Hen Ogledd – Discombobulated
udgivet 20. februar via Weird World
Noget af det mest bemærkelsesværdige – og charmerende – ved britiske Hen Ogledd er i mine ører, at der synges på et væld af accenter, som ikke ofte får lov at transmitteres i engelsksproget musik. Det er, som om engelsksprogede tekster med deres universelle appel kværnes igennem en neutraliserende maskine, hvor alt lokalt ophav udraderes. Ofte er det sågar svært at afgøre, om der synges fra et britisk eller amerikansk sproghjørne. På Discombobulated er man fra første stund ikke i tvivl om det geografiske udgangspunkt, for vi føres ind i gruppens univers ved hjælp af intet mindre end et distinkt nordengelsk spoken word.
Gruppens navn er middelalderengelsk for et historisk område mellem Skotland og England (”Det Gamle Nord”). Det er da nok også selve Hen Ogledds DNA: Fire musikere med blandt andet det tilfælles, at de alle har rødder i det forjættede post-keltiske Storbritannien. Deres organiske lyd placerer sig dog i tiltagende grad tættere på nutidens ”gamle nord” end på middelalderens. På Discombobulated, deres fjerde plade, synes gruppen at antage et aktivistisk fokus, om det så er politisk aktivisme, som når der rases mod magthaverne, eller den indre aktivisme for heling og bedring. I hvert fald er det et eklektisk folket foretagende bedrevet af medlemmer, som tæller musikforskere, harpister og trubadurer. I civil består gruppen af Rhodri Davies, Dawn Bothwell, Sally Pilkington og den nok mere kendte singer-songwriter Richard Dawson, som man har kunnet opleve på Roskilde Festival i flere konstellationer, blandt andet i 2018 hvor vores anmelder kvitterede med ordene: »Behageligt… og meget, meget mærkeligt«. Gruppens brogede identitet beskriver de desuden selv som værende mere som en familie end som et band.
På pladen høres da også både børn, mennesker – og heste, omend de forholder sig mere i ro end andre involverede skabninger. Discombobulated indledes af fænomenal forargelse på ”Scales Will Fall”, der velsagtens har potentiale til at blive årets protestsingle. »Flat lands, beware!« gjalder Dawn Bothwell med sin vrængende (walisiske?) schwung. Et monumentalt, fængende melodistykke bestående af synth og blæsere repeteres nummeret igennem som en fanfare for de vrede masser, fortælleren demagogisk henvender sig til. Som nævnt er teksten fremført som spoken word, eller hvad bandet drillende – og rammende – selv kalder ”bard rap” (bard er i den keltiske tradition en kunstnerisk fortæller). Det er spækket med Bothwells fantastiske opråb »Stand advised – women unite!« og reformistiske anslag om magtens svigt: »A broken flag to make amends / When Presbyterians reformed the church it wasn’t enough / What about love / In the end, common land, common rule.« Et episk, blæsende crescendo hen mod det otte minutter lange nummers afslutning gør ikke opråbene mindre overbevisende.
Selvom ”Scales Will Fall” er det klare højdepunkt, så rummer pladen andet godt. Et øvrigt markant indslag findes på ”End of the Rhythm”, som musikalsk er opbygget i samme stil med blæsere og bastate synthbølger; dog krydret med et kraut-lydende guitarriff, der maner tempoet fremad. Et melankolsk kor udgør omkvædets skarpe tunge, som bedyrer: »There is a light at the end of the rhythm,« mens et tiltagende, fægtende fællesskab af harmonika, trompeter og råb får vippet nummeret ud over kanten, indtil afslutningen falder tørt som et spørgsmålstegn med et mærkeligt »In absence of berries«. Koblingen er ikke klar, men hvis præmissen ligger i pladens navn, som på godt dansk vel betyder “rundt på gulvet”, så er alt, som det skal være.
Discombobulated svinger mellem bombastisk orkestrerede numre samt en række indslag med en mere organisk, stilfærdig lyd. Dog er det hele vejen igennem med blik for tidens kriser som for eksempel på ”Dead in a Post-Truth World”, hvor en rislende fornemmelse af undergang fra en vildfaren saxofon snor sig ind og ud af en mærkværdig, spacet synthundergrund; delvist besunget på gælisk. Dermed lige nok til at de mindre keltisk-talende forstår en slet skjult trumpistisk kritik: »I know you’re in pain / And you need some one to take the blame / Under the affluence / But you’ve got it wrong / Your brain’s been poisoned for so long / Dead in a post-truth world.« Eller som på ”Clear Pools”, der indeholder den lydmæssige dualitet i sig selv, idet nummeret starter i garagens improviserede skramlen og ender i en glasklar sø med sfærisk klimpren, bløde basstrøg og rolige bækkenslag, for ikke at tale om den magiske, walisiske godnatlæsning, der afslutter gildet på ”Land of the Dead”.
Her er måske nogle steder mere fortælling end musik, men det billede, Discombobulated samlet set maler, er et af musikalsk overskud og nysgerrighed. I sandhed godt og – igen – meget mærkeligt.
Barbro – Crossfade
udgivet uafhængigt 6. februar
I 2022 talte Undertoner med Barbro om de nye sange, der skulle blive en del af repertoiret på deres sidenhen så roste albumdebut Bad Choices. Det var forud for deres første koncert på Roskilde Festival samme sommer, hvor vi endelig kunne ryste os fri af nedlukningens restriktioner. Fra Barbro lød det blandt andet dengang, at deres nye musik var som et genbesøg på det gamle teenageværelse, hvor højttalerne klingede af shoegaze og rock.
Sådan et genbesøg fornemmes på en måde stadig på Crossfade, bare med større afstand. Barbro lyder stadig som én, der engang har lyttet til 90’ernes grunge, shoegaze og postrock. “Heldigvis”, kunne jeg tilføje, for det er ikke mindst denne rockede understrøm, der lægger kant til deres musik. Men hvor Bad Choices har ungdommens oprør, fortrydelse og udsving som sin tematiske kerne spændt op på en musikalsk rygsøjle af benhård tråd, så er Crossfade udstyret med en mere voksen skepsis og afmålthed, understøttet af en langt mere poppet lyd. »I’d rather be alone on Saturdays« synger de sigende tørt på åbningsnummeret, “Better Now”, som med sit tilbagelænede beat og en melankolsk klimprende guitar har en fandenivoldsk sørgmodighed over sig, der blandt andet vækker mindelser om et navn som The Cardigans. Det er en klar poprocket intro, der minder lytteren om, at meget vand er flydt under (Bar)broen siden sidst. For siden 2023 har de ikke mindst lagt kræfter i et vellykket projekt med makkeren Mija Milovic – for det meste under navnet Big Fan – der blandt andet kunne totalopleves fra flere vinkler på sidste års Roskilde Festival. Hvis jeg ikke tager fejl, gæster Milovic da også den nye plade ved minimum én lejlighed med korsang på det æteriske nummer med den fængslende titel “What Men Do”.
Tilbage på Crossfade ætses tidens tegn måske mere ud end på Barbros hidtidige portefølje, for lyden er overordnet set mindre imposant end før. Fuck the world-attituden er udskiftet med en mere afsøgende, spørgende tilstedeværelse, som musikalsk nok vil have en bredere appel. Produktionen er klar og mere poleret, men også mere beskeden, og numre som “Can’t Connect” og “See You in My Dreams” fremstår fængslende i deres enkle opbygning og mere implicitte nik til de rocklegender, deres lyd stadig bygger på. For helt slipper de ikke den post-rockklingende guitarlyd. Ingen andre end Metallicas chefingeniør, lydteknikeren Flemming Rasmussen, har da også haft en finger med i produktionsspillet. Og et nummer som “Change Your Mind” giver genklang af den seksstrengedes dybe rumlighed, der er shoegazen værdig. Med Barbros let vibrerende vokal og den måde, det bedende spørgsmål i omkvædet brækkes op i flere stavelser (»is there anything that can make you change your mi-i-i-i-ind«), er vi med helt nede på den melankolske toneføring, som også hører med til genren. Crossfade indfinder sig dog også godt på hylden med noget af tidens øvrige, stærke danske pop, som for eksempel med “The Best”, der umiskendeligt klinger af et Brimheim-agtigt beat, bare uden det elektroniske element.
Crossfade har ikke et lige så katarsisk potentiale som forgængeren og dens konstante, oprivende op- og nedture, men den består i sin egen stille ret som et monument for et liv, der ofte byder på flere spørgsmål, end der gives svar. Og det er velsagtens sådan en tilværelse, de fleste af os har.
