Les Savy Fav har altid dyrket et kantet og spændstigt punkudtryk, som de fylder med festligheder og galskab. Men de sande fremskridt på Let's Stay Friends, den første fuldlængde siden 2001, er, at der er blevet mere plads til de melodiske kvaliteter. Bandets arty-party-punk lyder fortsat vedkommende og indbydende.
Det er faktisk ret godt, men samtidig også en gentagelse af noget, der ligeledes var ret godt. Forvirret? Tja, det er, som om Blanche ikke rigtig har fået fødder ud af gummistøvlerne fra deres fine debut, og selv om plade nr. to er fyldt med memorable øjeblikke, så smager det hele lidt ligesom sidst, bandet udgav en skramlet countryplade.
Hollandske Machinefabriek har slået sig sammen med den amerikanske cellist Aaron Martin. De har druknet celloen og loopet og knitret sig til en ambient-plade med karakter og blot to numre. Et mørkt, flot bekendtskab, der siver ud i æteren, når pladen slutter.
Jenny Lewis og resten af Rilo Kiley har lagt singer/songwriter-genren på hylden. Nu tager de favntag med popsangen i dens forskellige afskygninger. En række forbiere sætter spørgsmålstegn ved, om det var en god idé. Men her er også gedigne pop-perler, der overbeviser om, at stilskiftet gavnede.
Shape of Broad Minds har fem medlemmer, hvor tre af dem er spaltninger af Jnerio Jarels personlighed. Ja, der er for alvor lagt op til vilter og udsyret hip-hop med masser af udfordring til de små grå. Men med en spilletid på over en time er der næsten lige så mange fejltrin som guldkorn på dette af mange ventede album.
Við og Við er en samling intime og gribende sange, som i melodi og tekst varierer mellem det naive og det komplekse. Ólöf Arnalds personlige historier fortælles uden omsvøb, og hendes sagte røst binder fine sløjfer omkring den labyrintiske folk-sangskrivning.
En fin pige, en blid stemme og nogle anslag på en harpe. Det er hørt før, især hos den hvæsende harpedronning Joanna Newsom. Men engelske Nancy Elizabeth viser med sin debut, at fløjlsstemme og harpe kan bruges helt uden krukkeri. Her er et album, der bygger på ærlighed og er tro mod sine folkemusikrødder.
Svenske Moonbabies gør sig i indiepop, som kigger over skuldrene på både USA og England, men samtidig formår at fylde lidt blågul farve på paletten. Udtrykket på At the Ballroom er forsigtigt og poleret, og en sådan blanding skaber næppe de store sensationer.
The Floor Is Made of Lava spiller dansabel postpunk, som vil derudad. Uden svinkeærinder.
Thurston Moore giver den på akustisk guitar på sin første soloplade i mere end 10 år. Desværre lyser kun et par enkelte sange op i forudsigelighedens og kedsomhedens mørke. Den alternative indierock har været bedre og bliver det forhåbentlig snart igen. Læn dig tilbage, lyt nogle gange, og vent på noget nyt.
Godt nok er det her en soloplade fra Kevin Drew. Men som pladetitlen antyder, har han ikke sluppet forbindelsen til sit band Broken Social Scene. De skramlede indierocksange minder klart om kollektivets, men der er en ny, tiltalende klarhed over Drews udtryk.
Efter et salgsmæssigt fejlslagent forsøg på at give den som major label-band er Baby Woodrose nu tilbage på Bad Afro med deres hidtil mest psykedeliske album. Chasing Rainbows er en introspektiv og drømmende plade spækket med stærke numre. Det er virkelig stærk musik. Årets plade?
Selv om nogle mediers dækning af Radioheads nye album har tydet på, at distributionsformen i sig selv var nok til at retfærdiggøre høje karakterer, er der god grund til også at lytte til pladen. Bundniveauet er virkelig højt, den gode sangskrivning er endelig kommet i højsædet, og Thom Yorke synger bedre end meget længe.
Ud over momentan voyeuristisk interesse er onani kun spændende for én person ad gangen. Med en massiv metallyd og konsekvent og demonstrativt skæve taktarter holder Oceansize tungen lige i munden igennem maratonalbummet Frames. Den musikalske virtuositet er i fokus på bekostning af det vedkommende.
