Elektriske drone-bomber slynges af sted i slowmotion og svæver gennem et særdeles filmisk univers. Men selv om der er anslag til noget større, løfter Distractions sig kun momentvist over de i øvrigt ganske imponerende stilistiske øvelser.
Plader
Heligoland: A Street Between Us
Den australske slowcorekvintet Heligoland skriver også på sit andet album fine, sfæriske sange. Sangerinden Karen Vogt har en glimrende stemme, men den kan ikke ændre på, at bandets bedrifter bliver lige rigeligt monotone i længden.
Uzi & Ari: It’s Freezing Out
Til dig, der altid har opfattet klynkerock som et plus-ord. Og til dig, der går og længes efter et soundtrack til efterårets tusmørke. Og til dig, der går og dagdrømmer om en musikalsk hybrid mellem Postal Service og Radiohead: Du skal gå ned og købe det nye album med Uzi & Ari.
The Magic Bullet Theory: Love (a.k.a. Sugar)
Danske The Magic Bullet Theory er ude med deres andet fuldlængdealbum. Det vil næppe overleve længe i hukommelsen på det travle, moderne menneske, for der er intet på pladen, der får lytteren til at spidse ørerne. Albummet er ikke rigtig godt, men heller ikke dårligt. Det er der bare.
Over the Atlantic: Junica
Over the Atlantic har på debuten Junica brugt store penselstrøg. De har skabt en række numre, som hver for sig er udmærkede, men idéerne er for mange og inspirationen for tydelig, og det giver til sammen en plade, som bliver uoverskuelig, rodet og en smule langtrukken.
The Black Keys: Magic Potion
The Black Keys spiller stadig en tung og melodisk opdateret version af deltabluesen, og det er stadig sexet på samme måde som ivrige bondedrenge til pløjekonkurrence på en mudret mark. Men de har ikke de mindste ambitioner om at overraske.
Ladyhawk: s.t.
Den amerikanske gruppe Ladyhawk debuterer med et selvbetitlet udspil, der gør op med, at skovmandsskjorter partout skal associeres med grunge. Her er der tydeligere forbindelser til alt, hvad Neil Young nogen sinde har stået for.
A Hawk and a Hacksaw: The Way the Wind Blows
Jeremy Barnes og violinsten Heather Trost har allieret sig med sigøjner-brassbandet Fanfare Ciocarlia, og det har givet gevinst. At høre The Way the Wind Blows er fuldstændigt ligesom at køre i taxa i Østeuropa: en slags musikalsk fuckfinger til vigepligten.
Sterling: Yndigt land
En voksen spejderlejr med kådhedsblodige knæ, søvnige ungdrengedrømme, store tanker om små ting og en evne til at binde det hele sammen med syng-med-knob, som selv den mest tungsindede voksne på lejren ikke kan lirke op.
The Life Force Trio: Living Room
Lad dig ikke skræmme væk af, at The Life Force Trio ser sig selv som en form for jazz-ensemble. Det er nemlig kun musikkens understrøm, der trækker på whiskers og saxofon. Ovenpå bygger duoen (!) en spændende blanding af downbeat og langsom post-funk, der blidt udfordrer lytteren uden at skræmme.
Gob Squad: Far Beyond Control
Leder du efter lige-på-og-hård punkrock uden dikkedarer og afstikkere, er danske Gob Squads nye plade værd at tjekke ud. Men hvis du er på udkig efter lidt selvironi eller bare nogle fængende melodier, står Far Beyond Control i et noget ringere lys.
James Yorkston: The Year of the Leopard
Backingbandet The Athletes har fået fri, og James Yorkston klarer sig udmærket på egen hånd. Med et mere intimt udtryk end nogensinde holder den skotske trubadur sig til det enkle og spartanske, og det er ikke en helt enkel lytteopgave.
Cale Parks: Illuminated Manuscript
Trommeslageren Cale Parks første soloalbum lægger sig ikke i samme progressive popstil som hans faste band Aloha. Illuminated Manuscript er en ambient semi-elektronisk plade, der fungerer allerbedst, når Parks er i et udadvendt humør, og ikke når han tilstræber at skabe hypnotiske stemninger.
KLoAK: A Boy Getting Pregnant
Danske KLoAK er blevet gravide – med et monster sammensat af en bred vifte af forskellige genrer. Monsteret er interessant at lytte til, men har desværre også en akilleshæl: Når man skruer så højt op for støjen, går lyttevenligheden tabt.