Amazing er en optimistisk titel, og dette udspil er da ogsÃ¥ forbløffende, men nu ikke fantastisk. Sidste Ã¥r formÃ¥ede disse tre gutter med hjembase i italienske Padova at teame op med kritikerroste The Paper Chase. Resultatet blev en lækker ep. Deres halvhjertede emorock gik fint i spænd med The Paper Chases forskruede univers, og det er her, Red Worms’ Farms tredje album starter.

Uden andet mÃ¥l end at forvirre og forlyste kaster italienerne sig ud i 10 nye sange, og deres univers er netop sÃ¥ forrykt og eksperimenterende, som man kunne have hÃ¥bet pÃ¥. Med afsæt i en parodi af den totale rockkliché i “Yeah, Yeah Everything” løftes albummet op pÃ¥ et distræt plan. Hovedløs rock med ligegyldige slogans spyttes ud til musik, der ufrivilligt rykker i lytteren.

I virkeligheden er det lidt en tilsnigelse at hævde, at Red Worms’ Farms nye album starter, hvor sidste Ã¥rs split-ep sluttede. Vel er universet det samme, og vel er der en enkelt af sangene, der gÃ¥r igen i et nyt mix, men udviklingen er alligevel tydelig. Der er pÃ¥ det nye album mere attitude at skære sig pÃ¥ og flere kanter at blive provokeret af. Pladen er søbet ind i en ’fuck’ eller ’fuck af’-attitude. Sangene er spillet en anelse off-beat, og vokalen rammer altid lidt ved siden af tonerne, men de tre gutter lader ikke til at tage sig af det.

Om dette udspil er “kunstnerisk grænseafsøgende” eller bare kaos, og om vi her har at gøre med en ny eksperimenterende tendens i rocken eller bare nogle nogenlunde okay musikere, afhænger selvfølgelig af ens tilgang til albummet. Det musikalske fundament bygger pÃ¥ Fugazi-rock tilsat dele af den eksperimenterende amerikanske rockscene. Bands som Oneida, Les Savy Fav og Ex Models ville ogsÃ¥ kunne begÃ¥ plader som denne, men pÃ¥ et eller andet tidspunkt vil markedet vel ogsÃ¥ være mættet af bands, der ofte eksperimenterer for eksperimentets egens skyld?

Amazing er indhyldet i en tilbagelænet, næsten ligegyldig stemning. Man har lidt på fornemmelsen, at det endelige resultat betyder mindre for bandet end den proces, der gennemleves, og at den drivende rock kun er et spildprodukt af et forsøg på at have det skægt. Men man har det skægt – også som lytter.

Bandet er efterhÃ¥nden nÃ¥et langt, og fortsætter de udviklingen, bliver det næste album rigtigt godt. Indtil da er der ikke andet end at sætte en frysepizza i ovnen, Red Worms’ Farm pÃ¥ anlægget – og sÃ¥ drømme sig til Italien, hvor der helt sikkert foregÃ¥r nogle helt forrykte koncerter med Red Worms’ Farm.