Jason Molinas seneste projekt tilbyder en 72 minutters liveoptagelse fra Belgien, der minder mere om Neil Young end Songs: Ohia. Sangene om kærlighed, de åben vidder og små byer er rockede og langt tungere end tidligere Molina-udgivelser, men det er stadigvæk den rastløse melankoli, der driver værket.
Owen, alias Mike Kinsella, viser, hvordan iørefaldende og smukke popsange om skrøbelige følelser, ensomhed og kærlighed skal skrives, så melankolien fremstår let og luftig uden at ende i det rene navlepilleri.
Bobby Burg, alias Love of Everything, holder stilen med små, skæve, popagtige numre, der er varme og eksperimenterende, men samtidig også lidt for korte og ustrukturerede til at skabe en helstøbt og mesterlig plade.
Den lettere omtågede og mumlende canadier Hayden Desser skriver smukke sange, der for det meste bruger det akustiske som musisk platform. Der sniger sig en enkelt elektrisk guitar ind hist og pist, men det er de lavmælte og intime sange, der løfter pladen op over middelmådigheden.
Opfølgeren til den fine No Such Place er et dejligt bekendtskab, hvor Jim White blander utallige musikgenrer sammen med sit mystiske og poetiske tekstunivers. Det er svært ikke at lade sig rive med.
De 11 stemningsfyldte og lavmælte sange fra den skotske sanger og hans fremragende band er endnu et godt bevis på, at man sagtens kan lave den svære plade nummer to - og slippe godt fra det.
Det fine pladeselskab Asthmatic Kitty formår endnu engang at udgive en lille perle af et album, der rummer elementer af country, avant-folk og indiepop. En på mange måder sær og mærkværdig cocktail, men den smager fantastisk.
I den allerede overbefolkede dystre rockgenre gør Another Blue Door ikke noget ekstraordinært for at skille sig ud fra mængden. Det er en skam...
Bill Santen byder på otte små personlige countryfolk-historier, der behager for hver gennemlytning.
Vetiver (Andy Cabic, Devendra Banhart m.fl.) har indspillet en meget smuk og afdæmpet folkpop-plade, der langsomt folder sine dragende vinger ud.
The Arcade Fires debut formår på forunderlig vis at sammensætte en lyrisk symbiose af smerte, tab, opvækst og kærlighed, der flettes ind i nogle fyldige musikalske kompositioner, som tilsammen rammer lige i ørnens øje.
En lejlighed i London-kvarteret Stoke danner rammen om et af årets mest overbevisende debutalbummer inden for singer/songwriter-genren. At en brite skulle rende med den titel, er næsten utopi, men det er ikke desto mindre et faktum, som selv den mest fanatiske amerikaner må acceptere.<
Mosset gror ikke fast på den musikalske udvikling hos det amerikanske band. Hvor debutudgivelsen osede af glam, giver The Turn-ons nu et bud på, hvordan den tidlige britpop skal lyde i år 2004, og er man ikke helt kommet sig over 90’er-bølgen, er det en udmærket idé at lytte til East.
Hovedmanden bag The Lyndsay Diaries, Scott Windsor, har følelserne uden på tøjet. Han leverer melankolske, semi-akustiske numre, der i sine forsøg på at virke oprigtige og ærlige svæver et sted mellem det geniale og det banale.På sin vis er det med vemod, man lytter til Midwestern, for efter sigende er dette udspil det sidste, der udgives fra The Lyndsay Diaries.
Light-produkter kan i visse tilfælde være både gavnlige og sunde, men musikalsk set bør man være varsom med disse produkter. De originale og oprindelige udgaver smager for det meste væsentlig bedre, og i tilfældet Frank Smith er Burn This House Down desværre lidt et light-produkt.
Fra tid til anden kan man godt undre sig over, hvad der bliver godkendt til udgivelse rundt om hos pladeselskaberne. Know Nothing Stays the Same-EP’en med amerikanske Copeland falder lige lukt i den kategori. Af uforklarlige grunde har det amerikanske band Copeland formået at overbevise deres pladeselskab, The Militia Group, om, at de skal udgive denne EP bestående af mildest talt tvivlsomme coversange.
Der er dømt dogme for alle pengene på Damien Jurados nye EP. De fem sange er alle optaget på genbrugsbånd og en gammel spolebåndoptager fra 1967. Det kræver lidt tilvænning, men er absolut værd at lytte til.
Endelig, fristes man næsten til at sige. Endelig en dansk udgivelse, der for alvor sætter sig fast på nervebanerne og gør et usletteligt indtryk. Det er ganske enkelt fremragende og en stærk kandidat til årets danske plade.
Simon Gylden udgav tidligere i år den fremragende Go Folk Yourself! Nu serverer den unge københavner et frigjort og eksperimenterende bud på et projektalbum/soundtrack, der er et imponerende kludetæppe af skramlede lydmalerier.Man kan ikke beskylde den unge mand fra det nordvestlige København for at være hverken doven eller ensformig, for det er anden gang i 2004, at Simon Gylden serverer en samling numre, der giver stof til eftertanke.
The Open gør det igen interessant at spejde over den engelske kanal. Det to år gamle band fra Liverpool viser imponerende styrke på deres debut. Næsten for meget, kunne man fristes til at sige. Ungdommens kådhed og energi er både en styrke og en svaghed.
