Siden den seje Haha Sound fra 2003 er engelske Broadcast er blevet til en duo. Men så længe Trish Keenan har patent på samtlige stemmer i de hyppigt anvendte vokalharmonier, kan det umuligt gå galt. Det gør det absolut heller ikke på album nr. tre.
Plader
Minus Story: No Rest for Ghosts
Kvintetten Minus Storys fjerde fuldlængdealbum er en anelse rodet, men alligevel struktureret som en collage, smuk som et maleri af William Turner og vidunderligt sær som et surrealistisk kunstværk. I sin helhed er det yderst charmerende og stemningsmættet.
The Magic Numbers: s.t.
Hyggelig musik med masser af heartbreak. Modhager er der ikke så mange af, men giv albummet tid til at sætte sig fast – så bliver det svært at give slip på de melankolske popsange, hvor fremragende vokalharmonier er i høj kurs.
New City: s.t.
Det nye danske projekt New City forsøger at give kunstigt åndedræt til de tidlige 80'eres mørke dansemusik og new romantics, men ender som et hult ekko af fortiden. Melodierne er blottet for gnist og fremdrift, og oven i købet har gruppen lavet en af de svageste singler i årevis.
Red Worms’ Farm: Amazing
»Lost my opium den... / We got lost again.« En intellektuel udfordring, en hash-psykose, en hovedpine eller en druktur? Oplevelsen afhænger af perspektivet, og perspektivet afhænger helt af dine tidligere oplevelser.
Kå: Sammenbidt blidt
Hvor er det skønt at få afkræftet sine fordomme om dansksproget musik! Men Kå er også helt sin egen; selv kalder de det indiefolk, vi kan bare nøjes med at konstatere, at det er forbandet godt. Deres debut emmer af en særlig kraft og elegance, og symbiosen af tekst og musik er overordentlig vellykket.
Franz Ferdinand: You Could Have It So Much Better
Første gang havde friskhed og nyhedens interesse, anden gang er denne gang, og efter at have hørt You Could Have It So Much Better må man bare håbe, at tredje gang er lykkens gang.
Killjoy Confetti: The Fun Is
Pigepunk behøver ikke være kedeligt, selv om man ikke opfinder den dybe tallerken med hvert eneste nummer. På Killjoy Confettis andet album er der dog alt for langt mellem de dybe tallerkner, og alt for mange numre er konstrueret kedeligt og helt i inspirationkildernes ånd.
The Boats: We Made It for You
Med et vakkelvornt ustemt klaver og afdæmpede elektroniske tilføjelser har The Boats skabt en rørende smuk 2005-pendant til Erik Saties piano-kompositioner. Duoens andet album er en af årets smukkeste plader.
I Am Bones: Wrong Numbers Are Never Busy
Der er knald på, når den århusianske original og musikalske hovedkraft i I Am Bones, Johannes Gammelby, spiller op til bal med en slingrende og afsøgende rock-cocktail med lån fra folk, hiphop, punk og hardcore bundet sammen af en bundsolid melodifornemmelse.
Olesen-Olesen: Solsort og forstærker
Intet nyt er godt nyt, og på Solsort og forstærker er der bortset fra lidt elektrisk guitar intet nyt at melde. Olesen-Olesen leverer med andre ord for sjette gang et godt bud på årets danske plade.
Xbxrx: Sixth in Sixes
Xbxrx’s nyeste udspil er en balstyrisk post-hardcore-plade med et væld af seje riffs og breaks. Attitude og levering er i topklasse. Produktionen er desværre mindre sublim, og derfor bliver pladen let en ensformig suppe, hvor alt står i stampe.
Yellow6: Melt Inside
Yellow6 fremmaner med enkle midler som rungende guitar og slæbende beats lydlandskaber med en imponerende rumlighed. Men tilføjelsen af sangerinden Ally Todd stiller større krav end vanligt til de enkelte numres kvalitet, og det spænder ikke uproblematisk af.
dEUS: Pocket Revolution
Revolutionen udebliver på dEUS’ fjerde album, og forventningerne efter seks års ventetid bliver ikke indfriet. Tidligere tiders storhedsform er passeret, men belgierne kan stadig i glimt stykke fine melodier sammen.