De dage, hvor man har behov for at få ørerne blæst igennem og sætte trommehinden på prøve, skal man nok vælge en anden plade end denne nye udgivelse fra James Yorkston, der oser af intimitet, der blidt smyger sig om tænketanken og får resten af kroppen til at stoppe op, slappe af og køre i pit.
Opfølgeren til den fremragende Moving Up Country er mindst lige så god en oplevelse at sætte i afspilleren som den forrige. Skotten Yorkston og hans fremragende band The Athletes har sammen med producer Kieran Hebden, som normalt optræder sammen med Four Tet, skabt et musisk univers, der fremstår som en rigtig god bog, hvor hver sang er et kapitel, der til sammen skaber en god historie. Historien på Just Beyond the River handler om kærlighed.
Produktionen er et kapitel for sig, og det er lykkedes at skabe en rå folklyd, der lyder ægte sammen med James Yorkstons underspillede stemme. De forskellige instrumenter flyder smukt sammen, og der er tilmed på fornem vis skabt plads og rum i lydbilledet, så hver enkelt guitar, banjo osv. fremtræder detaljeret og fyldigt.
“Heron” er første capitulum, der stille og sagte åbner sig. Den fingerspillede guitar får selskab af violin og harmonika. Yorkston næsten lammer lytteren med sin blide vokal, der sammen med musikken formår at gøre noget smukt endnu smukkere.
Skal man bruge ordet tempofyldt om et nummer på Just Beyond the River, må det være “Shipwreckers”, der med banjo og harmonika skaber en folkstemning, der bølger og buldrer, mens Yorkston løfter vokallejet i skøn forening med musikken.
De 11 banjoprægede numre bygges langsomt op, og man har gjort sig umage for at ramme en gennemgribende og jordbunden akustisk grundtone, som kræver en lytters tålmodighed. Men albummet strør om sig med kredit til dén, der gør sig ulejligheden og fordyber sig i det univers, James Yorkston skaber med god hjælp fra band og producer.
Fremragende er også den triste og melankolske “Hermitage”, der viser kærligheden fra den mørkeste side. Yorkston beskriver i sin tekst menneskets dialektiske forhold til et andet menneske, og hvad kærlighed kan gøre og ødelægge. »Play your cards dear, let me know dear of your plans / Have I a future, have I a lover who understands? / If I am sinking I could be saved with a sleight of hand / I may not be blessed, I may be way less, will I get the chance?« spørger James Yorkston messende.
“The Snow It Melts the Soonest” afslutter pladen og humper mærkeligt af sted. Det er vel i alt rimelighed det eneste halvsvage nummer på pladen, der med sit let bluesagtige og enerverende guitarspil ikke rammer den tone, der er på albummet, og det virker malplaceret at sætte fokus på stampeenergi og folkdance i stedet for at runde af med det der præger Just Beyond the River, nemlig det mættede, stille og intime, som virkelig river i nervebanerne. Men det skal ikke ændre ved det faktum, at det er en fremragende opfølgning på en rigtig god debut, der gør forventningerne til næste udgivelse endnu større.
