Uwe Schmidt og Burnt Friedmann har sammen og hver for sig vist, at de kan rumme mange genrer og stilarter og alligevel sætte deres helt personlige præg på musikken. Men dette fjerde udspil som Flanger er overraskende nok temmelig upersonligt.
Plader
Veto: I Will Not Listen
Veto giver med ep'en I Will Not Listen, et godt bud på hvordan man kan skabe en fængende lyd og skabe store forventninger for fremtiden med få midler. De mangler dog en bedre integration mellem tekst og musik, før en kommende debutplade kan hæve sig fra middel til fantastisk.
Houston Calls: A Collection of Short Stories
Houston, we have a problem! A Collection of Short Stories er poppunk, som vi har hørt det alt for mange gange før – udført langt bedre af de mange navne, som Houston Calls efterligner. Der tærskes stadig langhalm på en udtømt genre.
Caitlin Cary & Thad Cockrell: Begonias
Den helt store pedal-steel står knivskarpt i lydbilledet. Det er country, og duetten Cary/Cockrell har mange fine og varme sange under cowboyhatten, der især skal fremhæves for det glimrende vokalarbejde.
Nada Surf: The Weight Is a Gift
Nada Surf gør ikke tingene vanskeligere, end de behøver at være. Tilgangen til de vellydende, melankolske popsange er ubesværet og overbevisende, dog uden at være revolutionerende.
The Pope: The Jazzman Cometh EP
Ifølge Ludwig van Beethoven er musik "en højere åbenbaring end al klogskab og filosofi". Ifølge Thomas Carlyle er musik "englenes sprog". Ifølge The Pope har begge fortjent et hårdt los i kuglerne og en omgang tinnitus.
Moonbabies: War on Sound
Den svenske duo har udsendt en musikalsk appetitvækker for deres tredje album. War on Sound byder på fornem indiepop med glimrende vokalharmonier og meget mere. Faktisk når Moonbabies langt omkring på de otte numre, men rejsen er ujævn og ikke altid lige spændende.
Iron and Wine/Calexico: In the Reins
Sommeren er tiden for det ubekymrede og dansable: dét, der får en fest i gang. Når efteråret melder sig med vejrændringer, må der andre ting til. Én af disse ting kunne være samarbejdet mellem Iron and Wine og Calexico, der skaber en herlig sonisk bastard.
Richard Swift: The Richard Swift Collection vol. 1
Two in one-udgivelser er ofte en kommerciel fidus af den klamme slags, og Richard Swifts sampak lider da også lidt af samme sygdom. Men selve indholdet fortjener bedre omtale, for der er mange gode øjeblikke blandt de 17 numre, der svæver et sted mellem folk og cabaretpop.
Mew: And the Glass Handed Kites
Det er ingen overdrivelse at kalde And the Glass Handed Kites det danske album, som i år er ventet med størst forhåbning. Heldigvis er det en lykkelig forløsning, for Mew lever op til forventningerne. Kernen i Mews lyd er bibeholdt, men ellers har bandet bevæget sig et godt stykke. I en yderst spændende retning.
Ramy Antoine Hoffman: Songs from Overseas
Så er der saftsuseme en ny singer/songwriter på banen. Heldigvis tør ham her invitere flere instrumentale elementer indenfor i sin musik, hvilket måske på længere sigt kunne give traditionen et ekstra lille pift og løft opad.
Charlottefield: How Long Are You Staying
Delvist skrigende og delvist instrumental postpunk viser sig at være en fin blanding for de debuterende englændere Charlottefield, der dog mangler et stykke endnu.
My Beloved: On Happiness Hill
Københavnske MyBeloved benævner sig selv post-goth, og selv om man skal tage det med et gran salt, er det en sammenblanding, der fungerer fortrinligt, hvis man tager den for, hvad den er: hypnotisk instrumental triprock spillet med religiøs ihærdighed.
Waltham: s.t.
"America's Heart and Soul," hvis man spørger Disney. En fabriksby i staten New England, hvis man spørger Google. Både tillokkende og afskræmmende collegerock, hvis man spørger Undertoner.