Skribent - Anders Hjortkær Christensen

David Debiak fra Sleep Station er vild med film, men besidder ikke kapitalen til selv at stable sådanne projekter på benene. Til gengæld skriver han partiturer og soundtracks til egne ikke-eksisterende film. Undertoner har betragtet de usynlige billeder og talt med Debiak. 22.07.04 Hvis du er på jagt efter manden bag Sleep Station, Dave Debiak, kan jeg næsten godt afsløre, hvor du skal lede. Han befinder sig højst sandsynligt i sit vaskerum med en guitar, tæt omgivet af paptallerkener med diverse sangtekster skriblet på hver eneste. Hvis ikke dér, så er han i studiet eller på turné. Ét er i hvert fald sikkert: Han er god for en historie eller to. Og han tilsætter gerne en bittersød melodi. Debiak er manden, der leverer materiale til to fuldlængder, når selskabet bare skal bruge en enkelt. Og som tendensen næsten altid ser ud, ligger han inde med materiale til at indspille en håndfuld mere. Musik i filmisk forstandMange musikere har sære rutiner i forbindelse med deres sangskrivningsprocesser, men hvad der især er specielt ved Dave Debiaks tilgang er, at han skriver musik til ikke-eksisterende film – film og handlingsforløb han danner i eget hoved. “œDen første konceptplade, jeg lavede, kom som en senere indskydelse. Jeg ville faktisk gerne lave en film, men havde ingen penge til at producere den. Så jeg syntes, at jeg i det mindste kunne skrive musik til filmen. Siden da har jeg tænkt musik i en mere filmisk forstand.“ Dave Debiak skaber fiktive scenarier og graver dybt ned i sine figurers følelsescentre – til tider bliver han nærmest ét med dem. Han udtaler selv, at idéerne kommer til ham i drømme. De maler stærkt levende billeder, som han ikke kan slippe, når han først sætter sig i vaskerummet med sin guitar. Dette forklarer også valget af koncepter og temaer frem for løsrevne sange.“œDet er nemmere for mig med koncepter, for når en idé først sætter sig fast i hovedet på mig, bliver jeg fuldstændigt optaget af den. Når det sker, begynder jeg bare at skrive sange. Personlige sange, der ikke følger et bestemt tema, kommer til mig hist og her. De er meget forskellige fra hinanden, så hvis jeg putter dem på en plade sammen, ville det lyde som et blandet bånd – ikke særligt sammenhængende.“ Krig som bagtæppeAfter the War er Debiaks femte konceptplade. En plade der udfolder sig med en tilsyneladende endeløs parade af figurer, der toner ind og ud af sangene. Det er fortællinger om håb og længsel blandt mange af de menneskelige følelser, der er på spil i løbet af Anden Verdenskrig, som er Debiaks bagtæppe for historierne. “œSom pladen er sammensat, har man tråden med en enkelt soldats historie som et centralt fokus, men i løbet af pladen er der afbrydende sange, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med den specifikke figur. Historierne fungerer mere som en montage, en bred vifte af synspunkter og følelser i løbet af krigen. Der er så mange historier at fortælle, at jeg kunne have fortsat for evigt.“ Som inspiration til historierne talte Debiak med en række krigsveteraner og opsøgte en masse materiale fra krigen. Han tog sågar på loppemarkeder og opkøbte folks fotoalbummer fra den periode.“Det var mærkeligt at støve en fotosamling op og købe den fra folk. Der var en masse ubehagelige billeder, som folk havde taget fra krigen, mens de var der. Og de forærede dem bare væk!“Mange af billederne kan ses i coveret til After the War. Debiak gjorde en dyd ud af, at alt skulle dufte af 1940’erne. Selv under optagelserne brugte bandet en masse optageudstyr fra 1940’erne, noget Debiak hårdnakket påstår lyder bedre end meget af det udstyr, der findes i dag. Fremtidige koncepterHvad kan vi så forvente fra Debiaks hånd næste gang? Han holder kortene tæt til kroppen og er ikke meget for at oplyse for meget. Måske har det noget at gøre med, at han har gang i flere projekter. Debiak har tidligere udtalt, at han har skrevet materiale omkring drømme og materiale, der har at gøre med cirkus. Det lyder alt sammen spændende, men man kan ikke vide sig sikker, for som Debiak selv siger:“Indtil jeg er helt færdig med projekterne, holder jeg dem helst for mig. Jeg er lidt overtroisk, hvad det angår.“   En kort gennemgang af Sleep Stations konceptudgivelser: Anhedonia – ‘Anhedoni’ defineres som den manglende følelse af tilfredsstillelse ved ellers tilfredsstillende (seksuelle) oplevelser. Anhedonia beskriver en voldtægtsforbryder/morders fødsel, liv, død og den efterfølgende tur til Helvede. Hans liv vises fra forskellige perspektiver, fra førsteperson til offer. Sleep Station lægger hårdt ud fra plade ét. Runaway Elba-1 – Vi følger en underbetalt og dybt ensom kybernetic-ingeniør, som over flere år stjæler materiale fra sit laboratorium for at bygge en kvindelig robot, Elba-1. Da hun er færdigbygget, forelsker de to sig vildt i hinanden. Ingeniøren flygter med sin opfindelse – med hele laboratoriet i hælene. En fjollet, men kærlig historie. Hang in There Charlie – Historien fortælles om de to astronauter, der i 70’erne blev sendt ud i rummet for at hjælpe med reparationen af en rumstation. De opdager hurtigt et videnskabeligt sjuskeri derude, og efter en masse protester bliver de efterladt i rummet til en sikker død. En rørende fortælling pakket ind i bittersød popmusik. Von Cosel EP – I 1934 arbejdede Dr. Carl von Cosel med at behandle den daværende dødelige tuberkulosis-sygdom. Han forelskede sig i den 22-årige Elena Hoyos, som dog snarligt døde. Von Cosel tog liget med hjem, pyntede det voks og glas og levede med det i sand harmoni. En frygtelig historie forvandlet til en kærlighedshistorie. After the War – Anden Verdenskrig er den blinkende og bombende baggrund for en række følelsesladede fortællinger fra vidt forskellige figurer under krigens rasen. Der skabes et rum, hvori strømme af følelser lader sig tone ind, f.eks. håb, kærlighed, savn, længsel, frygt, troskab osv. – for at mindes de små historier i den store. Læs også Undertoners anmeldelser af:Sleep Station: Von Cosel EPSleep Station: After the War

Ben Kweller har været i fuldt musikalsk sving siden 15-års-alderen. Der synes langt fra bandet Radish til antifolk-scenen i New York, men Ben Kweller har været begge steder. Og han er stadig på vej… 26.06.04 Hans unge alder har været en billig journalistisk vinkel i flere spæde år af Ben Kwellers musikalske karriere, men siden begyndelsen af solokarrieren er det fokus heldigvis blevet lagt på hylden. Texaneren og den tidligere Radish-frontmand var fremme i musikskoene med en verdensomspændende udgivelse, vel før han måtte drikke eller køre bil (og det er trods alt i USA). Men Ben Kweller, der i dag er 23 år, er langt mere interesseret i at snakke om sin musik samt i at modnes yderligere som musiker. Kweller er klar over sit eget potentiale, og han arbejder hårdt på at bygge videre på det. Han har udgivet to plader i eget navn, Sha Sha (2002) og On My Way (2004), som består af en samling følelsesladede, til tider fjollede, stærkt fængende folkpop-sange. Kvikt undfanget og behændigt skåret, ungdommeligt, men med en solid og seriøs tone. Idéerne bliver uforfængeligt skudt af sted som snerrende rockere, æggende ballader og akustiske vuggeviser med smittende, simple melodier indeholdende traditionelle, velvirkende elementer. Kweller søger ikke at ramme en særlig genre (eller aldersgruppe), men vil ind og berøre de musikalske følelser hos sin lytter. Han vil helst bare ses som en sangskriver – og man må give ham, at han har fat i den lange ende. Fra Radish til New YorkDe spæde skridt i musikverdenen skete med grungebandet Radish, hvor en helt ung Ben Kweller havde lyttet til Nirvana hjemme på værelset, noget som bestemt smittede af på hans pubertære og naive sangskrivning. Men vigtigst af alt fik han erfaring. “Da jeg først blev kastet ud i det, var jeg slet ikke voksen. Jeg var 15 år gammel, da jeg underskrev min første pladekontrakt, hvilket er ret skørt i sig selv. Alting kørte perfekt; jeg fik lov at indspille i rigtige studier og turnerede rundt omkring i hele verden.“ Men Kweller bevægede sig i musikindustriens superliga, og det gik hurtigt op for ham, at han ikke rigtig fik lov at bestemme noget som helst. Han skulle bare spille sin musik, og så tog ‘fagmændene’ sig af resten. Men med årene fik han opbygget en selvtillid, specielt da han som 19-årig flyttede til New York – uden en pladekontrakt. Kweller stod på egne fødder med en akustisk guitar, og herfra mødte han en masse folk fra den New York’ske anti-folk-scene. “De spillede alle akustisk musik, men med en slags punkrocket attitude, og den scene hægtede jeg mig på, fordi jeg så nemt kunne relatere til den. The Violent Femmes er faktisk blandt mine yndlingsbands, fordi de spiller akustisk punk”¦“ Kweller indspillede pladen Freak Out, It’s Ben Kweller på sin computer og solgte den efterfølgende til sine koncerter. Der skulle ikke gå lang tid, før han modtog et opkald fra ingen ringere end Evan Dando, som havde anskaffet sig et eksemplar af pladen. “Det var klart én af hjørnestenene, der har ført mig til, hvor jeg er nu – da Evan ringede mig op. For det beviste, at jeg bare skulle gå min egen vej og gøre, hvad jeg havde lyst til. Det handler om ‘learning by doing’, forsøge sig og fejle og så videre igen. Jeg har bare været heldig at få lov til at forsøge mig og fejle så mange gange, uden folk rigtig har lagt mærke til det.“ Ben Kweller har altid nydt at sammensætte strittende sangskabeloner til et hele, der er albummet. Hans repertoire kan groft opdelt karakteriseres som en trojka bestående af rocksange, pianoballader, og hvad han selv kalder ‘de kapriciøse Sha Sha-agtige sange.’ Men det er ikke altid, at anmeldere ser det fulde spektrum. “Da jeg havde udgivet Sha Sha, som indeholder tre piano-baserede sange ud af de 11 på pladen, mødte jeg kommentarer som: “Nå, han må være den nye Ben Folds!” Og jeg tænkte: “Ja, du har ret; jeg er en mand, og jeg synger, og jeg spiller også piano!” Sha Sha blev åbnet med en piano-drevet sang, så måske nåede de ikke længere og tænkte: “Nåja, Ben Folds var den seneste mandlige sangskriver som spillede piano, så lad os sammenligne de to,” i stedet for at dykke lidt dybere ned i musikhistorien.“ En svingende optimismeBen Kweller har tidligere i år udgivet sin anden fuldlængde, On My Way, under eget navn. Det er en plade, der peger i retning af de vægtige begivenheder, som har fundet sted i Kwellers liv. “Jeg giftede mig i år med min kæreste Lizzy, og så døde min bedstefar – han var den første nære person i mit liv, som er afgået med døden. En masse større ændringer er sket i mit liv, så måske er det sluppet ind i musikken og stemningen på pladen, fordi mine plader sædvanligvis er en slags sidste års dagbog. Når man bliver gift, eller nogen dør – det er nogle betydningsfulde, skøre ting, du ved.“ Dødsfald er stærke sager, og det er også noget, der lader sig afsmitte i sangenes karakter. Alligevel er det ikke svært at spotte en svingende optimisme i Kwellers sange. “Jeg er en optimistisk person. Det er typisk bare mig, der overbeviser mig selv selv om, at der er lys for enden af tunnelen, når jeg har en skidt dag. Så det er derfor, mine sange også har lys for enden af tunnelen. Det er i hvert fald et karaktertræk, der trænger gennem min musik.“ Afklædt rock-æstetik Hvor Kweller muligvis kan have fat i den lange ende, har On My Way i hvert fald en anderledes lyd end forgængeren Sha Sha. Dette har meget at gøre med Ethan Johns, som Kweller fik til at producere pladen. Johns styrede Kweller og hans band uden om en pæn og overlæsset studielyd mod en mere afklædt rock-æstetik. Han smed bandet samlet ind i et rum uden vægge mellem instrumenterne, og derved blev pladen indspillet på rigtig 60’er-manér. Og netop 60’erne er en periode, der har tiltalt Ben Kweller, sangskrivningsmæssigt i hvert fald. Der skæres ind til benet, når sangene skrives. “Jeg har ikke behov for at bruge Pro Tools eller nogle skøre loops og effekter, som så mange andre kunstnere gør for at opnå alsidighed i musikken. Jeg skriver bare forskellige slags sange. Derfor kan man sagtens bruge de samme instrumenter. Hvis man f.eks. går tilbage til en Beatles-plade”¦ Beatles var jo helt og aldeles et popband. De var som nutidens boybands, men forskellen er, at de ikke blev skabt på et samlebånd. Selv om sangene blev skrevet med det perfekte omkvæd, den perfekte opbygning, vers og alt det dér, indeholdt de så meget følelse, fordi skæve toner ikke blev rettet op digitalt, og guitarerne var lettere skævt stemt, fordi de ikke havde elektroniske tunere. Det var perfekt. Men sangene lå der, og det er dét, det handler om.“ Læs også Undertoners anmeldelse af Ben Kweller: On My Way