True Romance er som at høre Prince og Arctic Monkeys samtidig. "Purple Rain" på anlægget og "I Bet You Look Good on the Dancefloor" i radioen. De fleste ville skrue ned for det ene og op for det andet. Det gør Golden Silvers ikke. De danser bare videre.
En plade – fremført flabet og vredt – med mod og nerve (og rim), der uden mange dikkedarer og på forfriskende og pågående vis besynger livet og kvinder. Det er lige i øjet.
Der er pandeudvidelser at score på Dirty Projectors' nye album, der let, elegant og særdeles skabet trawler musikhistorien, fra moderne kompositionsmusik til vestafrikansk folk, og former åndedrætsbedøvende artrock.
Man kan let misunde Randolph Chabot, at han har så meget livsglæde, så mange idéer og så meget energi, der skal ud. Desværre er hans mangefacetterede synthpop så overstadig og hektisk, at man bliver lige så træt, som man bliver glad af at lytte.
36 år er gået siden debuten, men trods frafald af næsten alle originale gruppemedlemmer, fortsætter en lille kerne ufortrødent. Der er nu tale om ældre mænd, der har fralagt sig ungdommens excesser, men bevarer snerten af punkattitude.
Iron and Wine brillerer med klassisk singer/songwriter på denne dobbelt-cd: fine sange og masser af indføling. Alligevel trænger kedsomheden sig i længden på, men en stærk slutspurt sikrer et positivt helhedsindtryk.
Crippled Black Phoenix kan lide at spille højt, når de af konerne får lov at jamme i garagen blandt urtepotter og muldjord. På deres andet album er det dog, som om deres bedre halvdele har fået nok. De må dæmpe sig, og det kommer bestemt ikke lytteren til gode.
Fløjsbløde toner og søndagsstemning dominerer Beacons, som i høj grad ledes frem af den søde kvindelige forsanger og klaver, violin og akustisk guitar. Det skaber et stille og roligt album, der i længden bliver for stille og roligt.
The Liberty Balance er en affære, hvor melankoli, kontemplative stunder og burlesque light går hånd i hånd, men spillemandsmusikken så jeg helst var blevet i træhytten, og fokus burde i stedet udelukkende være på det intime og stemningsmættede vartegn.
Mars Volta varmer op til Roskilde Festival med et fremragende album, der godt nok skifter en smule retning i forhold til tidligere plader, men er en overbevisende tilføjelse til bandets vidtfavnende, progressive rockunivers. Smukt!
Andet udspil fra Gypsies er en sær blanding af lige dele politiske initiativer og noget, der kunne sættes på anlægget en alkoholvåd aften i et par timer, inden turen går mod Crazy Daisy i provinsen.
Det er primært de storladne toner, der præger Foreign Borns Person to Person, og inspirationen fra helt store navne som U2 er tydelig. Samtidig har både lyd og band personlighed. Det er sgu fedt!
Vanderslices syvende udspil er en overskyet sommerplade, der balancerer mellem kølig og varm chamberpop, uden der bliver konkluderet et fast sæt følelser. Og det er en kvalitet på et meget fint album, der er velkomponeret og melodisk til den helt store sølvmedalje.
Jeffrey Lewis er svigermors drøm. I hvert fald hvis ens svigermor er hyppig læser af Undertoner, Soundvenue og Geiger, har købt billet til Deerhunter og Crystal Antlers og Simon Finn og læser Marjane Sartrapi og Harvey Pekar og ikke Stieg Larsson og Dan Brown.
