Genudgivelsen af det glemte band The Lucy Shows Mania fra 1986 er en god idé. Der bliver på ingen måde tale om en revival, men det driver med 60'er-melodier og en charmerende postpunk-attitude, der gør Mania til en fængende oplevelse, der går fra glimrende til rædsom.
Skrammel-guitarpoppen lever i bedste velgående på debutpladen fra svenske Nervous Nellie, og bandet tilfører flittigt bestanddele fra mange andre genrer, som gør det svært at fastlægge det præcise indhold af Don't Think Feel. Og dét er egentlig ikke så tosset...
At råbe 'ulven kommer' vil hverken sætte hyrdedrengen Peter eller nogen andre i dårligt lys. Det vil langt hellere vække begejstring end furore – i hvert fald når der er tale om de canadiske ulve i Wolf Parade. Deres debutplade, Apologies to the Queen Mary, er nemlig intet mindre end pragtfuld!
Nothing Broken fortsætter i samme rille som Johnny Cash og Mark Knopfler: pæn vokal, enkle instrumenter og god produktion. Men alt i alt ender det genudgivne soloalbum fra Nick Caves Bad Seeds-pianist som et nydeligt, om end uinteressant og småkedeligt udspil.
Melankoli og galskab. Statisk støj og storladne arrangementer. Underfundige krumspring og hyggelige musikalske banaliteter. Den lovende ep, der viser, at Mike Patton ikke har levet forgæves, er en nedtursversion af mr. Bungle og sammenfletter adskillige modsatrettede elementer med succes.
Newyorker-duoen har tydeligvis leget sig frem til udtrykket på deres debutplade. De når at komme omkring folk, hiphop, retrorock, krautrock, anstrøg af jazz og singer/songwriter-numre. Det er til at blive kulret af ... men også ret så charmerende udført.
På tre numre leverer danske Fifty Foot Spiders en temmelig solid og alsidig demo, der dog på trods af spændstigheden, lider under for få forsøg på at tegne uden for stregerne.
På sit tredje album under eget navn tager Jan Jelinek endnu et skridt væk fra micro-housen. Dominerende er i stedet en organisk, krautrock-inspireret behagelig house, som i den tilbagelænede atmosfære gemmer på mange detaljer. Der mangler dog et enkelt crescendo eller to for, at det er perfekt.
En semi-emotionel samling energiske punk-popsange, der forsøger at være personlige, men ender med at være ensformige og lidt for intetsigende. Energien og intentionerne fejler ikke noget, men de er ikke særlig langtidsholdbare.
Med en samlet spilletid på kun 32½ minut lykkes det faktisk schweiziske Shora at få lytteren til at kede sig. Schweizisk postrock kunne måske nok se spændende ud på et musikalsk menukort, men smagen udebliver i dette tilfælde. Lidt mindre dysterhed ville gøre underværker.
Hele konceptet omkring :Of the Wand & the Moon: kan godt give bange anelser, men man bliver trods alt glædeligt overrasket over Kim Larsens nye album, der får "apocalyptic folk" til at lyde en hel del bedre, end man umiddelbart skulle tro.
Med Test Icicles debutalbum bevæger postpunk-bølgen sig i retning af nu-metal. I de bedste numre svinger det forrygende, men Test Icicles har svært ved at holde fanen højt over et helt album, hvor monotonien lurer.
Træk vejret dybt ned i lungerne, og dyk ned under overfladen af støjende guitarer. Sig goddag til en verden af kaosrock og små rockvidundere. Part Chimp leverer her en mere dynamisk gang rock end på debuten.
12 usignede indierockbands får lov at boltre sig på denne opsamling i håbet om at få fingrene i en pladekontrakt. Dette har (selvsagt) resulteret i en særdeles ujævn plade med enkelte fine indslag – men det overordnede indtryk er ganske kedeligt og ufarligt.
