En semi-emotionel samling energiske punk-popsange, der forsøger at være personlige, men ender med at være ensformige og lidt for intetsigende. Energien og intentionerne fejler ikke noget, men de er ikke særlig langtidsholdbare.
Skribent - Jeppe Fly-Kristensen
The Rainfall Years: Ramifications
Det sjette album fra den danske gruppe fænger i visse øjeblikke, men begrænser også sig selv i form af alt for få højdepunkter. Dertil er kvaliteten af sangene alt for svingende, og det vokale arbejde alt for poleret og intetsigende.
Bright Eyes: Motion Sickness
Selv om man må kigge langt efter sange fra dette års roste Digital Ash in a Digital Urn, tilfører Conor Oberst så meget intensitet og skævhed til resten af sit bagkatalog, at man lige akkurat kan bære savnet.
Clap Your Hands Say Yeah: s.t.
Vokalen vil muligvis få flere til at stige af, men der er rigtig gode melodier, et godt tempo og små finesser i Clap Your Hands Say Yeahs univers. Går man årets alternative rockudgivelser igennem, er dette uden tvivl en af de mest interessante debutplader i 2005.
Thomas Denver Jonsson: Barely Touching It
Man bliver bestemt ikke skuffet over opfølgeren til Hope to Her. Thomas Denver Jonssons 13 nye personlige sange er overbevisende, hvilket ikke mindst skyldes The September Sunrise, der spiller, så man glemmer kulden, der ligger på lur udenfor.
Bugpowder: Autoabsence
Bugpowders lydunivers er sært og tidskrævende, men der er så meget intensitet og energi i kompositionerne, at man ikke kan undgå at blive revet lidt med. Til gengæld er der for meget jam-session over konceptet, og det ender med lidt mere undren end overgivelse.
Gogol Bordello: Gypsy Punks
Gogol Bordello bombarderer én med østeuropæisk instrumentering og gal sigøjnerpunk. En god portion humor og slavisk inspiration præger lydbilledet, og der er stor idérigdom. Men den kulturelle revolution får aldrig luft under vingerne, og holdbarheden er begrænset.
David Neuer: Maple Tree
Undren, forbløffelse, nysgerrighed og en underkæbe, der kan samles op fra gulvet, der følger med, når man lytter til Maple Tree. David Neuer serverer en bizar lofi-oplevelse, som selv efter adskillige gennemlytninger kan få én til at fundere over, hvad der egentlig foregår.
Jeff Klein: The Hustler
Atmosfæriske guitarlinier står i kø på en tilrøget, halvskummel americanaplade, der med hjælp fra Greg Dulli kommer ganske tæt på en overbevisende kombination mellem det storladne og det nære. Men legen tager overhånd.
Caitlin Cary & Thad Cockrell: Begonias
Den helt store pedal-steel står knivskarpt i lydbilledet. Det er country, og duetten Cary/Cockrell har mange fine og varme sange under cowboyhatten, der især skal fremhæves for det glimrende vokalarbejde.
Richard Swift: The Richard Swift Collection vol. 1
Two in one-udgivelser er ofte en kommerciel fidus af den klamme slags, og Richard Swifts sampak lider da også lidt af samme sygdom. Men selve indholdet fortjener bedre omtale, for der er mange gode øjeblikke blandt de 17 numre, der svæver et sted mellem folk og cabaretpop.
Spleen United: Godspeed Into the Mainstream
Det er dansk, og det er faktisk dejligt! Århus-gruppen Spleen United har udgivet en slags rejse tilbage til 80'erne. Pladen er en sofistikeret leg med musikken fra neon-årtiet med tilførsel af friske lydflader og velovervejede kompositioner, der får de ni sange til at lyse stærkt på shoegazer/synth-himlen.
Smog: A River Ain’t Too Much to Love
Bill Callahan har lavet en meget harmonisk plade, og selv om man ikke bliver småkåd og lystig af at lytte til den, pibler der alligevel små lyse perler frem fra hans mørke univers, og resultatet rammer næsten Bull's Eye.
13 & God: s.t.
Tysk indietronica møder amerikansk indie-hiphop. En både sær og underfundig kombination, men også en genremæssig hybrid, der fornemt forener nogle i forvejen sammensatte stilarter til en lille perle af kreativitet og programmeringer.
The Elephants: Lazybones EP
De fem sange indeholder både energi og charme nok til at pirre nysgerrigheden. Men sangene mangler stadig tag over hovedet, så der kan blive et rum, hvor numrene kan udvikle sig og blive langtidsholdbare.
Autistic Daughters: Jealousy and Diamond
Østrig, New Zealand og Italien giver hver deres lille bidrag til dette stille og intime album, der mentalt er krævende, men så absolut givende. Vil varmt kunne anbefales til kolde vinterdag med dæmpet belysning.
The Sadies: Favourite Colours
Der males med gråtoner på Favourite Colours, og måske bør man lade pladen ligge indtil efteråret. The Sadies leverer nemlig melankoli og psykedeliske country/folk-sange, der egner sig bedst til korte dage og kolde nætter.
Sufjan Stevens: Illinois
Sufjan Stevens har lang vej endnu, før han fuldender sit 50 staters pladeprojekt, men nr. to i rækken er ganske enkelt fremragende. De futuristiske folk-kompositioner leger kispus med lytteren og kræver lidt lyttearbejde, men er det hele værd.
Pernice Brothers: Discover a Lovelier You
Der er mange velkomponerede britisk-inspirerede popsange på dette album, der trods et par fejlskud holder et ganske pænt niveau. Der er utallige referencer i musikken, og spørgsmålet er, om Pernice Brothers får kludetæppet til at varme. Svaret må være: delvist.
Paštrámi: På overfladespænding
Keyboardbaseret popmusik, der præsenteres som et koncept, hvor kvartetten er lønslaver hos den tjekkiske kemikoncert PaÅ¡trámi. De fire danske "assistenter" spiller naive og skæve sange, der trods de gode intentioner blander syre og base lidt for meget.