Bortset fra to numre får The Roots endnu en gang mit hiphophjerte til at slå en lille smule hurtigere. Beats, samplinger og rim sidder, hvor de skal. Det her er 51 minutters tour de force i lyden af moderne, gennemtænkt, intelligent hiphop.
Plader
Svartbag: s.t.
Danmark må nu bevidne opkomsten af et mutantband, der æder alle. En dybt upersonlig organisk maskine, der siger "skråt op – jeg elsker dig". Nogle vil kalde det "kraut", andre "space"; Svartbag siger ja til det hele og aftvinger Undertoner en nostalgisk hyldest.
Jason Collett: Here’s to Being Here
Den canadiske sanger og sangskriver med forbindelse til Broken Social Scene-kollektivet betjener sig på egen hånd af et lidt mere afdæmpet udtryk. Tilbagelænet 70'er-rock møder americana, og Collett begaver os med en fin, varm lytteoplevelse.
Madrugada: s.t.
Hvordan siger man ordentligt farvel til en afdød ven og bandmedlem? Det er der vist ingen, der ved. Og Madrugada ved det sikkert heller ikke. Det kan man jo ikke, men de har tilsyneladende gjort deres bedste med deres sidste mørke plade, Madrugada.
The Black Angels: Directions to See a Ghost
The Black Angels viderefører på sit andet album den gennemført psykedeliske mørkerock, de lagde for dagen på den fremragende debut, Passover. Desværre virker det lidt, som om der er gået repetition i dronemaskineriet.
Justin Rutledge: Man Descending
En af det nye årtusindes største åbenbaringer inden for countryen førsøger at kæmpe sig ud af skyggen fra sin mesterlige debut. Han falder desværre igennem på sit tredje album, hvor den tidligere så intense og gribende levering nu er afløst af glat og pæn produktion af knap så iørefaldende sange.
Crystal Castles: s.t.
Canadiske Crystal Castles har nydt godt af mediernes hype siden sidste år. På debutalbummet skaber de en god balance mellem vanvittige Nintendo-lyde og gode popmelodier, og det gør bandet til et yderst underholdende bekendtskab.
Guillemots: Red
Der er ikke sparet på de musikalske legoklodser i alle mulige størrelser og farver. Guillemots bygger stadigvæk deres musik op af alskens indspark fra rock, pop og jazz krydret med elektronik. De beviser et ganske imponerende all-round håndværk, men denne gang fungerer sammensætningen af inspirationskilderne ikke så optimalt som på debuten.
Gang, The: Zero Hits
Sekstetten fra Brooklyn har udgivet en støjende, mudret og svævende garagerockplade, der hedder Zero Hits. Men indeholder den plade så ikke et eneste hit? Tilsyneladende ikke, nej. Er den kedelig og intetsigende? Ja.
Big Blood: The Grove
Leverpostejsfarvet neofolk, anyone? Tænkte det nok. Tidens tendens tager sig trættende ud på Maine-duoens sjette udspil. Desværre, for det skyldes snarere tidens tendens end Big Bloods potentiale.
Jamie Lidell: Jim
For tre år siden udgav Jamie Lidell et fantastisk album, hvor han blandede funky Prince-rytmer med elektroniske elementer og soulness. Nu er han tilbage med et album, hvor han har strøget de to første elementer og fuldstændig er gået i Motown-mode. Det er desværre jævnt kedeligt.
Sébastien Tellier: Sexuality
Franske Sébastien Tellier repræsenterede sit hjemland ved det Europæiske Melodi Grand Prix! Hans nye konceptalbum handler om sex! Det udkommer på Airs label! Det er produceret af 50% af Daft Punk! Det lyder alt sammen meget godt, men det er det ikke.
The Explorers Club: Freedom Wind
The Explorers Club har ikke valgt udgivelsesdatoen for deres debutalbum, Freedom Wind, tilfældigt. Med friske melodier og perfekte vokalharmonier har de tænkt sig at erobre dit hjerte og blive soundtracket til denne sommer.
The Futureheads: This Is Not the World
På sit længe ventede tredje album forsøger det britiske band The Futureheads sig igen med hurtig og let tilgængelig guitar-punkrock med meget tydelige inspirationskilder hentet i fortiden, men desværre gør de det endnu en gang uden det store held.