General Elektriks er et fransk-californisk enmandsprojekt, der satser hele butikken på tung og rusten electro-funk. Desværre er det svært at komme ud på dansegulvet med de tunge kaloriebombebeats.
Plader
Transmission Low: Trash Disco
Spændt danserock med stroboskopstøj, og man står med et forsøg på en forklaring på København anno 2009. Der er ladet op med fantasier og betragtninger over storbylivet, men det, der slår igennem er energien.
Wilco: Wilco (The Album)
Når et band opkalder en plade efter bandet, giver det en forventning om, at hovedet er slået lige på sømmet. Med Wilco (The Album) lever Wilco så absolut op til forventningen.
Broken Records: Until the Earth Begins to Part
Broken Records’ debutalbum er kort sagt en fornøjelse. Det skotske syvmandsband leverer vidunderligt varieret, anderledes og bredspektret rock, som man i den grad bør unde sig selv at lytte til.
Apostle of Hustle: Eats Darkness
Pop tilsat hyggestøj og lidt eksperimenterende krydderi er formlen for Broken Social Scene-guitaristen Andrew Whitemans sideprojekt Apostle Of Hustle. En trio med tæft for sangskrivning, men som bør arbejde lidt med at få tingene til at hænge ordentligt sammen.
Bowerbirds: Upper Air
Bowerbirds benytter følgende ingredienser på Upper Air: vokaler, akustisk guitar, orgel, klaver, harpe, violin, kontrabas. En velkendt, fin folkcocktail med godkendt produktion, men pladen tilfører ikke genren en masse nye indtryk.
Bill Callahan: Sometimes I Wish We Were an Eagle
Callahan begår denne gang et modent og bittert rockalbum, som, hvis man giver det chancen, danner grundlag for kontemplation og eftertanke i de lumre, danske sommerstuer.
Rasmus Broe: Ildsjæl
Trods lovning om ild i både sjæl og tanke er der ikke ret meget at kommer efter på en overdrevent frelst singer/songwriter-udgivelse. Musikken fungerer nogenlunde, men kedelige og forudsigelige tekster ødelægger oplevelsen.
Akron/Family: Set ‘Em Wild, Set ‘Em Free
De spirituelle og støjende hippierøve i Akron/Family er tilbage med en plade, der for første gang lyder som det, man havde forventet. Det er heldigvis ikke udelukkende en dårlig ting, hvis ens forventninger er høje nok.
The Low Frequency in Stereo: Futuro
Den norske kvintet har siden sidste album i 2006 fået to nye medlemmer og har bevæget sig fra instrumental lo-fi-postrock over til et større udtryk med vokaler og varieret støjrock med psykedeliske trip indimellem.
Charge Group: Escaping Mankind
Charge Group udstiller en rocket ro og salig lyd, der bortmaner bekymringer og gør dagen mere harmonisk. Escaping Mankind er Radiohead, som de kunne lyde, hvis kommercialismen blev budt indenfor.
Conor Oberst & The Mystic Valley Band: Outer South
Indie, det kommer som skidt ud af en kanin på Conor Oberst, og på Outer South giver han også plads til sit band og deres sange. De mangler dog sammen at kende begrænsningens kunst og at lade være med at lyde som en romantisk komedie.
Dag för Dag: Shooting from the Shadows EP
Dag för Dags ep bekræfter mine anelser efter at have oplevet dem som opvarmningsband. Deres charmerende gadekryds af indierock, en smule postpunklyd og garagepunk fungerer virkelig godt.
Blue Roses: I Am Leaving
"Melodramatic popular song" betegner bedst dette band – som faktisk ikke rigtig er et band, men den ambitiøse (og pompøse) Laura Groves, som skaber underfundige ballader og graciøse melodier, der både er livsbekræftende og sørgelige.