Genbrugsstationen kunne man med rette kalde The Great Shakes' tredje EP. Tre af de fem numre er genindspilninger, og selv om de har fået lidt nyt garagekrydderi, smager de stadig lidt lunkent.
Skribent - Jeppe Fly-Kristensen
The First Miles: Aim for the Heart, Go!
Aalborgensiske The First Miles’ debut-fuldlængdealbum tilfører den danske rock et fint stænk amerikansk rock, men desværre har bandet ikke nok benzin i tanken til at stå distancen. Men der er potentiale!
Jess Klein: Strawberry Lover
Strawberry Lover er en jukebox fuld af sange, der emmer af country, reggae og pop/rock. Kærligheden til musikken oser ud af den amerikanske singer/songwriter, der efter fire tidligere forsøg for alvor slår tonen an til noget godt.
Cloroform: Cracked Wide Open
Man fristes til at kalde Cracked Wide Open for det store vanvidsmix. Funk, rock, soul, industrial, og punk er en del af Cloroforms udtryk, der efter en tur i musikblenderen både lyder originalt, kækt og måske endda en anelse mere poppet, end man er vant til fra nordmændenes side.
ISLES: We Have Decided Not to Die
Der er masser af gode intentioner og oprigtig sangskrivning på ISLES' debut. Men bandet taber pusten undervejs, og flere af numrene afleverer ikke det indtryk, ambitionerne afspejler.
Bunky: Born to Be a Motorcycle
En klon af mange forskellige musikalske indfaldsvinkler udgør grundstammen på Bunkys debutplade med elementer fra både punk og twee-pop. Ind imellem er det svært at holde rede på sangene, men det fungerer virkelig godt på en sær, smittende og crazy måde.
moi Caprice: You Can’t Say No Forever
Først og fremmest er det et ganske gedigent popudspil, moi Caprice serverer. Sangene er iørefaldende, og blandingen af det naive, teatralske og melankolske fremføres med sikker hånd. Til gengæld overspiller bandet ambitionerne lidt for meget på flere numre. En præstation pænt over middel.
Magnolia Electric Co.: What Comes After the Blues
Den musikalske afstand mellem Songs: Ohia og Magnolia Electric Co. er ikke længere end afstanden mellem Mark Kozeleks Sun Kil Moon og Red House Painters. Jason Molinas nye klon viderefører ganske glimrende den folk-blues, han begravede med Songs: Ohia – og det er stadig godt!
made of buildings: Looking Like Flames and Falling Like Stars
Den østjyske trio har gode ambitioner i ærmet. Kompositionerne er gode, og der er overskud og kreativitet i programmeringerne. De seks numre er afvekslende og spændende, men de to instrumentale numre er lidt for ordinære.
The Impossible Shapes: Horus
Rockfaklen fra forrige udgivelse er dæmpet en smule, og det eftertænksomme fylder mere i psych-pop-kompositionerne. Der er mange originale indfald, men de fire amerikanere putter lige rigeligt med genrer ned i blenderen, og derfor bliver man ikke for alvor mæt af Horus.
British Sea Power: Open Season
På mange måder en forbløffende god udgivelse. Opfølgeren til deres to år gamle debut er både melodisk og radiovenlig, uden at det bliver kedeligt eller intetsigende. British Sea Power beviser, at man ikke behøver at bo i hverken Manchester eller Bristol for at skrive gode sange.
Dolorean: Violence in the Snowy Fields
Poeten i Dolorean, Alex James, fører sin lyriske pen hen over mørke sletter, død og fortabt kærlighed, godt inspireret af Robert Blys digtsamling af samme navn. De mange stemninger gør sig godt på de velspillede folksange.
Branches: s.t.
Rå i kanten, men blød i midten. Skæv rock med klokkespil og dansevenlige kompositioner. Branches forholder sig aldrig helt til én bestemt genre, hvilket ofte falder mindre heldigt ud, men i dette tilfælde smitter legen, og man føler sig egentlig godt underholdt.
Psapp: Tiger, My Friend
Den charmerende og legesyge debut fra Londonduoen Psapp er en kombination af den gode tekniske producer og en yndefuld sangerinde, der tilsammen beskriver en voksenverden med barnlige musikalske hjælpemidler.
John Wayne Shot Me: The Purple Hearted Youth Club
Dette må være det perfekte bevis på, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Hollandske John Wayne Shot Me gør forsøget, men de formår ikke at skille tingene ad, hvilket efterlader et middelmådigt produkt.
Lisa Cerbone: Ordinary Days
En rigtig god følgesvend til et stille og eftertænksomt øjeblik og en plade, der bør være plads til på hylden med regnvåd søndagsmusik.
The Plastic Constellations: Mazatlan
Ung energisk rock med kant, skingre omkvæd og rigeligt med guitar. Der er masser talent at spore hos kvartetten, der leger lige så meget med musikken, som musikken leger med lytteren.
Antony and the Johnsons: I Am a Bird Now
Hold da op, hvor er det gennemført. Sjældent har man kunnet lægge øre og øjne til en udgivelse, der både er kompleks og underlig, men samtidig også fremragende og storslående. Hopper man på toget, er det en 1. klasses oplevelse!
Hood: Outside Closer
Outside Closer er en stærk opfølger til den knap fire år gamle Cold House. De sarte semi-elektroniske melodier smyger sig under huden på lytteren, og der er ingen dato for holdbarheden.
Patrick Wolf: Wind in the Wires
Ulven kommer, men der er ingen grund til at løbe væk. Ungersvenden bag Wind in the Wires er sprængfyldt med talent, hvilket i dette tilfælde overskygger det faktum, at det kan være svært at lave plade nummer to.Ind imellem må man takke skaberen for, at ikke alle unge mænd går til fodbold, sidder foran deres Playstations eller bruger et år i militæret på at grave huller og skyde med løst krudt.