Lucie Baines' debutalbum har været længe ventet i hiphopkredse. Blandingen af jazz og hiphop er ikke ny, men Lucie Baines genopliver genren uden dog at genopfinde den. Albummet er mere hiphop end jazz, og denne fordeling er albummets svageste side.
Plader
Lucknow Pact: Youth Is for the Old
Svenske Lucknow Pact blæser prisværdigt til opgør imod ungdomsdyrkelsen på debuten Youth Is for the Old, der rummer flere fine momenter, men desværre også et lidt for patetisk og meget paradoksalt tekstligt knæfald for den ungdommelige rus.
Alex Puddu and the Butterfly Collectors: The Silence of the Sun and the Rhythm of the Rain
Det lignede på overfladen en moden frugt, men en af dansk musiklivs unge veteraner har begået en på alle måder anonym plade, der kun beviser, at Zero 7 og Pink Floyd ikke har levet forgæves. Det er ganske enkelt jammerligt kedeligt.
Spleen United: Godspeed Into the Mainstream
Det er dansk, og det er faktisk dejligt! Århus-gruppen Spleen United har udgivet en slags rejse tilbage til 80'erne. Pladen er en sofistikeret leg med musikken fra neon-årtiet med tilførsel af friske lydflader og velovervejede kompositioner, der får de ni sange til at lyse stærkt på shoegazer/synth-himlen.
Ainara LeGardon: Each Day a Lie
Ikke siden F.C. Barcelonas Pepe Guardiola har jeg tabt mit hjerte til en spanier. Ainara LeGardon henrykker med et dybfølt og stilsikkert album, der nærmest uden skønhedspletter portrætterer den ulykkelige kærlighed.
Without Gravity: Tenderfoot
Det islandske band Without Gravity spiller akustisk melankolsk popmusik præget af akustisk instrumentering, men leverer desværre i dette tilfælde en uinspireret og til tider kedsommelig udgave af ovenstående.
Death Cab for Cutie: Plans
I løbet af fire plader har Death Cab for Cutie udviklet sig i en sådan grad, at de i dag er elsket af mange. Plans er femte udgivelse, denne gang på et major label, og den præsenterer et band, der i dén grad dyrker poplyden.
Black Rebel Motorcycle Club: Howl
BRMC er det andet store retro-rockband, der foretager et radikalt stilskifte i år. Når det første chok har lagt sig, er det bestemt ikke så slemt som det seneste White Stripes-album, men der er stadig et langt stykke op til fordums styrke.
Mount Eerie: No Flashlight
Seneste album fra den særegne amerikaner Phil Elverum har en ganske dækkende titel. Der er for langt størstedelen af numrenes vedkommende ikke skyggen af lys eller lygte. Elverum er mindre støjende, end han plejer, og det giver musikken et mere afdæmpet og dystert udtryk.
Jomi Massage: From Where No One Belongs, I Will Sing…
Signe Høirup Wille-Jørgensen er en ener i dansk indierock. Hendes gåpåmod har denne gang lokket hende uden for støjrockens rammer – ud i en stærkt følelsesladet sangskrivning, der fra tid til anden fremføres så kompromisløst, at det desværre er svært at bunde som lytter.
Jørgen Teller & the Empty Stairs: House of Rainbows
Efter 25 år i musikbranchen emmer Jørgen Teller stadig af opfindsomhed og gåpåmod. Således indeholder dette andet udspil sammen med The Empty Stairs en vellykket blanding af fængende rocksange og eksperimenterende støj-udflugter i et evigt forandrende lydlandskab.
Karl Larsson: Pale as Milk
Karl Larsson fra det svenske indie-rock-band Last Days of April afviger ikke meget fra sin hidtidige karriere på hans første solo-plade Pale as Milk. Der er tale om melodisk og melankolsk, men optimistisk indie-rock. Det er yderst almindeligt, men holder så højt et niveau, at det bestemt er værd at lytte til.
Lo:muêso: next:matêria
Hedebølgen har lagt sig i Spanien, men ikke i spaniernes blod. Lo:muêso tordner af sted med en ambitiøs langfart udi progressiv og pågående rock. En dynamisk, stærk og eksotisk rejse under støjens varme himmelstrøg.
Need New Body: Where's Black Ben?
På deres tredje udspil har Need New Body fået prominent selskab af to medlemmer fra den legendariske Sun Ras Arkestra. Det forhindrer imidlertid ikke pladen i at være lidt kedelig og skitseagtig.