Tag - folkpop

Plader

Rigmor: Vælter vi mørket

Den aarhusianske indiekvartet Rigmor er optaget af rockens, lyrikkens og hverdagens poetiske mørke. Måske så meget, at deres ellers så indhyllende sangskrivning, i omfavnelsen af sin egen melankoli, ender med at savne modsætninger og kompleksitet.

Plader

Lucky Lo: The Big Feel

Lucky Los unikke og smukke stemme sættes endnu engang i sammensving med velproduceret pop og et væld af andre musikalske inspirationer fra folk, funk og 80'er-disco. På The Big Feel får vi nemlig Lucky Lo, præcis som vi kender hende.

Plader

Dina Ögon: Oas

De svenske retropoppere fortsætter, hvor deres seneste plade slap, mens de forfiner og viderefører et musikalsk udtryk, som både spiller efter og skubber til genrekonventioner og lytterforventninger.

Plader

Mads Beldring: Papir

Folkrock-sangeren vil både være poetisk og politisk på sit tredje album. Men han lykkes ikke fuldbyrdet med nogen af delene på et album, hvor han skubber problemerne for meget væk fra sig selv.

Plader

Cat Power: Wanderer

Der er ingen inderlighed tabt på Cat Powers 10. album, hvor Chan Marshall igen finder styrke i skrøbeligheden på Wanderers nænsomme folk-hymner, og på overbevisende vis genkalder sangskriverens tidlige albums uden at bero på tilbageskuende nostalgi.

Plader

Charles Watson: Now That I’m a River

Med Now That I'm a River er engelske Charles Watson fra duoen Slow Club sprunget ud som både soloartist. Det er der kommet en vældig behagelig plade ud af, der trods sine højaktuelle temaer alligevel ikke rigtig formår at vælte nogen omkuld af begejstring.

Plader

Erland & The Carnival: Closing Time

Erland & The Carnival serverer med Closing Time en klichéfyldt blanding af folk- og brit-pop, der er hørt bedre mange gange før. Alle musikalske idéer på albummet er allerede så gennemtestet, at man har svært ved at forstå, hvorfor man egentlig skal lytte til Erland & The Carnival.

Plader

Champs: Down Like Gold

De klassiske indierockere fra Champs bakser på deres debutalbum grumset folkpop sammen med en række fremragende melodier og giver slutteligt det hele et mystisk gospelpræg. Det er originalt og modigt, men lige en tand for selvhøjtideligt.

Plader

Sumie: s.t.

Af et debutalbum er det oplagt at forvente noget uslebent, utæmmet og sprudlende af kreativitet. Men har man disse forventninger til svensk-japanske Sumies debutplade, bliver man nok overrasket. Sumies selvbetitlede første album er langsomt, modent, velproduceret - og en smule ufarligt.