En australsk klarinettist og en islandsk bassist, der hver for sig har spillet sammen med prominente navne som Jim O’Rourke, Blonde Redhead, Sakamoto, Sylvian og La Monte Young, skaber sammen et betagende værk fuld af organisk gråvejrsmagi og meditativ skønhed.
Bryan Zimmerman er vokset op i byen Olathe i USA. Og debutalbummet fra hans band handler mestendels om, hvor trøstesløst et sted byen er. Det gør Asleep or Awake Walk til et lavmælt album, der udtrykker desperation og melankoli. Og som ikke altid inviterer lytteren indenfor.
Australske Silver Rays frontmand Cam Butler lader postrock-tendenserne ligge og kaster sig i stedet sig over atmosfæriske twang-guitarudladninger. De svulmende og episke numre folder sig pænt ud, men monotonien ligger på lur.
Med Byen Buldrer forsøger Ordkløver på at forene poesi og rockmusik. Det har sine charmerende sider, for gruppens tilgang til sagerne lader ikke til at ligge under for de store begrænsninger. Både digtene og musikken er imidlertid lidt på det jævne, og derfor er det ikke nogen entydigt succesfuld debut.
Nogle gange kan det være en fordel at forlade studiet, produceren og de faste rammer og i stedet begive sig hjem i soveværelset med en guitar, gode venner, optageudstyr og en masse entusiasme. Det har Steven Adams, frontmand i gruppen The Broken Family Band, gjort med pæn succes.
Danske The Holiday Show byder på en herlig blanding af synth, falsetvokal og klassiske rockinstrumenter, der resulterer i et behageligt popunivers. Det sker desværre i et vist omfang på bekostning af eksperimenterne.
Kira Skov kendes bedst fra bandet Kira and The Kindred Spirits. Men nu har hun lavet et sideprojekt. Genren er no-nonsense energisk garagerock, og udtrykket er råt og upoleret. Faktisk så upoleret, at det sine steder virker temmelig ufærdigt.
Den danske kvintets debut byder på kæk og lige lovligt naiv P3-pop. Der er masser af muntre og virkelig fængende omkvæd, og pletvist viser bandet, at de ikke bare er velspillende, men også tør lade være med at polere kanterne. Men det er bare alt for pletvist.
Chris Brokaw har en utrolig sikker sans for at spille på en guitars seks strenge. Både elektriske og akustiske modeller styrer han ganske flot, men han tror måske lidt for meget på, at de alene kan bære albummet. På det punkt tager han fejl, og derfor er hans seneste soloalbum en blandet affære.
"Hvad hvis jeg siger, at jeres album lyder som en My Bloody Valentine-kopi?" - imaginært interview med Voice A, B og C fra The Voices, der spiller shoegazer-rock med sparsom vokal.
Knol Tate har forladt sin laptop og i stedet dannet et band. Askeleton er derfor ikke længere et enmandsprojekt, og resultatet er god, gedigen indierock. Desværre glemte Tate at tømme sin harddisk.
Blandt walisiske bands er der tilsyneladende en tendens til ikke at være helt normale. Soft Hearted Scientists er ingen undtagelse med deres primært akustiske folk, der er melodisk og ekstremt stemningsfyldt – og lyder stærkt inspireret af psykedelisk musik fra slutningen af 60'erne.
Just før jul rundede Ryan Adams endnu et yderst produktivt år af med en samling følelsesladede og stemningsfulde sange af generel høj kvalitet, om end albummet i passager fører en lige rigeligt stille eksistens.
Den 24-årige engelske sangskriver David Thomas Broughton har begået en flot og udfordrende debut, hvor hans neofolk bevæger sig ud over de fleste grænser, både indholdsmæssigt, dynamisk og musikalsk.
