Damien Jurado har muteret sig og er blevet til hele tre personer, hvilket bestemt ikke gør noget. Det er ikke tre gange så godt som tidligere, men det dystre har fået et løft, og bandet har med succes pakket de forpinte fortællinger nænsomt ind i strygere og enkle programmeringer.
I spændingsfeltet mellem det digitale og det analoge har den engelske komponist Ryan Teague skabt ni fuldstændig unikke musikalske passager. Klassiske strygersektioner og harper filtrer sig sammen med pulserende elektronik, og syntesen er af ultramundan skønhed.
Der er mindre end lidt at komme efter på det fjerde fuldlængdealbum fra den følsomme tyske singer/songwriter. Tænk James Blunt med dårligere tekster, lavere budget og uden en hitsingle.
Det københavnske pladeselskab/musikalske kollektiv Play/Rec fylder fem år i år. Det har de valgt at markere med en opsamling, hvor selskabets kunstnere fortolker hinanden – og det gennemgående og gamle statement om DIY-kultur og egenart er lige så vitalt som for fem år siden.
M. Ward, der i aften spiller sin første koncert nogen sinde i København, har inviteret gæstemusikere ind for at hjælpe med de syrede guitarflader og forrygende fortællinger. Det stjæler lidt af tidligere pladers enspændercharme og intimitet, men til gengæld beriger det nye set-up sangene med fokus og harmoni.
Når Jacob Bellens ikke har travlt med I Got You on Tape, har han sin gang i duoen Murder med makkeren Anders Mathiasen. Sammen har de skabt 11 smukke folk-kompositioner, der tindrer af desperat skønhed. Til sammen udgør de et af årets hidtil bedste danske udspil. Jeg er ved at være lidt træt af at høre Jacob Bellens, der synger i I Got You on Tape og pladeaktuelle Murder, blive sammenlignet med David Bowie. For det første har alle i denne verden deres helte, og i stedet for at fokusere på denne i og for sig ret naturlige og gode inspirationskilde kunne man koncentrere sig om, at Bellens er et unikt talent med et særegent og dybt inciterende udtryk, der ikke har sin lige på den danske rockscene. For det andet er rytmikken i Bellens’ vokal også helt anderledes end hos The Thin White Duke. Allerede lidt over et år efter debuten One Year From Now It’s My Birthday er Murder klar med deres andet udspil, Stockholm Syndrome, som på 38 minutter præsenterer 11 akustiske folksange, der sitrer af desperation og nødvendighed. Lydbilledet består af krystallisk guitarfingerspil, cello, klaver og fløjter. På dette grundlag synger Jacob Bellens sin sortsværtede og geniale lyrik med insisterende og let excentrisk stemmeføring. Nogle af de første ord man helt bogstaveligt bider mærke i på pladen er fra åbneren “Feast in My Honour”: »I was eating off the floor / every little apple core.« Så simpelt kan det suggestive billede skabes. Så få midler skal der til, før man som lytter føler sig hjemme i et musikalsk univers, og det er dét, Murder forstår, hvad angår såvel ord som musik. Pladen fordrer nogle gennemlytninger, før sangene skiller sig ud fra hinanden og bliver rigtig distinkte. De holder sig i det samme temperament og tempo, men efterhånden begynder forskelle og detaljer at træde frem, og det viser sig, at alle sangene hver især bærer deres individuelle signifikans. “When the Bees Are Sleeping” og “Applejuice” akkompagneres af søvnige surfguitarer, der leder tankerne hen på I Got You on Tape, mens et af pladens stærkeste kort, den geniale “No Future” pludselig mødes af blokfløjter og underskøn kvindevokal. Sangene lever hver især, men bidrager på samme tid til en mangefarvet helhed. Og modsat I Got You on Tape, som stemningsmæssigt hovedsageligt flirter med americanaen, kombinerer Murder denne støvede country-lyd med en anden melankoli, nemlig den skandinaviske, og det er i dette møde, at musikken for alvor gnistrer hul i lytterens hud. Ifølge pressemeddelelsen har succeskriteriet været at skabe den bedste danske folk-plade nogensinde. Om nøjagtigt dét er lykkedes, er svært at svare på. Men man kan jo passende købe pladen og dømme selv. Stockholm Syndrome er i hvert fald et af årets hidtil bedste danske udspil.
Henning Wandhoffs tredje udgivelse er en luftig og let fordøjelig pop-sag med masser af intimt materiale og stilfærdige, klangfulde harmonier. Der mangler bare et par rigtig stærke, kradsende krydderier til at friske de enslydende kompositioner op.
Der er sket store forandringer i The Veils-frontmanden Finn Andrews' liv, og det reflekterer han over på Nux Vomica, der er tætpakket med nærværende sange og tekster. Store temaer behandles med stor lyd og en stor vokal – og Nux Vomica har været ventetiden værd.
Det tidligere Limp-medlem Rasmus Rasmussen har langt om længe fået udgivet en flok numre helt tilbage fra 2002 og 2003. De seks numre er rare og rolige, men skiller sig desværre ikke ud fra hinanden – eller fra så mange andre electronica-plader. Pladen rummer en del løfter og lidt for meget luft.
Velkommen tilbage til 60’erne! Ægteparret Kevin og Anita Robinson har forvildet sig 40 år tilbage i tiden for at skabe en glimrende omgang psykedelika, der burde kunne begejstre de fleste med hang til tilbageskuende, hypnotisk rock.
På opfølgeren til 2003-pladen Echoes sætter The Rapture prikken over i'et med deres blanding af disco og rock. Pladen er en gennemført party-plade med rykkende omkvæd, stramme beats og en vokal, som kan gennembore selv det mest hårdføre høreværn.
På sit sjette album fortsætter engelske Spearmint næsten, hvor bandet tidligere har sluppet. Kun næsten, fordi melodierne er knap så skarpe og fængende, som de plejer. Teksterne om krisen omkring de 30 år er stadig gode, men alene kan de dog ikke holde niveauet oppe på albummet.
Scott Da Ros har med One Kind of Dead End skabt et hiphopalbum, der leverer insisterende og intelligent samfundskritik. Problemet er bare, at budskaberne går tabt i de uhomogene og anstrengende beats.
Amerikanske The Album Leaf spiller drømmende melankolsk postrock a la Mogwais blødeste øjeblikke. Musikken på deres seneste album er gennemsyret af melankoli, og der er højt til loftet, hvilket umiddelbart lyder forholdsvis tiltalende. Desværre formår musikken aldrig rigtigt at levere varen helt til hoveddøren.
