Den eksperimenterende folkgruppe Akron/Familys andet album er spraglet som en makuleret technicolor-film. Bandet veksler mellem det simple og det komplekse, men trods det fragmenterede udtryk fremstår udgivelsen som et stærkt hele grundet en fornem musikalsk eksekvering samt et gennemgående kærlighedstema.
Med Shelter From the Ash formår Six Organs of Admittance at skabe mere og mindre vellykket ensformighed på to forskellige niveauer. Fundamentet i deres, skal vi sige, psych-folk-drone er blændende monotont og udstrakt. Ornamentikken i form af især guitarfigurer halter desværre lidt bagefter.
The Gray Brigade byder på grandios indie-pop fra et enormt svensk band, der gerne vil være leveringsdygtige i lykke. Det er deres debutalbum Fanfare dog alt for anonymt til.
Iron & Wines tredje fuldlængdeudspil præsenterer sin lytter for et lydunivers, der er bredere og mere velproduceret end på bandets tidligere lo-fi indiefolk-udspil. Heldigvis går følsomheden og det inderlige, spinkle udtryk ikke tabt på vejen. Sam Beam leverer stadig kompetent varme på regnvåde novemberdage.
På sin fjerde plade levner Simon Gylden både plads til de skæve folk-melodier, der kendetegnede hans plade Go Folk Yourself!, og de elektroniske udskejelser, som prægede hans forrige udspil, The Candy Apple Album. Sidstnævnte udtryk har han på vellykket vis igen opdyrket og udforsket på First Man On Venus.
Icarus’ nye album er en blanding af studienumre og liveimprovisationer. Begge dele er en fortsættelse af bandets hjernevridende cut-up-elektronika, der ofte er svær at finde hoved og hale i. Det betyder, at man som lytter ofte efterlades, mens Icarus og musikken fortsætter videre.
Georgie James’ debutplade er spækket med engelsk-inspirerede popsange. Nogle er rigtig gode, nogle er bare kedelige. Fælles for dem alle er dog, at de er lyse og let tilgængelige, hvilket gør denne udgivelse til et godt våben i kampen mod den forestående vinterdepression.
Kieran Hebden spørger Sunburned Hand of the Man, om de kan lege. Det kan de godt, men efter både frugtsalat og stoledans vil flippergruppen lege nogle, for Hebden, kedelige (og mærkelige) stillelege. Heldigvis leger de hjemme hos ham, så da han råber »jorden er giftig« og sætter ild til gulvet, er alle med på idéen.
Langsom musik er nådesløs. Alle detaljer afsløres, og det gør sig også gældende for Ahabs dystre, folkede musik. Når musikken er bedst, så er det rigtig, rigtig smukt. Når den er værst, så går det hele i stå. Der er desværre mest af sidstnævnte på Ahabs seneste album.
»Jeg kom til at udtale, at denne plade var den bedste lige nu. Men jeg havde aldrig haft den mellem mine hænder,« fortæller Thor A. Rasmussen fra Snake and Jet's Amazing Bullit Band. Vi stak ham et eksemplar af Worried Noodles, og han kvitterede med en anmeldelse.
På sit tredje rigtige album har mexicanske Murcof forladt det nedbarberede, rytmeprægede lydbillede og givet sig i kast med klassisk funderet drone med tonsvis af mørke og depressive undertoner. Det er nogle gange imponerende godt, og andre gange præget af, at Murcof ikke helt er på hjemmebane.
Sune Wagner og Sharin Foo fortsætter med at blande uskyldsrene popmelodier fra 50-60’erne med det farlige, beskidte og betændte udtryk, som Velvet Underground introducerede verden for, og hvilken Jesus & Mary Chain tilførte ekstra feedback-støj. Der er ikke noget nyt under solen, men bundniveauet er højt. De har altid været dogmatiske i The Raveonettes. Det begyndte med Whip It On, som kun ville spille i mol, og så kom Chain Gang of Love, som kun ville spille i dur. Sidenhen syntes den restriktive tilgang dog at blive lagt på hylden, og således fik vi Pretty in Black, der viste et mere alsidigt band, som også trådte en smule tilbage fra de rastløse støjangreb og rendyrkede popmelodien. Med den seneste Lust Lust Lust bliver det trefoldigt slået fast, at indholdet kredser om begær, sex og forbudte lyster. Lyden hertil? Ja, den er såmænd atter engang dogmatisk, og støjen er så sandelig tilstede fra starten af. The Raveonettes har ikke tidligere støjet så voldsomt, som de gør i det glimrende åbningsnummer, “Aly Walk With Me”. Sangen projekterer en filmisk faretruende stemning, der mod slutningen brænder gennem celluloiden med hvid skærebrænder-feedback-støj, der overgår alt, hvad forbilledpladen Psychocandy af Jesus & Mary Chain kunne præsentere af spektakel. Men det er ikke støj for støjens skyld. De høje, skærende volumer rummer en coolness og spænding, som Sune Wagner er mester i at levere. Vi har hørt det mange gange før – men i netop dette tilfælde er det som en overrumplende kulmination oven på et nummer bestående af slæbende beats, vokalparløb i monoton stemmeføring og så det dér filmiske element, som The Raveonettes er gode til at skabe. Efter eventyret hos Columbia Records er The Raveonettes nu blevet droppet fra selskabet og står således på egne ben. De har selv forestået både optagelse og mixing af Lust Lust Lust og har efterfølgende indgået aftaler med forskellige pladeselskaber i verden. Man kunne forestille sig, at cheferne hos Columbia har nydt bandets popmelodier, men i langt mindre grad deres støj. Lad det for god ordens skyld blive slået fast, at støjen aldrig igen bliver så voldsom, som den er i “Aly Walk With Me.” Ser man bort fra støjen følges stemning og udtryk fra nummeret til gengæld meget tæt i de efterfølgende numre. Lust Lust Lust vil det simple: Rygraden består af helt basale beats og en lige så basal bas, mens harmoniserende vokaler og twangguitarer fylder på. Oven i det simple er udtrykket ærgerligvis meget ensartet, så pladens spilletid på 40 minutter bliver faktisk for lang, og man når at kede sig lidt gennem pladen. The Raveonettes kunne derimod have begået en rigtig stærk ep, hvis de havde skåret nogle numre fra og holdt spilletiden under en halv time. Men når duoen rammer rigtigt, er der til gengæld også tale om små, fine perler. Titelnummeret (med blot et enkelt “Lust”) er en keeper med dyrkningen af samme sløve, atmosfærerige stemning som i åbningsnummeret. Her sukker Wagner og Foos vokaler længselsfuldt om at være faldet ned fra himlen for at være sammen i helvede på grund af deres synder. Singleudspillet “Dead Sound” er pladens højdepunkt med herlig knas i guitaren og kælne vokaler, der hævngerrigt synger mod en gammel flamme: »Your cheap words that you bought on sale / Won’t help you through tonight.« I “Blush” tager Sune Wagner alene vokaltjansen, og han giver udtryk for en skrøbelighed, der bevæger sig langt ud over de klichéfyldte tekster, som aldrig har været hans force. I “Sad Transmission” står inspirationen fra den tidlige 60’er pop knivskarp. Med tramp og klap bringer introen mindelser om The Chordettes’ “Lollipop,” men Sune og Sharin vil mere end blot tyggegummipop, selvom de lader stilen være afsættet for deres versionering. Bagved syder det med guitarstøj, og guitarsporene får da også overtaget, efterhånden som man kommer længere ind i nummeret. Det sødlige afslutningsnummer “The Beat Dies,” som Sharin synger alene, lukker på afdæmpet vis pladen. Det lyder ganske uskyldigt, når Foo synger, men prøv at tygge lidt på ord som: »The first love you can’t escape / The second love feels like rape.« The Raveonettes fortsætter deres eklektiske pastiche, som indbefatter lige dele 60’er pop og 80’er støj. Wagner fortsætter sit ridt ud i musikhistorien og plukker, hvad han kan bruge af inspirationer. Selvom Lust Lust Lust rummer for mange uvedkommende numre, er bundniveauet stadig højt. Dog savner denne anmelder, at bandet prøver at løsne tøjlerne en smule, glemmer dogmerne og bare spiller uden særligt øje for det ene eller det andet virkemidel. Indtil da vil jeg tillade mig at programmere lidt i det nye udspil for at skabe min egen udmærkede, nye The Raveonettes-ep.
På papiret har Scott Herren gjort det rette på sit fjerde Prefuse 73-album: afsøgt nye musikalske territorier uden at give helt afkald på den lyd, der har gjort ham til electronica-stjerne. I praksis kan tilføjelsen af strygere, guitar og klaver dog ikke skjule, at hans glitch-hop har mistet evnen til at fænge.
På den tyske duos andet album bliver tonen fra debuten foldet mere ud, og der leges med livetrommer og mere funky bas som modspil til de filmiske klavermelodier. En lidt for pæn produktion af lidt for kedelige melodier gør det hele en smule forudsigeligt.
