Så meget denne verden, og dog så meget en anden. Red Sparowes rækker ud efter himlen og når helt derop på denne intet mindre end fremragende plade.
Plader
Broadway Project: The Vessel
Broadway Project spiller en fantastisk filmisk, billedskabende musik, der virkelig formår at sætte sin lytter i forskellige stemninger. Men de mange musikalske lag, der skaber alle indtrykkene, er trættende i længden.
Magnolia Electric Co.: What Comes After the Blues
Den musikalske afstand mellem Songs: Ohia og Magnolia Electric Co. er ikke længere end afstanden mellem Mark Kozeleks Sun Kil Moon og Red House Painters. Jason Molinas nye klon viderefører ganske glimrende den folk-blues, han begravede med Songs: Ohia – og det er stadig godt!
Damien Jurado: On My Way to Absence
Den amerikanske singer/songwriter Damien Jurado leverer med sit nyeste fuldlængdeudspil On My Way to Absence en dyster, men også smuk plade, der vokser betydeligt efter en del gennemlytninger.
The Press: Noxious Saucy Beast
Usundt uforskammet bæst. Sådan lyder den direkte oversættelse af titlen på amerikanske The Press' debut-ep Noxious Saucy Beast. Men resultatet er nu ikke særligt frastødende, medmindre man får grønne knopper af god gammeldags, rastløs punk-energi.
Autechre: Untilted
Det rumler og sitrer hos Sheffield-pionererne Autechre, der er tilbage med et album, der retter op på de to forrige pladers snørklede lyttefjendtlighed. Untilted er pågående, kantet, maskinel – og alt andet end kompromissøgende.
Communiqué: Poison Arrows
Der var engang et punkband, der hed American Steel, som blev trætte af punk. Så lagde de deres stil om, smed en masse keyboard-melodier oveni og begyndte at lytte til indiepop og retrorock. Og pludselig hed de Communiqué og spillede op til fest og god stemning i Californiens mange sommernætter.
made of buildings: Looking Like Flames and Falling Like Stars
Den østjyske trio har gode ambitioner i ærmet. Kompositionerne er gode, og der er overskud og kreativitet i programmeringerne. De seks numre er afvekslende og spændende, men de to instrumentale numre er lidt for ordinære.
Settlefish: The Plural of the Choir
Settlefish spiller i udgangspunktet emorock, men bandet formår med held at blande genren med musikalske indspark og for genren fremmede finurligheder. Det har resulteret i et af dette års mest interessante albums fra Italien.
El Oso: Whichever Chapter Covers Now
El Oso finder ingen dybere sandheder på dette album, men i deres livsglade søgen kommer de forbi både venlige melodier og kantede guitarer. Vellykket indiepop uden irriterende attituder.
Sole: Live From Rome
Soles nye plade er ikke en liveplade, som titlen ellers antyder, men derimod et nyt studiealbum fra den tidligere Oakland-baserede Anticon-veteran, der nu er bosat i Spanien. Et fint album, der desværre ikke byder på afgørende nyt.
Figurines: Skeleton
Danske Figurines følger op på de lovende takter fra debutalbummet Shake a Mountain med "den svære to’er" Skeleton. Et album, hvor gruppen udvider sit musikalske territorium betragteligt uden at give køb på de umiddelbare ørehængere.
The Impossible Shapes: Horus
Rockfaklen fra forrige udgivelse er dæmpet en smule, og det eftertænksomme fylder mere i psych-pop-kompositionerne. Der er mange originale indfald, men de fire amerikanere putter lige rigeligt med genrer ned i blenderen, og derfor bliver man ikke for alvor mæt af Horus.
Manuskript: Digt #1
Debutpladen fra den århusianske trio byder på nedbarberede elektroniske landskraber, der kratter og kradser i Mirian Due Steffensens rejsefokuserede poesi. At Manuskript ikke rejser langt væk fra forbillederne, gør ikke så meget.