Jeg aner ikke, hvorfor man vælger at bruge et ord, der klinger så fjollet som Mushi som kunstnernavn. Svaret har Rasmus Fynbo formentlig, der i lækkert jakkesæt og med selvsikker attitude pryder bagsiden af coveret – han gemmer sig i al fald bag navnet. Den musikalske entusiasme stråler ud af hans talentfulde nye udspil, så han er tilgivet. Rasmus Fynbo har skrevet sange i mange år og har et imponerende antal liggende hjemme i skuffen. Nogle af dem blev udgivet på Unbelonging fra 2004, der dog ikke nåede ud til et ret stort publikum. Nu når Fynbo forhåbentlig ud til flere ører landet over med sit andet album Unfairytales. På albummet medvirker i alt 18 forskellige musikere, men det er Fynbo, der har skrevet og produceret alt. De 18 kreative sjæle bidrager under Fynbos ledelse med mange forskellige specielle instrumenter – bl.a. mandolin, harmonika og trompet. Også mange genrer deltager i lyden på Unfairytales, og det er unægteligt svært at finde paralleller til andre kunstnere, der holder i mere end ét nummer. Lyden er meget international, og Fynbo formår at holde tøjlerne samlet, så albummet ikke ender som én stor rodebutik. Rasmus Fynbo har stort talent for at skrive iørefalende melodier, og f.eks. er to af de største ørehængere – og albummets bedste numre – “Unfairytale” og “Trivial Decay” til at synge med på allerede efter første lyt. Det er melodier, der sidder fast og er svære at ryste af sig igen. Hvad der også skinner soleklart igennem på albummet, er en massiv glæde og entusiasme ved at lave musik og at få sangene formidlet videre til lyttere. Albummet er personligt og kommer fra en mand, der har meget på hjerte. Dette gælder også på tekst-siden, hvor Fynbo fremlægger en række små historier om forskellige mennesker i mere eller mindre dagligdags problemer og paradokser. De små bizarre sandheder, verden gemmer på; ulykkelig kærlighed til en patologisk løgner (“Pieces of Nothing”), den rige pladeboss’ besvær med at beholde sine penge selv (“Rich Man’s Burden”) og sågar rumstations-fantomkærlighed inspireret af filmen Solaris (“Death Shall Have No Dominion”). Der er nok af idéer, og de fremlægges i flot stil af Fynbos på én gang afslappede og meget engagerede vokal. Albummets første halvdel er en livlig blanding af mange inspirationer fra forskellige dele af Europa, hvor både sigøjnere og mafiabosser synes at stå faddere til den lille ny. Kreativiteten er i top, og albummet er medrivende. Den sidste halvdel af albummet byder desværre på nogle svage ballader, der ikke rigtig lykkes for Mushi. “Sea of Debris” med kvindevokal ender som et rimelig kikset forsøg på en storladen ballade, og denne og andre fra sidste halvdel trækker ned i den samlede bedømmelse. Det kan dog ikke ændre på, at størstedelen af Unfairytales er en flot præstation, hvor det kan mærkes, at manden bag projektet har lagt et lille stykke af sig selv i albummet, der er endt som et professionelt og talentfuldt tilløb. Det kan godt gå hen og blive rigtig interessant i fremtiden at høre mere til Rasmus Fynbo, da han i dansk sammenhæng har noget usædvanligt livfuldt og unikt at byde på.