Sufjan Stevens’ ambitiøse projekt med at ville lave en plade om hver af USA’s 50 stater kan meget vel være et mediestunt, men hvad gør det, når kvaliteten af hans udgivelser er ganske høj.
Sidste års afstikker Seven Swans giver et meget godt indtryk af, at Stevens er en produktiv mand med noget på hjerte. Men pladen havde ikke for alvor et eget ståsted, og den forsvandt i mængden af alternative folkudgivelser det år.
Stevens har nu udvidet sit spektrum, og Illinois er en plade, der både kompositorisk og længdemæssigt fylder mere, men også gør brug af lydflader, der ligger længere væk fra den nu-folk, som de forrige plader bærer præg af.
Stemningen er mere luftig, lys og i hørere grad bombastisk.
Stevens har masser af bolde i luften, og der er gods i arrangementerne, hvor blæserne har fået masser af spilletid på de knap 75 minutter. Især korarrangementerne på numre som “The Predatory Wasp of the Palisades” og “The Tallest Man, the Broadest Shoulders” står skulder om skulder med Stevens og bærer en vigtig del af sangene med engle-agtige og lyse stemmer, der løfter numrene og holder melankolien oven vande.
Sufjan Stevens tager stadig ikke sig selv alt for højtideligt og seriøst. Man skal bare surfe ned over numrene, specielt de 10 små intermezzoer, der ofte bærer præg af en sær og lang titel, på grænsen til det useriøse, men efterlader alligevel en impulsiv og meget brainstormlignende tilgang til sangskrivningen, der bygger bro mellem de seriøse temaer.
Musikken veksler mellem de kendte Sufjan Stevens-kompositioner, hvor minimale banjo og guitarflader ligger bag hans spinkle stemme (som f.eks. i åbningsnummeret “Concerning the UFO Sightings…”) og nogle hidtil uhørt fyldige pop-agtige arrangementer som “Come On! Feel the Illinoise”, hvor blæsere og strygere nærmest oversvømmer numrene. Hertil kommer de godt 20 instrumenter, som Stevens behersker og benytter hen ad vejen.
Der er 12 regulære sange på pladen, og de understøttes af 10 små instrumentale forspils-agtige arrangementer.
Et par af pladens helt store oplevelser, er også vidt forskellige. “Chicago” er den fuldfede overdådige strygermelodi, med masser af trommer, blæsere og guitar, der tones ned i versene, men får fuldt kor og hamrende piano i omkvædet.
“Casimir Pulaski Day” er derimod en stille akustisk og enkel sang, der kun rummer banjo, guitar og sagte blæsere. Men på hver sin måde er de fremragende, både hvad angår melodi og tekst. Som f.eks. i sidstnævnte: »All the glory that the Lord has made / And the complications when I see his face / In the morning in the window / All the glory when he took our place / But he took my shoulders, and he shook my face, and he takes, he takes, he takes.«
Som en præsentation af staten Illinois beskriver lyrikken amerikansk kultur og dagligdag samt universelle hverdagsproblematikker. Sangene drejer bl.a. sig om tro versus død som i førnævnte sang, seriemordere (“John Wayne Gacy, Jr.”), præsidenter, besøg fra rummet, parader mm. Stevens har sans for de små detaljer og formår at beskrive staten Illinois som et lille stykke Amerika.
Illinois er en storladen og kompleks affære, der ikke lige lader sig indfange. Der er ikke et decideret dårligt nummer på pladen, og det er ganske fascinerende, spilletiden taget i betragtning. Det er en imponerende samling af sange, der er komponeret og produceret af manden selv – Sufjan Stevens, den lidt kejtede golden boy med de mange musikalske talenter, der sikkert har travlt med at komme i gang med den næste i rækken af plader.
Jeg vil i stedet læne mig tilbage og nyde denne – nr. to af de i alt 50 plader og så afgjort en af de bedste i 2005.
