Den utrættelige electronicamester Scott Herren har fået folktronica-duoen The Books' råmateriale og genfortæller i otte hiphop-drevne kapitler gruppens subtile følsomhed. De to lyduniverser smelter sammen uden problemer, og Herren virker til at være i topform.
Norikos stemme og Takamasas stramme, sarte programmeringer passer godt sammen, men albummet er for størstedelens vedkommende alt for pænt. For den glatte overflade af japansk minimalisme dækker ikke over noget overhovedet.
Matthew Herbert har altid været glad for koncepter, og hans nyeste af slagsen hører til i den bedre ende. Musik og koncept går op i en højere enhed – læs videre, og find ud af, hvorfor denne cd bør komme på Forbrugerstyrelsens top 10 over relevante forbrugeroplysningsprodukter.
Dreamends nye udgivelse er en stiløvelse i postrock. Der er intet nyt under solen, og selv om bandet afprøver forskellige virkemidler indenfor genren, er intet voldsomt vellykket.
Sterlings første ep efter indlemmelsen i Crunchy-familien kommer vidt omkring med både uptemponumre og ballader. Pladen sprudler af bandets spillelyst, men lider til dels under manglen på rigtigt stærke melodier. Sterling er stadig bedst til fest og pangfarver.
Det er en træg affære at komme igennem lytningen til en plade, som hverken kan eller vil noget. Og det er mindst lige så trist at opleve en plade, der slet ikke formår at vække nogen følelser til live. Poleret, forsøgt dramatisk rock af den ret så kedelige skuffe.
Endelig et engelsk band, der trækker på Joy Division og Echo and the Bunnymen (og Interpol). Editors fremviser et enormt potentiale på deres debutalbum, men desværre også en høj fejlprocent. De er endnu ikke så gode som forbillederne, men kan blive rigtig store en dag.
P:ano er pop af typen, som langsomt indynder sig. Det er sød musik, der lefler for lytteren, men det er spændende og frem for alt et udspil, der vidner om muligheder. Det er traditionel indiepop med en evne for sange, der lyder som nyfalden sne. Det er anbefalelsesværdigt.
På sit andet album fortsætter Anthony Rochester med at spytte behagelige 60'er-popmelodier ud. Albummet er perfekt til lange eftermiddage med regnvejr og perfekt at høre uden egentlig at lægge mærke til musikken. Ganske behageligt og ofte ret ubemærket.
Det er svært at blive klog på det her. Også hvad angår, om man kan lide det eller ej. Men det er måske ikke så skidt endda, for Giving Up the Ghost er en fascinerende og personlig udgivelse fra en amerikansk studie-duo, der både forkæler og frastøder.
Xiu Xiu holder sig i de velkendte sorte rammer, bevæbnet med knive, der skærer ind til benet. Der er intet nyt under solen, for den er dækket af sorte, truende skyer, og vi hvirvles rundt af Jamie Stewarts smerte-orkan.
Det er legende, men stilsikkert – og helt umiskendeligt svensk. Sambassadeurs indiepop er relativt tyst, men så snart kvartetten begynder at tænke skævt, bliver de velproducerede numre interessante og ganske indtagende.
Som en forløber for et kommende album har Utah, et dansk band hidrørende fra Århus, leveret en ep, der fremstår som en god appetitvækker og indgyder håb om mere. Specielt en stærk vokal og en varieret række af numre er medvirkende til at skille bandet ud fra mængden.
The Tough Alliance vil gerne være på tværs. Med sing-back-vokaler pumper de to bagmænd en poleret elektropop, der lægger op til dans og absolut ikke til fordybelse. Og så er der heller ikke så meget mere at komme efter på albummet, som i længden er anstrengende og ensformigt.
