Med en anmelderrost debutplade i ryggen er danske Senso mere end nogensinde klar til at indtage Roskilde Festival. Vi fangede bandmedlemmerne Albert Aagaard Hertz og Sofie Westh i øvelokalet til en snak om pladen, deres forventninger til den kommende koncert, og hvad de selv skal se på festivallen.
Vi tæller ned og gør klar til dette års Roskilde Festival. Mens festivalen er nået til sin anden sidste dag, er der heldigvis stadig masser af tid til at få oplevet Arlo Parks, Slimo og The Smile i løbet af fredagen.
Jens Konrad Barrett har samlet cremen af dansk undergrund, og sammen har de skabt bandet Sensos debutalbum The Void in Us – en gennemført plade, der til trods for sin 80’er-nostalgiske følelse aldrig ender med at blive uvedkommende eller umoderne.
Fontaines D.C.'s tredje album er både overlegen og overbevisende. Fremragende tekster kombineret med velspillet, romantisk post-punk. Det bliver ikke meget bedre.
Lille Vega fik kam til sit punkhår, da Shame indtog en udsolgt sal med en energi og intensitet, der gav genklang i alle hjørner. En fremragende aften leveret af et fremragende post-punk band.
På deres 13. album forsøger Dan Bejar og Destroyer at nå alt på samme tid, og når derved intet af sammenhæng. Trods et par enkelte perler kan Labyrinthitis er ikke reddes fra at ende i et stor rod.
Under aliasset Chopper tager Jonathan K. Magnussen fra danske The Love Coffin en seriøs tur rundt i 80’ernes eklektiske manege. Det er teatralsk, excentrisk, forførende og voldsomt.
Efter en udfordrende periode er MØ tilbage med sit tredje album, Motordrome – en blandet affære, der trods masser af solide sange og smukke øjeblikke virker ujævn og splittet.
Amerikanske Reptaliens’ tredje album, Multiverse, lyder som én lang, halvdoven solskinsdag. Blid stemme møder repeterende guitarmelodier i skøn forening, og trods pladens ensformige udtryk bliver det aldrig kedeligt.
Det er svært at spore nogen rigtig udvikling på Chris Stewarts fjerde album under aliasset Black Marble. I bedste fald er det behageligt og absolut dansabelt. I værste fald er det dødkedeligt.
På deres 18. album beviser amerikanske Deerhoof endnu engang, at de er et grænseløst eksperiment balancerende på forståelsens rand. Lige dele galt og genialt tilsat et skvæt af noget dybt irriterende. Dog mister de aldrig smagen af det fundamentalt fascinerende.
Down tempo-drømmepop, følelsesladet stemme og et selvbevidst, visuelt udtryk kan ikke redde Annsofie Salomons debut-EP’en fra at blive en kedelig affære.
Den eksperimentelle rockgruppe Black Midi har bogstavelig talt udgivet den svære toer. Cavalcade er svær og til tider tung at danse med, men den mister aldrig fodfæstet fuldstændigt, selv når det musikalske eksperiment bliver skruet op på 11.
Unik kunstner, unik plade. Sophia Kennedy lyder som 13 forskellige kvinder på 13 virkelig forskellige numre, der lyder som et væg til væg tæppe af idéer. Det er ganske enkelt unikt!
Lovende nordjysk indie-tristesse på tre sprog. Singer-songwriteren Marí og debutduoen Astma vil (lidt for) meget på EP'en Split, hvor man desværre har lidt svært ved at høre, hvad der bliver sunget.
Vores anmelder er stor fan af både kunst og rock, der udgør titlen på den danske trios sjette album. Men den sære trios tiltrækningskraft er svær at blive klog på.
Kærlighed uden omsorg. Sex uden nærvær. Selvhad uden omsvøb. Den britiske sanger og sangskriver lægger ikke fingre imellem på sin debutplade A Common Turn. Temaerne er få, men Anna B Savage spænder bredt. Et lille mirakel. Et moderne mesterværk.
Efter en dyb bandeksistenskrise er Yung tilbage med fornyet kraft på 2'eren Ongoing Dispute. Deres forskelligheder bliver samlet til én styke, og den hæsblæsende indierock må vige pladsen for tungere riffs og post-punket eklekticisme.
Det er et underligt år. Og det bliver en underlig jul. Det har dog ikke stoppet amerikanske Calexico fra at indspille en ganske fremragende lille “juleplade”, man rent faktisk godt kan lytte til på repeat (hvis det skulle være).
Til tider så tungt, at det slæber hen ad gulvet. Og pludselig så hurtigt, at man knap når at opfatte, hvad der lige blev hvæst dér. Med deres tredje album Sugaregg har Bully begået en bastant hardrock-perle, der vil give Hole og Smashing Pumpkins-fans tårer i øjnene.
