Man må virkelig have musikalsk overskud, når man ikke bare udsender to plader samtidigt, men også to rigtig gode plader. Conor Oberst begiver sig ud i mørk popmusik med en overflod af keyboards, guitar og flerrytmiske trommer. Og resultatet? Fremragende!
19 kunstnere giver sig i kast med fortolkninger af Wires 25-årige gamle sang, der næsten sørgede for, at britterne kom med i Top of the Pops. Generelt er det kuriøst, flere steder er det godt, men over den brede linje er der for lidt vovemod.
Conor Oberst er tilbage med endnu en samling Bright Eyes-sange som næste skridt efter hans flirt med den hårdt rockende og anti-konsumeristiske gruppe Desaparecidos. På ny er Oberst klar til at dykke ned i folkmusikken, hvor følelserne bæres uden på tøjet.
En særegen blanding af sløv, dansabel og underspillet excentrisk artpop. Kan du lide at danse til tonerne af noget, der også fordrer et højtryk i tankevirksomheden? I så fald skal du tage med op på hustagene og mærke vindens sus.
Det er disse små, nær-kvadratiske plastikhylstre, der skal holde vores musik i sikker behold, når vi ikke lytter til den. Men cd-coveret er et frygteligt produkt. Klik dig ind, og læs de mange ulyksageligheder, som du med stort sikkerhed selv har døjet med. Der er flere, end man umiddelbart skulle tro. (16.12.04) Vi elsker musik. Men for at nå ind til musikken, må vi først kæmpe med den beskyttende emballage, der holder materialet indpakket – i visse kredse kaldt cd-covers. Der er mange grunde til at se sig gal i skralden på disse tingester. Måske er nedenstående brokkeriudfald det endelige udslag, der får mig til at skifte over til vinyl. Alle I vinylentusiaster kan i hvert fald glæde jer over alt det besvær, som I slipper for. Lad os springe ud i det… En knækket cirkel af pindeDenne hændelse skal nævnes først, eftersom det er den mest irriterende, og det til trods for at det blot drejer sig om så bittesmå ting. Jeg refererer til den lille cirkel af pinde i coveret, der holder cd’en på plads. Det er dybt frustrerende at åbne en splinterny cd, hvorefter 10 afrevne stumper lander i din håndflade. Hvorfor sker dette hele tiden? Det værste ved denne defekt er, at den forhindrer coveret i at passe førsteprioriteten i sit arbejde, nemlig at holde plastikskiven på plads, så den ikke konstant falder ud. Gad vide hvor vanskeligt det egentlig er at designe en lille, solid plastikforhøjning der stemmer overens i mål med cd’ens midterhul? Når cirklen af pinde ikke vil give slipDu står med din nyindkøbte cd og er klar til at lytte til den. Men du må ikke… den lille cirkel af stumper nægter nemlig hårdhændet at slippe cd’en. Du aser og maser og bemærker samtidig, hvorledes cd’en bliver stadigt skarpere bueformet. Du ved, du er nødt til at give slip for at forhindre lyden af knækket plastik. Gad vide hvor mange der i deres stædighed er blevet inde i kampen for kun i sidste ende at stå med to halve stykker? De små coverarmePå indersiden af det forreste stykke transparente plastik er placeret fire arme, der skal holde det til cd’en trykte cover på plads. Mangen en gang finder jeg mig selv i en kamp på liv og død med et mangesidet cover, der er så tykt, at det flænses i kanten på sin vej tilbage i cd-coveret. Og af og til sværger jeg på, at de fire arme har deres eget liv. De synes i hvert fald ofte at bladre sig ind mellem coverets sider, så det bliver krøllet og forrevet i ryggen, og det kræver dernæst et små-kirurgisk indgreb for at få det ud igen. Samme sted i cd-coveret har man placeret to “bomme”, som ligeledes skal holde det trykte cover på plads. Trods deres højde på blot en enkelt millimeter volder de store problemer, når coveret skal ud. Et lyskryds med kronisk rødt for alle retninger giver næppe mening. Klistermærker og deres efterladenskaberHvis du hører til typen, der fra tid til anden køber cd’er, der indeholder et hit eller to, så ved du, at pladeselskabet i de fleste tilfælde finder på at pryde dit cd-cover med et reklamerende klistermærke. Og du ved sikkert også, at de er kropumulige at pille af igen, uden at de efterlader sig et stykke lim, der for øvrigt stadig er velfungerende. Så det er kun et spørgsmål om tid, før dit cd-cover bliver prydet med hår og nullermænd. TyverialarmerFor den magnetiske tyverialarm gælder samme effekt som ved klistermærket. Skulle det lykkes dig at fjerne den, kan du i det mindste trøste dig ved tanken om, at den i det mindste sad omme i samme rum som bagcoveret. Eller vent… for overhovedet at kunne komme af med tingesten, må du flå coveret fra hinanden som en modvillig østers – en disciplin som jeg personligt er blevet ret skrap til med tiden. Når et cover har dobbelt ansvarCd-formatet har været på markedet siden 1982, og det er stadig ikke lykkedes nogen at blive enige om et fælles system til cd-covers med plads til to skiver. I de fleste covers er hver cd placeres på hver side sin af den dobbelte holder, som har en slags flip-og-åbn-mekanisme. Men fra hvilken side skal man skal åbne? Fra højre mod venstre som når man bladrer en side i en bog – eller omvendt? Uanset hvad, vid dig sikker på, at får du hevet for hårdt i den forkerte side, kan du godt vinke farvel til det cd-cover. Ukurante coverstørrelserDe fleste musikelskere har deres helt eget reol- eller hyldesystem til musikken. Og som det så ofte er med sådanne systemer, er det tætpakkede entiteter, der kræver en større omrokade for hver ny tilføjelse i samlingen. Det er derfor ikke at gøre det nemmere for os, når f.eks. Barra Heads Songs and Departures og Pearl Jams Vitalogy er pakket i “ukurante” coverstørrelser, der rager over de øvrige cd’er i højden. Hvor i alverden skal de stå, hvis der ikke er plads sammen med det andre? Argh, panik!
News flash: Pixies er populære igen! I år har vi fået en koncert, en dvd og endnu en best of-opsamling. Og mens vi venter på en ny plade, får vi denne dobbeltudgivelse med Black Francis’ gamle demoer samt vovede og sære fortolkninger af Pixies' hits.
Akustisk vellyd og en døsig ro sænker sig. Dette er musik, der kan pleje dit stressede jeg i denne verden og hive dig med til en skov, som udgør pladens harmoniske omgivelser, men fra tid til anden træder et sært og foranderligt mørke ind. Et interessant udspil.
I front for The Unintended står Rick White (ex-Eric’s Trip), som leverer en række folksange med et ordentligt skud syre. The Unintended er det lovlige, hallucinerende stof, du skal fodre dine sanser med før en tur op i et luftrum, hvor ilten er knap, og klarsynet er skarpt. God tur.
Her er en række sælsomme historier. De er taget ud af deres trykte bogform og tilsat oplæsningens kunst: en række postkort med forstyrrende, komiske og mest af alt skæve fortællinger, og Jesper Tullin har tilsat stemningsfyldt instrumentalmusik.
Det er altid spændende, hvordan fede frontfigurer fra forgangne bands klarer sig på egen hånd. Travis Morrison var tidligere energibombe i D.C.-artrockerne Dismemberment Plan, men han skyder med underligt harmløse spredhagl på debutudspillet i eget navn.
Et år efter at Elliott Smith blev fundet død, bliver pladen, som han over en længere periode havde arbejdet på, udsendt. From a Basement on the Hill står som det sidste kapitel i en alt for kort historie om en dygtig sangskriver. Men heldigvis er kapitlet godt.
Det New York-baserede label Team Love har udgivet deres første plade, Tilly and the Walls Wild Like Children. Ud over at folk kan købe en trykt version, er hele pladen stillet til rådighed på selskabets hjemmeside i mp3-format – og det er helt og aldeles gratis. (24.10.04)Det New York-baserede label Team Love har udgivet deres første plade, Tilly and the Walls Wild Like Children. Ud over at folk kan købe en trykt version, er hele pladen stillet til rådighed på selskabets hjemmeside i mp3-format – og det er helt og aldeles gratis. I slutningen af 2003 mødtes Bright Eyes’ hovedfigur Conor Oberst og Nate Krenkel i forbindelse med fejringen af 100.000 solgte eksemplarer af Bright Eyes’ Lifted-plade. Conor Obersts kunstneriske succes er gennem årene for alvor blevet fastslået, og det førte de to til snakken om at starte noget nyt. Et nyt label. Det skulle være kunstner-venligt med nye tilgange og politikker. Gratis musik som promotion Ganske kort tid efter gik Krenkel og Oberst direkte til Tilly and the Wall, som var det band, de ville bruge som pilotprojekt. Bandet fik at vide, at kontrakten ville være kortfattet, at den kun ville dække én plade, og at bandet ville få masser af frihed til optagelserne. Et endeligt punkt lød, at når Team Love-plader kom på markedet, ville samtlige sange også stå til gratis rådighed på selskabets hjemmeside. Og det er en slagkraftig filosofi, der vil noget, mest af alt modsætte sig det argument som den generelle pladebranche har fremsat: At download af musik sænker salgstallene og forhindrer succes. Krenkel fortæller, at downloading sagtens kan benyttes som et promotion-værktøj. Eksponeringen er nærmest fuldbyrdig, hvilket passer Tilly and the Wall stortartet: “Jo mere musik der downloades, jo mere sælger den. Det er en måde at tage del i, hvordan det foregår i dag og ikke forsøge at kontrollere det,” har bandet udtalt. Musikindustrien må gå planken udMens pladeindustrien over en længere årrække er i stadig krig mod musikpirater og internettets potentialer – med argumenter om at dets muligheder ødelægger deres forretning – går en håndfuld kunstnere i modsat retning. Team Love, Tilly and the Wall (og mange andre verden rundt) har taget teknologien til sig og bruger den på fornyende og indbydende måder. Og dette kan, i væsentlig højere grad end musikpirater, lade musikindustrien gå planken ud. Dette er primært fordi, internettet frigør musikere for behovet for major labels, og internettet gør det muligt for musikere at markedsføre sig selv ved at forære musik væk og lade word-of-mouth-metoden træde i kraft. Med Tilly and the Walls debutudgivelse til gratis rådighed på internettet, synes alt at pege mod denne trussel mod den etablerede pladeindustri. Band og selskab forventer at gå i nul ved 10.000 solgte eksemplarer – hvilket dog er et temmelig højt nummer for en debutplade på et uafhængigt selskab. Men som det ser ud nu, har fritstillingen af musikken fungeret fremragende for Tilly and the Wall: Pladen har i løbet af sine to første måneders levetid rundet over 3.000 solgte eksemplarer, og bandets koncerter over det amerikanske kontinent tiltrækker stadigt flere entusiastiske fans – hvilket må siges at være en lynhurtig begyndelse for et splinternyt band. Og man må endelig ikke afskrive Team Love som et helhjertet, men naivt forsøg. Med sine 24 år har Conor Oberst spillet og udgivet musik i 11 år, et forløb der specielt tog fart, da Bright Eyes begyndte at røre på sig i undergrunden. Sammen med sin bror har han været med til at opstarte det efterhånden velkendte Saddle Creek-selskab. Nate Krenkel har erfaring fra tidligere arbejde hos EMI og Sony. Og med den samlede viden og erfaring i bagagen lader Team Love internettet gøre, hvad det nu gør bedst: at skabe opmærksomhed i grædrodshøjde og derved skabe fællesskaber mellem alle interesserede. Og mens Team Love bevæger sig fremad, lærer de konstant af erfaringerne, de gør sig. Og et sted i baggrunden står hele industrien og kigger med… Læs mere om Team Love på selskabets hjemmeside Læs også Undertoners anmeldelse af Tilly and the Wall: Wild Like Children
Tredje plade. Tredje forsanger. Further Seems Forever fortsætter ufortrødent, men træder yderligere et trin nedad i formkurven. Energisk drift er her forvandlet til kedelig pænhed.
Med sit nye sideprojekt langer Conor Oberst ud efter alskens aspekter af kapitalismen, men i jagten på en aggressiv lyd ender Desaparecidos lidt for ofte i en forudsigelig emo-grøft.
Det er stadig mathrockens udfordrende taktarter, der er omdrejningspunktet for danske Barra Head. Her er en plade, der udstråler lyst, vilje og, mest af alt, mod. Med sikre drejninger får bandet det svære til at lyde legende let – og godt! Et stærkt bud på årets danske plade.
Bare en tur op til toppen af bakken. Så tilsyneladende uskyldigt begynder Tom Waits’ nye album Real Gone. Men før du ved af det, er du hevet med ind i en sælsomme verden, som ud over at være dybt fascinerende er helt og aldeles tidløs. Det er skramlet, det er forvrænget, og det er fremragende.
Den måske mest ventede plade i år. Interpol kaster sig ud i den svære toer, der skal følge op på den fremragende debut, Turn on the Bright Lights. De når ikke debutens niveau, men har alligevel støbt en værdig efterfølger.
Tre sange og 16 minutter. Mere skal der ikke til for at overbevise om, at Interpol fra metropolen i New York har fat i den lange ende med deres mørke og atmosfæriske rock.
Det skorter ikke på høje bølgegange med twang og rumklang i El Rays stilistiske surffremvisning. Energi og melodi blandes med en cool attitude. Men der er til gengæld ikke det mindste spor af fornyelse til genren.
Amerikanske bands, der spiller stærkt britisk-lydende musik, har det med at falde i en andenrangssortering med melodier, arrangementer og det generelle udtryk, der bare ikke er lige så stærkt. Autumdivers er ingen undtagelse.
