Backingbandet The Athletes har fået fri, og James Yorkston klarer sig udmærket på egen hånd. Med et mere intimt udtryk end nogensinde holder den skotske trubadur sig til det enkle og spartanske, og det er ikke en helt enkel lytteopgave.
Skribent - Jeppe Fly-Kristensen
Damien Jurado: And Now That I’m in Your Shadow
Damien Jurado har muteret sig og er blevet til hele tre personer, hvilket bestemt ikke gør noget. Det er ikke tre gange så godt som tidligere, men det dystre har fået et løft, og bandet har med succes pakket de forpinte fortællinger nænsomt ind i strygere og enkle programmeringer.
M. Ward: Post-War
M. Ward, der i aften spiller sin første koncert nogen sinde i København, har inviteret gæstemusikere ind for at hjælpe med de syrede guitarflader og forrygende fortællinger. Det stjæler lidt af tidligere pladers enspændercharme og intimitet, men til gengæld beriger det nye set-up sangene med fokus og harmoni.
Lloyd Cole: Anti-Depressant
Et lydbillede af mælk og honning tilsat hverdagshistorier udgør essensen af Lloyd Coles seneste værk, der til fulde lever op til sin titel. Det er en helende og velklingende plade til alle med trang til at bruge en aften i sofaen. Aloe vera på plade.
Nephew: Interkom kom ind
Danmarks vel nok mest succesrige fritidsbeskæftigelse, Nephew, bygger videre på forrige års meget populære recept. Ambitionsniveauet i musikken er hævet, og de Kvammske finurligheder er stadig lige kringlede. Trods en nedtoning af de åbenlyse hitsingler er pladen ganske robust.
Rhonda Harris: Tell the World We Tried
Alt er ved det gamle hos Rhonda Harris. Besætningen skifter konstant, og der kommer alligevel gode produkter ud af anstrengelserne. Afdøde Townes van Zandt fortolkes i 10 nydelige øjebliksbilleder, og selv om Nørlund & co. ikke rammer helt plet, har de fat i noget af det rigtige.
William Elliott Whitmore: Song of the Blackbird
Det er stadig "back to basics" for William Elliott Whitmore – og heldigvis for dét, for han navigerer stilsikkert rundt i country/blues-land. Alt unødvendigt gejl er barberet væk, og Whitmore nøjes med at gøre det, han er god til.
Catfish Haven: Tell Me
Creedence Clearwater Revival møder Nirvana, og de to smelter sammen. Nogenlunde sådan lyder Chicago-trioen Catfish Haven, og man skal faktisk bare lade sig rive med og nyde fusionen, for resultatet er bestemt til mere end én gennemlytning.
Bonnie ‘Prince’ Billy: The Letting Go
Så har man hørt dét med: Den 'royale' sortseer er blevet glad i låget, og han virker endda til at kunne lide det. The Letting Go er Will Oldhams mest optimistiske budskab til dato, og det er på ingen måde et kvalitetsdyk. En dark horse til årets album.
Martin Ibsen: Begynderheld
Hjemmestudieudgivelse uden alt for meget selvhøjtidelighed og en vis portion iderigdom. Martin Ibsen forsøger at undgå Mikael Simpson-prædikatet, men han kan ikke løbe fra, at "jeg arbejder alene om natten"-strategien har inspireret ham – med delt succes.
Cortney Tidwell: Don’t Let Stars Keep Us Tangled Up
Til trods for tilstedeværelsen af Lambchops Kurt Wagner og det faktum, at sangerinden er født og opvokset i Nashville, er det analoge keyboards og melankolske drømmesange, som er humlen i Cortney Tidwells debut, der lyder næsten nordisk i sit blålige og melankolske udtryk.
Denison Witmer: Are You a Dreamer?
Det er lige før, at der går lejrbålsstemning i den på Are You a Dreamer?, men Denison Witmer formår at holde sing-along-kvalmen på afstand med en stærk cocktail af akustisk guitar, banjo og harmonium. Er man til Sufjan Stevens, bør man give Denison Witmer en chance.
Cursive: Happy Hollow
Dynamikken er intakt, men smerten er på retur. Hvis man kan leve med det, er Happy Hollow endnu et rigtig godt Cursive-album, der ligesom The Ugly Organ er lidt tid om at spire. Men lader man det gro, blomstrer det for alvor.
Sufjan Stevens: The Avalanche
Endnu en magnum-udgivelse fra den hyperproduktive Sufjan Stevens, der lige har et par (eller 20) outtakes fra sidste års Illinois, han ikke mener, verden kunne være foruden. Selv om han kun til dels har ret, er det altså imponerende, hvad manden ryster ud af ærmet.
The Year of: Slow Days
En organisk popplade med et elektronisk snit og visse americana-tendenser, der ikke lige lader sig kategorisere. Slow Days er faktisk, måske bortset fra det vokalmæssige, en ganske vellykket plade, der insisterer på, at man sætter sig ned og lytter.
Stuart A. Staples: Leaving Songs
Stemmen fra Nottingham crooner sig gennem 10 strygerbaserede pop/rocknumre, der vil lindre de Tindersticks-tilbedende ører, der lider under savnet af en ny plade fra det nordengelske band. Om det ligefrem er medicin? Tja, man kan vel snarere kalde Leaving Songs for et godt alternativ
Oceano da Cruz: No More Oceanomania/Rocksploitation
Et skævt og skramlet lofi-overflødighedshorn af et dobbeltalbum – garneret med en nærmest nonchalant letsindig produktion. Denne 2-i-1'er indeholder faktisk en del fine indslag, om end 22 numre er lige i overkanten.
The Secret Society: Sad Boys Dance When No One’s Watching
Noget så sjældent som en spansk singer/songwriter med masser af tungsind og smerte gør et overraskende positivt indtryk og holder et ualmindeligt højt bundniveau. En af årets mest interessante debutplader inden for denne genre.
Corb Lund: Hair in My Eyes Like a Highland Steer
Western swing, akustisk blues og country rock er en fin lille trio, der til sammen udgør ingredienserne på Corb Lunds fjerde udspil. En god gang canadisk musikterapi, der hverken giver gåsehud eller mental kvalme. Med andre ord: stabil country.Yeee-ha!
The Black Heart Procession: The Spell
Indierockerne fra San Diego har sagt adjø til de latinske virkemidler fra forrige udspil, men bevaret den sørgmodige tone. The Spell er ikke lydsporet til en dag på stranden. Faktisk får man mest ud af pladen, når solen er gået ned – dér kan man til gengæld også opleve magi.