Sangene på Bert Janschs nye plade knirker af efterår, men falmer ikke lige med det samme. De bliver tværtimod hængende som fine folksange tilsat god akustisk spade og celebre gæster.
Plader
Ecstatic Sunshine: Freckle Wars
Ecstatic Sunshines debut, Freckle Wars, er enerverende "Dueling Banjos"-indie for to guitarer, men den er tilpas kuriøs og morsom i den lydligt overmættede halve time, pladen varer. Den bemærkelsesværdige vits er en asiatisk symbiose mellem blandt andre Paganini og Pete Townshend.
São Paris: Lá
Tag med på en lydrejse med den fransk-brasilianske duo São Paris som rejsefører. Turen gennem Lá går gennem mange rigtige og imaginære lande – der er både smukke strækninger med varieret og spændende landskab og mere kedelige sletter uden meget at kigge på. Husk fotografiapparat.
Lloyd Cole: Anti-Depressant
Et lydbillede af mælk og honning tilsat hverdagshistorier udgør essensen af Lloyd Coles seneste værk, der til fulde lever op til sin titel. Det er en helende og velklingende plade til alle med trang til at bruge en aften i sofaen. Aloe vera på plade.
The Paper Chase: Now You Are One of Us
The Paper Chase tilbage i storform – mere rablende end nogen sinde. Deres musik er stadigvæk fyldt med gode melodier gemt væk mellem skæve og til tider skræmmende indfald. Now You Are One of Us er indierockens svar på syre – jeg tror, jeg er afhængig.
Phelan Sheppard: Harps Old Master
Med akustisk guitar, strygere og træblæsere som de vigtigste instrumenter har duoen Phelan Sheppard kreeret en af årets smukkeste udgivelser. Den drømmeriske musik er rig på mindeværdige melodier, og der er masser af fine detaljer at fordybe sig i.
Primrose: What You Want to Believe
Når man har gennemlyttet What You Want to Believe, kan man ikke undgå at føle, at man sidder med et rodet album i hånden. Et rodet album, der havde været bedre tjent med at være to helstøbte ep'er. Så på trods af gode intentioner sætter albummet sig desværre mellem to stole.
Colleen: Colleen et les boîtes à musique
Mens vi venter på Colleens tredje album, kan vi fornøje os med Colleen et les Boîtes à musique. Det er en udgivelse, som samler en række kompositioner, Cécile Schott har skrevet til Music Box – en mekanisk spilledåse fra 1700-tallet. Det er drømmende smukt - og en smule ensformigt.
Doí: Sing the Boy Electric
Sigur Rós er tydelige idoler hos danske Doí, der debuterer med Sing the Boy Electric. Lydbilledet er fyldt med et væld af instrumenter, der er højt til loftet, og stemningen er god. Doí kender deres virkemidler godt, men skiller sig ikke synderligt ud inden for postrock-genren.
Nephew: Interkom kom ind
Danmarks vel nok mest succesrige fritidsbeskæftigelse, Nephew, bygger videre på forrige års meget populære recept. Ambitionsniveauet i musikken er hævet, og de Kvammske finurligheder er stadig lige kringlede. Trods en nedtoning af de åbenlyse hitsingler er pladen ganske robust.
The Isles: Perfumed Lands
Newyorker-gruppen The Isles debuterer med et album, der lyder lidt for meget af, at gruppens medlemmer har brugt for meget tid på at lytte til deres gamle Smiths-plader og for lidt på at skrive nogle rigtigt gode sange.
Starlight Mints: Drowaton
Der er håb forude for det lille pladeselskab Barsuk. Nu hvor guldfuglen Death Cab for Cutie er fløjet fra reden, står det næste guldrandede indiepop-band klar i kulissen. Guitarer, klaverer, strygere, horn og tra-la-la'er smidt ind i uimodståeligt skæve popsange. Starlight Mints kan det hele, virker det som om.
Ike Yard: 1980-82 Collected
Det samlede materiale fra det eksperimenterende amerikanske Factory Records- band Ike Yard er nu blevet genudgivet på en enkelt plade med et virkelig unikt lydbillede. Men desværre også et enerverende og ikke særligt langtidsholdbart et af slagsen.
Witch: s.t.
J Mascis bag trommesættet i et tungt 70'er-band. Lyder det måske lidt useriøst? Tja... I hvert fald bærer Witchs debutudspil lidt præg af sløset venstrehåndsarbejde, selv om der også er guldklumper hist og her.