rum. Hvis man ikke er tydelig med, hvor man står, så er det svært at have en dialog. Det kan være lidt overvældende, men jeg har haft gode erfaringer med at give udtryk for, at jeg står et bestemt sted, og så kan de musikere, jeg spiller med, sige, at de står et andet sted og vil gøre det på en anden måde. Så finder man et kompromis.«
Fuld cirkel – og så alligevel ikke
Det er discipliner, der nok også kommer til at fylde til årets koncert på Roskilde Festival. Men vigtigst af alt pointerer Lahrmann, hvordan der netop har indfundet sig en langt større ro omkring samarbejde, følelser og det at stå på samme festivalscene efter 10 år.
»Jeg har haft ret godt af at tænke liveshowet som et øjebliksbillede. Det er mig lige dér, og så lyder det måske anderledes i morgen. Der er ligesom en følelse af at stille sig op og være et fejlbarligt menneske,« forklarer hun. » Jo mere jeg selv kan hvile i det, jeg giver, og det faktum at det kan variere, jo bedre synes jeg også, responsen er. Det et min oplevelse, at folk kan relatere til den tydelighed.«
Måske kan man måske få det indtryk, at Lahrmann slet ikke nød sin koncert for 10 år siden, men det er ikke det, jeg mærker, når jeg hører hende beskrive koncerten. Tværtimod, faktisk. Hun understreger taknemmeligheden for at stå på scenen med sine medmusikanter. Men når man står dér under de varme lys og foran de hujende festivalpublikummer, så er der mange ting, man som kunstner forholder sig til.
»Jeg havde også lidt følelsen af at gå glip af vores koncert, fordi jeg så gerne ville have, at det skulle lykkes. Jeg tror bare, jeg husker det som en tåge.«
Spørgsmålet er så, hvilke forventninger man har, når man får muligheden for at gøre det igen 10 år senere med ny uddannelse og kunstnerisk erfaring under bæltet. Hvilke følelser, kunne man forestille sig, ville gå igennem kroppen, når man stiller sig op på en festivalscene med alt, hvad det måtte indebære?
»Jeg øver mig i ikke at have for mange forventninger til, hvad jeg skal føle denne gang – det har jeg haft ret dårlige oplevelser med. Hvis man kommer ind med en bestemt indgangsvinkel til en koncert, så kan man meget hurtigt blive hylet ud af den, og hvis koncerten ikke stemmer overens med ens forventninger, så kan man hurtigt føle sig forkert og strande i den følelse,« forklarer hun.
Det lader i højere grad til, at målet er noget mere åbent denne gang. Et umiddelbart møde og en afklarethed med, at liverummet er, som det er. Lahrmann forklarer også, hvordan Excelsior bevidst har haft skiftende liveformater for at undgå at blive for fastlåst, men at koncerten på Roskilde Festival sandsynligvis kommer til at foregå med en konventionel bandbesætning. Og foruden al snakken om samarbejde, komposition og forventninger fremhæver Lahrmann også, at hun har indtaget en anden indgangsvinkel, når vi snakker om det at spille foran et publikum.
»Det er meget særligt, for det er virkelig den ultimative følelse af at give. Det kan også være ret brutalt, men jeg synes mest af alt, det er en kæmpe oplevelse. Jeg tror, jeg har et mere afslappet udgangspunkt, og jeg føler heller ikke samme pres for at skulle præstere alt muligt. Selvfølgelig vil jeg gerne spille en god koncert og røre nogle mennesker, men det er ikke bundet op på samme liv-eller-død-følelse, som det var dengang. Jeg føler, at det er en sund indgangsvinkel. En voksen indgangsvinkel,« siger hun.
Og det er måske dér, det i bund og grund ligger. På nogle punkter er der måske gået fuld cirkel i den – at spille samme sted, som man gjorde for 10 år siden. Men i Excelsiors tilfælde, ville det nok heller ikke være helt sandt. For når man ser Anja T. Lahrmann stille sig op på Gaias scenegulv inden længe, står hun måske rigtigt nok på samme festival som for 10 år siden, men som kunstner, komponist og menneske lader hun på mange punkter til at stå et helt nyt sted.
Excelsior spiller på Gaia tirsdag den 27. juni klokken 14.00.
Fotos: Mathias Kristensen og Dennis Morton
