Den svenske elektro-excentriker udkommer med sit tredje albumudspil, der mimer en genkendelig Fever Ray-indpakning med calypsoiserede beats, mørke synth-flader og en vrængende, maskeret vokal. Dét er opskriften på et par ganske fede, dansable numre, men en samlet set ikke synderligt medrivende popoplevelse.
På Bless This Mess fortsætter Meghan Remy med at spinde den eksistentialistiske røde tråd, som har præget hendes seneste plader. Her er der både numre til dansegulvet, virkelighedsflugten og ammestuen, mens pandemien uddør, og atomkrigen lurer.
Danske Prisma er med “Bowels of the Beast” ude med en aldeles fyrig The Raveonettes-fortolkning, som med sine drum and bass-beats og mørke vokalharmonier opildner til at kridte de djævelske dansesko.
The Remix Experience er et sammensurium af vidt forskellige udtryk, men på bunden findes en række vaskeægte perler. De ellers bekendte numre fra First Hate er os pludselig ikke så velkendte længere, men udgivelsen byder i stedet på uforudsigelige og forfriskende nyfortolkninger.
Med en drømmende synthlyd, perlende strenginstrumenter og en vuggende vokalpræstation spiller Una-Luga efteråret ind med singleudspillet Brilliant Red fra deres kommende EP.
Jens Konrad Barrett har samlet cremen af dansk undergrund, og sammen har de skabt bandet Sensos debutalbum The Void in Us – en gennemført plade, der til trods for sin 80’er-nostalgiske følelse aldrig ender med at blive uvedkommende eller umoderne.
Lucky Los debutplade, Supercarry, er en velproduceret popskive med folk’ede undertoner; spækket med ørehængende numre, der i en større popkontekst leverer sjældent konstruktive budskaber om livets byrder.
Der er for langt mellem ørehængerne på Alex Camerons fjerde studieudgivelse, som ender med at køre i tomgang på trods af det sympatiske udgangspunkt og enkelte lyspunkter.
Elektropopdebuten fra musikeren og produceren Gro er overraskende opløftende, men rammer bedst når den eksperimenterer og skaber eventyragtige landskaber i sine produktioner.
When Saints Go Machine spillede op til dans for et siddende publikum i Store Vega, og det var en kæmpe fornøjelse.
På The Weather Stations nye album har Tamara Lindeman kastet sig over klaveret frem for guitaren. Resultatet er et umådeligt rart og afmålt indiefolkalbum. Enkelte sange kæmper dog med at lyde interessante.
Ardent Spring, Pt. I & II byder på easy listening synth-pop – med tryk på synth. Der er få højdepunkter, hvor Greta lader dreampoppen udfolde sig, og for det meste befinder sig i en tidslomme af kitschet synth-pop.
Velskrevet melankoli hersker i Jacob Keinickes nye, eksperimenterende indiepop-univers, der dog overdøves af en skævvredet balance mellem produktion og vokal, som pladens tårnhøje ambitioner må se sig begravet i.
Midt i den tidlige forårssol udgives Crush, og med udgivelsen har Favor begået sig et vaskeægte pop-album. Et album, der både flyver på høj energi, men også viser sine alvorlige sider. Man kan kun glæde sig over at dykke ned i de fængende melodier.
Molina har udgivet sin debut-EP, der minder om en stor lyserød boble af udfordrende pop. Den er 80'er-flamboyant, fantaserende og helt sin egen. Og så er den fuld af rumklang.
Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: Tredjesidste omgang bruges i selskab med dobbelt op på Sufjan, samplekongernes genkomst og yngste Knowles' indtræden på den internationale scene.
Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste danske udgivelser: I dette kapitel runder vi både elektroniske vuggeviser, isnende kold synthpop, charmerende indiepoprock og drømme om at elske.
Gretas debut er en 80'er-pop-pakke af drømmende, astronautisk pop og inderlige refleksioner om passion, kærlighed og længslen efter forår. Er man til den slags, så er den klart en anbefaling værdig.
Seneste single fra Kogekunsts kommende plade er et minimalistisk, elektronisk intermezzo, hvor duoen fortsat bevæger sig gennem hidtil ukendt, musikalsk territorium.
Æstetisk overeksponering af blåt og rødt neon lys, da Chromatics og Desire skabte et 80'er-nostalgisk parallelunivers.
