Med sin nyeste udgivelse Nashville har singer/songwriteren Josh Rouse taget endnu et skridt ud imod den rene popmusik. Det er der kommet en nærmest vanvittig behagelig plade ud af, som man skal være temmelig kold om hjertet for ikke at falde bare lidt for.
På mange måder en forbløffende god udgivelse. Opfølgeren til deres to år gamle debut er både melodisk og radiovenlig, uden at det bliver kedeligt eller intetsigende. British Sea Power beviser, at man ikke behøver at bo i hverken Manchester eller Bristol for at skrive gode sange.
Poeten i Dolorean, Alex James, fører sin lyriske pen hen over mørke sletter, død og fortabt kærlighed, godt inspireret af Robert Blys digtsamling af samme navn. De mange stemninger gør sig godt på de velspillede folksange.
De debuterende Dublindrenge puster deres tyndbenede ballader så voldsomt op, at pompøsiteten bliver klæg og uinspirerende. En glat og ikke videre opildnende debutplade.
Pet placerer sig med sin spøjse blanding af power-glamrock og dominerende computer-moogs i en genre, hvor konkurrencen fra bands som Mina og Zoot Woman er hård. Og Pets sporadisk gode præstation holder ikke et helt album igennem.
Rå i kanten, men blød i midten. Skæv rock med klokkespil og dansevenlige kompositioner. Branches forholder sig aldrig helt til én bestemt genre, hvilket ofte falder mindre heldigt ud, men i dette tilfælde smitter legen, og man føler sig egentlig godt underholdt.
Canadiske Readymade har indiskutabelt evnerne og ambitionerne til at lave et album langt over middel. Det sker desværre ikke i denne omgang med All the Plans Resting, hvor bandet i for høj grad spiller de sikre kort uden for alvor at investere sig selv.
Californiske Nyles Lannon har skrevet en rar lille samling folksange, men melodierne mangler lige det sidste for at skille sig ud. I stedet lever Chemical Friends mest på stemningsbilleder, og der er grænser for, hvor interessant støvregn og dis er.
Den charmerende og legesyge debut fra Londonduoen Psapp er en kombination af den gode tekniske producer og en yndefuld sangerinde, der tilsammen beskriver en voksenverden med barnlige musikalske hjælpemidler.
Han er tidligere Weezer-bassist og The Rentals-frontmand og har efter fem års stilhed udgivet sin første plade i eget navn. Matt Sharp har bevæget sig over i en helt anden grøft med et akustisk baseret udtryk, der skyder rødder i singer/songwriter-traditionen. Men noget mangler...
Karthage sætter Esbjerg på det musikalske Danmarkskort med en demo, der - potentialet til trods - stagnerer i den storladne indierocks mainstream.
Mia Doi Todds femte album beviser endnu en gang, at L.A.-sangerinden har en fyldig og spændende stemme. Hvis hun så bare havde turdet stole på, at den sagtens kan gøre arbejdet, ville pladen have været glimrende. Nu stritter den i for mange retninger og hænger ikke sammen.
Dette må være det perfekte bevis på, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Hollandske John Wayne Shot Me gør forsøget, men de formår ikke at skille tingene ad, hvilket efterlader et middelmådigt produkt.
Ikke ligefrem lettilgængelig hiphop, men leder man efter noget, der går et par (eller mange) spadestik dybere end 50 Cent, bør man tjekke Däleks tredje album ud.
