Venner, bekendte og andet pak er inviteret med på Grizzly Bears nye ep, Friend, for at give deres bud på bandets sange. Men det er gruppens egne versioner, der imponerer med slæbende harmoni og en fornyelse, der ikke går på køb med den oprindelige vision for musikken. Et stærkt mellemstykke.
Close to Paradise er et klaverbaseret jazzrock-album, som ikke mindst på grund af et stærkt vokalarbejde er fascinerende smukt i sine bedste momenter. Pladen går dog af og til i tomgang. Electronicaen og spacerocken, der også trænger sig på i Patrick Watsons drømmende landskab, kunne med fordel være udforsket noget mere.
Hvis man er fascineret af de sydstaterne og sydstatsmentaliteten, vil man helt sikkert tage Swampblood til sig, for den er i udpræget grad et produkt af sin geografiske oprindelse. Der er referencer til country, bluegrass og punk med mere, men sydstatsudtrykket skinner hele tiden igennem.
Hjulpet godt på vej af Supertroels leverer danske Tilde temmelig forudsigelig electropop. Pladen er nogenlunde lige så spændende som enhver anden skildring af en tilfældig Nørrebro-folkeskolelærerindes syslen ved tastaturet efter arbejdstid. 100 % normalitet!
Her kommer Star Bug af Norge. Tilfældigheder og stærk slaphed slasker og klasker sammen på debuten A Scientific Experience i et kaos-math-lofi-larm-kludetæppe. Det er både frastødende, infantilt, morsomt, grimt og udfordrende. Kaotiske verden, du ligger for Star Bugs grumsede fødder.
Enons nye album kommer efter fire års næsten stilhed. Musikken er stadig en blanding af skæv rock og melodisk pop. Men denne gang er der mere fræs i guitarerne, mens den skæve pop er lidt nedbarberet. Som altid er John Schmersals sangskrivning af ganske høj standard.
Kato kan mere og bedre, end de viser på deres debutplade. Bandet har afsæt i rockmusikkens repetitive virkemidler, som man kender det fra Yo La Tengo. Det er elegant, når det fungerer bedst, og det er forglemmeligt, når det, som størstedelen af materialet på denne plade, generelt ikke helt fungerer.
Amerikanske Levy, der føres an af James Levy, har med sit andet album begået en både pompøs og lidt trættende powerpop-plade. Med strygere, fængende guitarhooks og et højtragende tekstunivers er det indledningsvis nemt at overgive sig til udtrykket. I længden bliver det dog småkedeligt.
Jakobinarina er en rigtig god historie. Hypen er stor, medlemmerne er kun omkring 18 år, de har varmet op for store navne og så er de noget så sjældent som et punkband fra Island. Men den gode historie holder ikke vand, for skønt drengenes høje energiniveau er debuten en ensformig, forhastet omgang.
Titlen er lidt misvisende, for der er ikke meget nyt under solen, hvad angår The Sadies. Skidt for dem, der trænger til nyt blod, men godt for dem, der har hang til countryinspireret rock med melankolske undertoner, og som i øvrigt synes, at deres forrige udspil var værd at lytte til.
Den forhenværende Granada-sangerinde har skabt et solidt soloudspil, hvor de poppede elementer fra bandperioden fint implementeres i et lidt mere tempofyldt lydbillede. De engelske tekster er skiftet ud med det svenske, hvilket klæder sangene.
Det andet album fra svenske Sambassadeur er grundet sit mærkeligt spraglede udtryk svært at sæsonbestemme. Kombinationen af dyster og distanceret indiepop og twee kan fungere som underlægning til vinterens mørke granskning og sommerens lyse dage.
Lyden på Jacob Faurholts nye plade sender nogle ganske andre signaler end titlen, Hurrah Hurrah. Der ligger dystopiske visioner og en dyb sørgmodighed i denne lofi-folk, som ikke umiddelbart opfordrer til glædesudråb. Heldigvis kan man så glæde sig over pladens ret høje kvalitet, som kun trækkes ned af manglende vildskab.
The Good The Bads debutalbum, From 001 To 017 byder på hele 17 energifyldte surfnumre på bare 32 minutter. Desværre gør energien det ikke alene, og selvom pladen er skarpt skåret med masser af kanter, er der ikke rigtig nogen sange, man virkelig skærer sig på.
