Hvis man adderer tyske The Notwist og amerikanske Themselves, får man resultatet 13 & God. Et produkt af mødet mellem to bands på turné og en gensidig forståelse for at kombinere musikkens mange genrer. Denne nye kloning giver et godt billede af, hvad der sker, når to forskellige bands smelter sammen til ét.
Generelt set er resultatet en anelse mere The Notwist end Themselves. Elektronikken fylder generelt meget i lydbilledet, og elementerne fra programmeringen er genkendelige fra tidligere The Notwist-udgivelser: små klik, bastante trommelyde og lange insisterende keyboardflader. Men hip-hoppen stikker nu også sin snude frem hist og her.
Det begynder stille og roligt med et mindre intermezzo af en forvrænget stemme, der zigzagger mellem enkle keyboards og sagte trommer som et stille desperat individ, der søger efter et holdepunkt. En smuk og enkel forret, inden det for alvor går løs med det tætteste, man kommer et decideret hit på pladen, nemlig “Men of Station”.
Den melodiøse sang er typisk The Notwist. Sørgmodig vokal fra Marcus Archer binder piano, guitar og programmeringer sammen til et iørefaldende og insisterende eksempel på indietronica med få virkemidler. Tonen er melankolsk og dragende og får langsomt mere styrke, jo længere nummeret kører, men ender ikke i nogen form for finale eller bombastisk statement – hvilket på ingen måde er et savn.
Det intense ved 13 & God ligger i det kontrollerede og velovervejede. Programmeringerne er enkle og velassorterede med både kreativitet og vitalitet, men uden vildskab og skarpe kanter, hvilket står godt til kombinationen af indietronica og hip-hop.
Numrene er for så vidt en mikstur af de to genrer, men efter flere gennemlytninger er det ikke helt umuligt at lytte sig frem til de numre, der er et afkog af Themselves, og dem der efterlader et tysk aftryk.
“Ghostwork” og “Perfect Speed” eksemplificerer denne påstand. Førstnævnte har et meget kantet og lidt råt udtryk i vokalen, hvor rapteknikken spiller ind. Keybordfladerne er enkle, men udtrykker langt mere desperation i sine korte og afstumpede lyde end i “Perfect Speed”, der i langt højere grad bruger lange toner. De fletter sig ind i hinanden og samler sig omkring en trommeprogrammering, der forsøger at fange den gode melodi, hvilket også gør sig gældende på “Afterclap” og “If”.
Det rare ved 13 & God er den måde, deres beats arbejder på. Aldrig forceres det frem eller overproduceres. Luften er kølig, men frisk, og selv om tonen slås an med noget, der kunne minde om tristesse, bevæger de trip-hop-agtige arrangementer sig i et behageligt leje, der ikke lader sig pakke ind i en tung mørk overfrakke, men i stedet lige så stille indhyller lydbilledet i lydflader, der nærmest renser krop og sjæl og får lyset til at dæmpe sig af sig selv.
Kombinationen af de to bands kunne meget vel være endt i det rene ingenting, men sammenkoblingen er lykkedes, og der er kommet en meget behagelig musikalsk kombination ud af det.
Ingen tvivl om, at det er et eksperiment, og det fornemmes da også, for lydbilledet stikker i mange retninger og gør brug af et orgie af virkemidler, der ikke umiddelbart lader sig kombinere. Horn, skrattende og knasende lyde sat sammen med beats og rap er måske ikke ying og yang, men formlen virker, og på en sært logisk måde flyder man med og tager imod.
Lydcollagen “Walk”, der afslutter 13 & God, er lidt i overskud, og nummeret nærmer sig det støjende uden at komme inden for rækkevidde. En alt for monoton og overfladisk silhuet, hvilket ikke er det bedste punktum. Men en lille streg i regningen skal nu ikke ødelægge helhedsindtrykket.
