Dybsindig og smaskcharmerende berlinsk cafémusik serveret med stor omhu.
Plader
Jimmy Chamberlin Complex: Life Begins Again
Trommeslageren Jimmy Chamberlin forsøger med dette album at få gang i sin karriere igen efter opløsningen af først The Smashing Pumpkins og dernæst Zwan. Fokus er i overdreven grad på trommerne, men med hjælp fra bl.a. eks-pumpkin/Zwan Billy Corgan byder pladen dog på et par interessante numre.
Lisa Cerbone: Ordinary Days
En rigtig god følgesvend til et stille og eftertænksomt øjeblik og en plade, der bør være plads til på hylden med regnvåd søndagsmusik.
The Unicorns: Who Will Cut Our Hair When We’re Gone?
The Unicorns eksisterer ikke længere, og det er ærgerligt. For deres sidste plade Who Will Cut Our Hair When We’re Gone? er et lille livsbekræftende popmesterværk, der forryger og underholder fra start til slut. Legesygen har sjældent haft så stor en plads på et album.
AGF/Delay: Explode
Det første samarbejde mellem det private og nu også musikalske par Antye Greie-Fuchs og Vladislav Delay er en ordplade. Den dubbede musik er sekundær til teksterne, som kredser om små og store, men altid vigtige ting i tilværelsen. Teksterne og musikkens forhold er desværre dog lidt for skævt.
Ea Philippa: Fjerne himle
Fjerne himle tager udgangspunkt i en eventyrverden langt væk. En mere jordnær indgangsvinkel til tekstskrivningen kunne måske have resulteret i en plade, der i højere grad var værd at lægge øre til.
Gregor Samsa: 27:36
Gregor Samsa har lavet en fin og til tider følelsesladet og intens ep. Desværre har de ikke formået at blande nogle nye og spændende ingredienser ind i postrock-formelen, og man sidder derfor som lytter tilbage med et lidt for velkendt og forudsigeligt smagsindtryk.
Cherry Overdrive: Sharks
En demo er ofte et bands skrøbelige nyfødte barn. Numrene kan være svære at forholde sig til, da de stadig kan udvikle sig, mens bandet lærer at opdrage dem og blive bedre forældre selv. Det kvindelige garagerockband Cherry Overdrives demo er også en baby, men bandet har endnu ikke fundet en lyd at udvikle.
The Plastic Constellations: Mazatlan
Ung energisk rock med kant, skingre omkvæd og rigeligt med guitar. Der er masser talent at spore hos kvartetten, der leger lige så meget med musikken, som musikken leger med lytteren.
Aluminium Group: More Happyness
Aluminium Group er ude med andet udspil i deres i folkemunde døbte happyness-trilogi. Igen mestrer de at skabe en dejlig smøre af dunet, indsmigrende synth-pop – lige til at smøre sig ind i og lade sive ind.
Langsyne: Silent Storm
Det er et ruskende tordenvejr, der har ramt musikbutikkerne med denne debut fra danske [Langsyne]. Progressiv tungrock af en anden støbning end man som regel hører på dansk jord, men måske er Mike Patton et lige lovligt stort idol?
Antony and the Johnsons: I Am a Bird Now
Hold da op, hvor er det gennemført. Sjældent har man kunnet lægge øre og øjne til en udgivelse, der både er kompleks og underlig, men samtidig også fremragende og storslående. Hopper man på toget, er det en 1. klasses oplevelse!
Black Mountain: s.t.
Stille revolutioner. Dæmpede lys i mørket. Modsætninger og rockhistorie parret på nye psykedeliske måder. Jerk With a Bomb er genopstået med en personlig genindspilning af 40 års rockhistorie.
MC Hansen Band: Bogrough Junction
MC Hansen Band er noget så sjældent som et dansk country-blues-band, der rent faktisk holder, også selv om man er under 50. Med Bogrough Junction har bandet lavet en solid plade, der dog lige mangler den smukhed, som country-artister andre steder i verden præsterer.