Martin Hall albumdebuterede som 18-årig i 1981 med Ballet Mechaniques The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, der stadig betragtes som et af de vigtigste danske rockalbum. Lige siden har han været en af de mest interessante kulturpersonligheder i Danmark med en energisk skabertrang, der har ført til teaterforestillinger, bøger og eksperimenterende kompositioner foruden de rockmusikalske udfordringer. I 30 år har han udforsket rockens muligheder, og hans nye album og to genudgivelser af ældre plader er glimrende eksempler på hans spændvidde. De tre album er udkommet med ca. 12 års mellemrum, hvorfor de er repræsentative nedslag i Halls musikalske udvikling.
For nu at starte i omvendt kronologisk rækkefølge, så er Halls nye album, Hospital Cafeterias, en smuk samling af vignetter. Det er tydeligvis en levemand, et klassisk dannet menneske, der har skudt europæisk kultur og nybrud ind i sin egen afsøgning af et forlist forhold. Et forhold, der længes efter, der savnes, men også et forhold, hvor mistilliden udpeges, og heri ligger måske grunden til bruddet.
Metoden til at bearbejde de følelsesmæssige konsekvenser af bruddet ligner en videnskabsmands. Følelserne bliver sat ind i forskellige tableauer, som tager sig forskelligt ud. Materialet, der ligger for hånden, er klassisk musik. Smukke stryger-arrangementer, langsomt spillet klaver og operavokal (af Andrea Pellegrini) er de redskaber, Hall har valgt at arbejde med. Men Hall kommer tydeligvis fra 80’ernes punkscene, hvor man gjorde alt på sin egen måde. Derfor tvinges den klassiske musiks udtryksform ind i en eksperimenterende avantgarderock, der dirigeres af en moden hånd. På sin vis ikke helt ulig den gamle crooner Scott Walkers senere års vals med europæisk kompositionsmusik, men tydeligvis et helt andet udtryk. Det er intentionen og ambitionen, der ligner.
Resultatet er smukt. Når de dramatiske strygere fejer ind over en twanget guitar i kabaret-nummeret “Brother Spare a Moment”. Når Halls bløde Bowie-vokal skærer igennem guitaranslag og glitches, der samles til en minimal puls i “No Thanks and Then Some”. Når Knud Odde synger og spiller guitar til, hvad der lyder som en tabt popmelodi fra 60’erne i skumle, elektroniske lydflader på “Lavender Grey”. Selv når der leveres affekteret tysk diktion hen over flerstemmige vokaler, der har skabt et kirkekor i “Wohnung”. Det er fascinerende og udfordrende. Intet er overladt til tilfældighederne. Hall går systematisk frem og får gennem sin styring af sine samarbejdspartnere – ud over de nævnte bl.a. også Claus Beck-Nielsen Memorial og den elektroniske pioner Else Marie Padde – afsøgt en almenmenneskelig situation, der direkte påberåber sig opmærksomhed fra første susende båndoptagelse.
12 år tidligere, i 1996, udgav Hall Random Hold. Her kan man allerede høre, at han begynder at afsøge den klassiske musiks udtryksformer. Måske ikke så tydeligt på selve albummet, men genudgivelsens ekstranumre viser i hvert fald de tendenser. Det todelte nummer “Catching the Dust” udklædes således i flotte strygerarrangementer, og i slutningen af del to lyder en hengemt operastemme i baggrunden. I kammer-versionen af “Cradlemoon” er strygere den eneste instrumentation. Den lyder ufærdig i den version, men det er vel også grunden til, at den ikke blev udgivet. Udtryksformen blev ikke behersket tilstrækkeligt på det tidspunkt.
Albummet er ellers beklædt af langsomme, fyldige elektroniske lydflader med klavertoner og strygerarrangementer indover. Der er en stor lyd på albummet, som var det optaget i et kirkerum, og det giver Halls højstemte vokal masser af plads at udfolde sig på. Det langsomme tempo albummet igennem giver mindelser om slowcore-bands som Codeine og Rex, men pga. den fyldige, elektroniske produktion dypper musikken også tæer i den samtidige triphop.
På overfladen lyder albummet poppet og radiovenligt, men det har også et kompromisløst og nøgent udtryk, hvor ensomheden driver i de intime og nærværende leveringer. Et flot eksempel på at ’less is more’.
12 år tidligere igen, dvs. i 1984, udkom Apparently All the Same, som blev udgivet med gruppen Under For, og her går højstemtheden igen. Albummet lyder til dels som den storslåede 80’er-pop, som eksempelvis A-Ha og Simple Minds ramte himlen med, men der er truende skyer i Under Fors udtryk, der understreges af tenderende industrielle rytmer i flere af sangene.
Der er en vedvarende fremdrift i de omkvædsløse sange, og jo længere man kommer frem i albummet, jo mere dystert bliver udtrykket. Dramatiske strygere, mørke synthtoner og skrigende guitarstøj bliver mere og mere dominerende, hvilket på fremragende vis leder frem mod dette albums ekstramateriale, der er en live-optagelse fra Århus Musikhus i 1983. Her er popsangene slet ikke formuleret endnu. Kun en eksperimenterende støjrock, der er på forkant med, hvad der foregår på noise-scenen i dag. Guitardroner, der foldes ud og bliver store, massiv guitarstøj, som drukner den periodiske vokal, og langsomt violinspil, der bliver mere og mere dissonant. Det er konfronterende, aggressivt og synes næsten at være ude af bandets kontrol. En altopslugende oplevelse, der er fornemt fanget, men må have været endnu mere overvældende, hvis man rent faktisk havde været fysisk til stede. Hver for sig er albummet og liveoptagelsen to fremragende optagelser, men sat sammen får de nærmest styrke af hinanden og bliver klokkeklare beviser på Halls visionære ambitioner.
På alle tre album er der samme fornemmelse af store ambitoner og alvor. Hall tager sig selv og sin musik meget alvorligt. Strygerne virker til at have en særlig plads i hans hjerte, da de går igen på alle tre album og faktisk også blev anvendt i Ballet Mechanique, men der er selvsagt forskel på anvendelsen af dem. Fra de første dissonante forsøg med egne evner til de professionelle arrangementer i karrierens forløbigt sidste udvikling. Halls højstemte vokal går selvfølgelig også igen på alle tre udgivelser, og i den kan man aflæse alt det, han efterstræber med sin musik. En højstemthed og alvor, der hele tiden strækker sig mod nye mål. Hall er en pioner, der stadig leder efter den yderste grænse.
Apparently All the Same:
