80’er-forelsket pop fra tre tidligere medlemmer af Superheroes (inkl. Thomas Troelsen). For de, der virkelig ELSKER ’80’erne (og Superheroes). Alle andre gør klogt i at holde sig langt væk.
Plader
Canon Blue: Colonies
Egotripper eller kosmisk kammerpop? Det nyeste skud på stammen fra Rumraket, Canon Blue, kan i hvert fald spille på en masse instrumenter og sætte det hele sammen til en drømmende elektronisk symfoni, der holder sine forbilleder i hævd.
P Jørgensen: Lets the Sun Drag Itself Out in a Long Ray
Det nærmest begivenhedsløse er en kardinaldyd i ambient-genren, men kun få formår at mestre det, der i bund og grund ikke lyder menneskeligt. Danske P Jørgensen gør et beundringsværdigt forsøg, men glemmer baderingen på de evige toners ocean, hvor han lider skibbrud i ensformigheden.
Snake and Jet’s Amazing Bullit Band: X-Ray Spirit
To legebørn fra den danske kunstscene udgiver efter en ordentlig bunke ep’er endelig deres debut fyldt med electrorock og vuggende beats. Det når desværre bare ikke meget længere end til at blive småcharmerende, og man har hørt lignende.
I Got You on Tape: 2
Med monotoni og mellemtempo som virkemidler er I Got You on Tapes anden plade ikke helt nem at komme ind på livet af. Men den tålmodige lytter vil finde skjulte sangskatte på 2. Fænomenalt flettet guitarspil hjælper til at åbne dørene til en mørk popverden, der låner fra både Luna og Lush.
Quio: Phiu!
Det er hverken drum'n'bass, garage eller dubstep, som Quio leverer på sit andet album. Musikken ligger derimod et eller andet sted derimellem, tilsat en god portion humor og hendes vokal-arbejde, der inkluderer rap, oplæsning og sang. Alt i alt er det en helt unik, men samtidig noget rodet affære uden retning.
Devendra Banhart: Smokey Rolls Down Thunder Canyon
Folkens hippie-kronprins er klar med sit femte album, og det er mindst ligeså charmerende og skizofrent, som man kunne håbe på. Han afslører også en ny, mere følsom side, der kun gør hans musik mere vedkommende.
Claus Hempler: Return of the Yes Man
Man kan ikke sætte en finger på mandens evner bag en mikrofon, for Hemplers vokal er og bliver en af landets bedste. Resten af materialet på soloplade nummer tre er til gengæld en anelse mere divergerende, og indimellem kan det være svært at følge den kurs, der er udstukket for Return of the Yes Man.
Lise Westzynthius: Siberian Mission
Det lader til, at Lise Westzynthius bare bliver bedre og bedre. Hun har i hvert fald skabt et fremragende værk, der spænder fra det rørende intime til det udadvendte og stille larmende. Siberian Mission viser nye sider af en i forvejen kreativ kunstner, uden hun dog forlader sit ståsted.
Arthur & Yu: In Camera
Seattle-duoen Olsen/Westcott er muligvis vokset op med grunge-bølgen, men den har ikke haft den store effekt, for deres debut plade er fyldt med letbenede pop/folk melodier, der giver minder om en forgangen tid. Det hele bliver hjulpet godt på vej af en stemningsfyldt produktion, der sikrer, at pladen ikke blot bliver endnu en indiepopudgivelse.
Phosphorescent: Pride
Det går langsomt, rigtig langsomt på amerikanske Matthew Houcks fjerde album under navnet Phosphorescent. Slowcore, sadcore og enormt tyste singer/songwritere kan være interessante, men det er Phosphorescent desværre ikke. Musikken er så indadvendt, at man kommer til at tro, at Houck helst ikke vil have lytteren indenfor.
Menomena: Friend and Foe
Trioen fra Portland skaber på deres tredje album et collageværk med et hav af særegne detaljer. Virkemidlerne er blandt andet saxofon, klokkespil samt et hjemmelavet computerprogram med navnet 'Deeler', og den eksperimenterende indierock/pop er overvejende interessant og underfundig.
The Autumns: Fake Noise From a Box of Toys
Med dygtig, kompleks og patosfuld poprock med accent på alle instrumenterne arbejder The Autumns sig igennem Fake Noise From a Box of Toys. Det gør de faktisk ganske udmærket og relativt originalt, men ikke desto mindre er den blivende smag i munden et umiskendeligt minde om salig Jeff Buckley.
1 2 3 4: In Your Faith
Herligt melodiske og lettere slackede popsange fylder de fleste af rillerne på 1 2 3 4’s debutplade, In Your Faith. Alligevel halter det hist og her, så bandet gør ikke det mærkbare indtryk, deres sangmateriale egentlig berettiger til.