Den gode melodi er i højsædet på den danske trios andet udspil, der komplekst blander groove, roadmusic, pop og Morricone. Trods manglen på støvede landeveje og truckermentalitet leverer Funky Nashville nogle hæderlige sange, der charmerende forener en masse genrer.
Trods Final Fantasys særegne blanding af kammermusik og strygerensemble med pop og folkgenren kræver Owen Pallets musik ikke megen tilvænning, og man lader sig rive med i det eventyragtige univers, der elegant udfolder sine svajende kompositioner.
Asthmatic Kitty har mange spændende kunstnere i deres fold, og denne rundtur i deres katalog er både fyldig og interessant. En tur, der vidner om, at selskabet er mere end blot Sufjan Stevens.
Selv om der er gået 40 år siden deres debut, er det et langtfra udslidt og nedbrudt ensemble, der byder op. Introduction er en interessant udgivelse, men med visse skønhedsfejl – rutinen til trods.
Lydsporet til Allerød-teatret Mungo Parks forestilling om præsident Bushs vilde fortid, W - de unge år, er en overraskende skøn blanding af skandinavisk melankoli og klassisk Nashville-country.
Mellem støv, kaktus og klapperslanger prædiker Howe Gelb sine halvsløve americanasange - men det er gospelkoret Voices of Praise, der løfter sangene mod himlen, og næsten får 'Sno Angel Like You til at minde om et mirakel.
Akustisk guitar og bossanova-rytmer indkapsler efterfølgeren til sidste års fine Nashville. Det har givet Josh Rouses sange et lidt luftigere udtryk, men han holder stadigvæk et imponerende højt niveau.
Man stiller sig selv mange spørgsmål i løbet forbindelse med Tenderones' debutudgivelse. Er den f.eks. et must for éns samling? Her kan kort og klart svares nej. Hele pakken er alt for ordinær og intetsigende.
Gåsehuden kommer væltende i takt med den stemning, duoen Munck//Johnson frembringer, når de med få, men enkle og effektive midler giver deres bud på kærlighedsviser anno 2006.
Taget op af skuffen, måske støvet lidt af – og genudgivet. Det er historien bag den ikke helt dugfriske Tum, der af uransagelige grunde ikke udkom på cd sidste år. Heldigvis har den ikke taget skade af et sabbatår.
You Win byder på halvmørk folkrock, der aldrig for alvor kommer til at gøre en forskel, selv om den gør et hæderligt forsøg på at skildre personlige relationer uden floskler.
Er du helt på det rene med, at musik sagtens kan være effektfuldt, selv om de eneste virkemidler er trommer og guitar, bør du snarest stifte nærmere bekendtskab med Two Gallants. Og det gælder i øvrigt også alle andre!
Til trods for at Let's Take a Ride indeholder få numre, formår den svenske duo alligevel at vise flere facetter af deres kunnen, og selv om det begynder lidt sløjt, henter de lidt i finalen, hvilket gør ep'en til en "både og"-oplevelse.
Det nye danske band Melvin Chong byder på en ep med fem pletfrie og polerede numre i kategorien "iørefaldende radiovenlig rock" med runde kanter og behagelig lyd. Det er gedigent, men også lidt for ufarligt og harmløst.
Pieta Browns nye plade er ikke dårlig. Men hendes roots-sange lyder bare som noget, man har hørt mange gange før, og Pieta Brown overtrumfer desværre ikke originalerne. De små spartanske guitarsange er både melodiske og iørefaldende, men også lidt kedelige i længden.
En forpint forsanger leder lytteren gennem 11 sange, der hver især kæmper om at være pladens bedste, hvilket ender i en fantastisk god lytteoplevelse. Albatross er en hilsen fra 2005, man kan lune sig på, nu da vinteren fortsætter ind i 2006.
Australske Silver Rays frontmand Cam Butler lader postrock-tendenserne ligge og kaster sig i stedet sig over atmosfæriske twang-guitarudladninger. De svulmende og episke numre folder sig pænt ud, men monotonien ligger på lur.
Glæden ved at kunne downloade The Boy Is Deads demo gratis overskygges desværre lidt af indholdet, som godt nok er fyldt med masser af kunstneriske tiltag, men desværre mangler den berømte røde tråd.
Kip Boardmans flotte melodier og poppede vokal væver singer/songwriter-genren sammen med country og pop/rock fra 70'erne. Resultatet er et ganske spændende, men også ustruktureret album, der desværre ikke holder hele vejen hjem.
Skrammel-guitarpoppen lever i bedste velgående på debutpladen fra svenske Nervous Nellie, og bandet tilfører flittigt bestanddele fra mange andre genrer, som gør det svært at fastlægge det præcise indhold af Don't Think Feel. Og dét er egentlig ikke så tosset...
