Det er for galt, at Camera Obscura er så oversete i Danmark. De skotske popmagere har virkelig noget at byde på. Forhåbentlig kan Let's Get Out of This Country ændre på dét. Her er intet mindre end en ren perle af Motown-melodiøse skolepigesange med den helt rette blanding af humor og ærlighed.
Sange fra et tyst univers klæber sig til hinanden og danner grobund for en ep, der ikke kræver andet af sin lytter end at holde mund. Men når cd'en har forladt laseren, er den på vej ind i glemslens dybe univers.
På sin debutplade maler engelske Graham Richardson sarte og til tider tindrende skønne melankoli-malerier. Desværre disponerer han ikke altid penselstrøgene helt godt, og det er en skam, når han nu skriver så rørende melodier.
Sparklehorse er endelig tilbage efter fem års pause, og i Dangermouse har Mark Linkous fået et produktionsmæssigt modspil, der resulterer i et mangefacetteret lydbillede, uden at det går ud over følsomheden. Og som altid er der ikke meget overflødigt fedt på den skrøbelige mesters album.
Efter en fin, men anonym debutplade er Donato Wharton tilbage. Og hvis man dengang afskrev ham, kan man godt gøre den beslutning om, for med Body Isolations har han taget enorme kunstneriske skridt. Væk er den bløde electronica, og i stedet er kommet et vedkommende lydbillede.
Den syrede electroclash-punk-med-mere-inspirererede Montréal-trio Les Georges Leningrad er ude med deres tredje album. Og de er stadig langtfra normale. Skæve idéer og syrede lyde fylder albummet, der er sært på en forfriskende måde – og pladen fremstår som en fuldendt perle.
For et par år siden var Xela alias John Twells eksponent for pæn indietronica. Siden da har hans pladeselskab Type udgivet mestendels pæn electronica. Nu har han lavet et særpræget, sine steder decideret uhyggeligt album, der trækker flere tråde til gyserfilm end indietronica – og er alt andet end pænt.
Amerikanske Eagle Seagull står bag en af årets allerbedste debutudgivelser, der krydsrefererer til al den musik, der er blevet pumpet ud af det nordamerikanske kontinent siden 2000, og kondenserer det hele ned til 11 numre, man bør høre, hvis man er til bands som The Arcade Fire og Grandaddy.
Der er feministisk fest og homoseksuel flirt på Wired Records' opsamling med aktuelle, kvindelige elektro-musikere – et album, der fungerer klart bedst under kulørte lamper med en kold drink inden for rækkevidde.
Amerikanske Someone Still Loves You Boris Yeltsin har med Broom begået en stærkt melodisk popplade, hvor samtlige sange er suverænt gode. Det eneste, man egentlig kunne ønske sig anderledes, er, at man aldrig havde hørt de bands, som SSLYBY er inspireret af.
Toronto-kvartetten The Sadies blander punk, surf og bluegrass sammen til en form for kosmisk country. Denne mastodont af et livealbum skal bides over, for der er musik til flere dage. Men selv om der skal sorteres lidt i indholdet, giver albummet et godt indblik i, hvordan The Sadies gør sig på scenen.
The Skygreen Leopards er efter det psykedeliske trip på Jehovah Surrender vendt tilbage til udgangspunktet – næsten. For duoen er med tilføjelsen af en rytmesektion blevet en kvartet, og det er, som om trommer og bas dominerer albummet lidt for meget på bekostning af det luftige og uhåndterlige.
Tidløse, kraftfulde og smukke sange fra den irske singer/songwriter, hvis stemme bringer mindelser om Jeff og Tim Buckley. Nogle svage sange mod albummets slutning trækker dog lidt ned.
The Kissaway Trails smagsprøve på deres kommende plade er en nem snack, der dog på grund af den lidt for velkendte aroma ikke holder til at blive tygget på særlig mange gange.
